Optøjer i Egypten – set i et historisk og åndeligt perspektiv
Kristne opfordres til bøn for situationen i Egypten og Mellemøsten. Ugens kronik giver et indblik i de historiske og bibelske faktorer bag begivenhederne og kan bruges som udgangspunkt for bønnen.
Egypten er i krampetrækninger. Mellemøstens folkerigeste land og den arabiske verdens kulturcenter oplever uroligheder i gaderne.
Af Avner Boskey
Forfatter og underviser.
Final Frontier Ministries.
Spin-doktorer i medierne forsøger at beskrive disse begivenheder som en dominoeffekt af Tunesiens Jasmin-revolution for nylig. Da bukkede præsident Zine el-Abidine Ben Ali under for presset; 29 dages folke-demonstrationer og oprør over den hårde økonomiske situation i Tunesien. Præsidenten flygtede til Saudi Arabien, hvor han søgte om asyl.
Selv om verdens medier forsøger at forudsige mønstre i disse forskellige udbrud af uroligheder, har de fleste kommentatorer tendens til at være uklare i mælet, når det drejer sig om de åndelige aspekter af moderne begivenheder. Mellemøstlige analytikere går normalt uden om såvel perspektiverne i bibelske profetier som anti-bibelske aspekter af jihad-islam. Derfor mangler rapporteringerne af deres efterforskning den skarpe brod, som kun Herrens Ord kan give.
Hvad foregår der på gaden, med optøjer i Tunesien, Jordan, Yemen og Egypten? Hvad er dét, som vejer tungest på vægtskålen ud fra et åndeligt perspektiv? Hvordan vil dette påvirke den jødiske stat, og kan Skriften kaste lys over disse begivenheder?
Europa og Amerika har haft århundreder til at finde frem til demokratiske politiske rammer. Men Mellemøsten har aldrig taget disse værdier til sig. Stærke verdslige diktaturer (ofte ledet af generaler) regerer over det meste af den arabiske verden, mens et betydeligt antal af islamistiske tyranner regerer efter Shariaens (islamisk lov) jernhånd.
Syrien er et godt eksempel på førstnævnte. Dets Alawi-islamiske lederskab (som betragtes som en kættersk form for islam) har omringet landet med et grusomt og hensynsløst hemmelige politinetværk (Mukhabarat), som kaster digtere og den politiske opposition i stinkende torturkamre og fængsler. Præsident Bashar Assad kom til at lede landet ved en folkeafstemning, hvor der ikke var andre kandidater, mens hans far Hafez kom til magten ved et militærkup. Assads Baath-parti opnår regelmæssigt fantastiske valgsejre, da folk fra oppositionspartierne rutinemæssigt bliver fængslet og tortureret. Men under alle omstændigheder får disse ikke lov til at få mere end 30 procent af pladserne i den lovgivende forsamling.
Den stærkeste opposition i Syrien er Det Muslimske Broderskab (MB eller al-Ikhwan al-Muslimin) – en islamistisk underjordisk organisation, som har viet sig til at genoprette Det Islamiske Kalifats verdensimperium og Sharialoven gennem jihad-revolution (hellig krig) (se også www. davidstent.org / words from February 2006). Ud af MBs brændende bål udvikledes fraktioner såsom PLO, Hamas og al-Qaeda. Et af MBs vigtigste centre er en undergrundsbevægelse i Egypten.
I februar 1982 beordrede den syriske præsident Hafez al-Assad militæret til at ødelægge store dele af byen Hama med artilleri, kampvogne og kemisk krigsførelse, med henblik på at knuse en lille gruppe af MB-oprørere, som holdt til i Hama. Mellem 17.000 og 40.000 civile blev dræbt som følge af denne militære operation. Siden har Syrien fortsat en massiv indsats mod MB-tilhængere, som der er dødsstraf for at være i landet.
Mens demokratiske oppositionspartier i den vestlige verden er normen, kan man bedre forstå den arabiske verdens syn på disse spørgsmål ved at mindes det tidligere USSRs tilgang. Forud for sammenbruddet af det kommunistiske partis overherredømme i Sovjetunionen var der kun plads til en marxistisk et-partistat. I totalitære regimer (som det tidligere Nazi-Tyskland, vore dages Kina og Nordkorea osv.) findes der ikke lovlige oppositionspartier.
Mens Egypten, Tunesien, Yemen og Jordan officielt afholder valg, kan ingen oppositionsgruppe nogensinde komme til magten ved resultatet af de afgivne stemmer. Sådan er virkeligheden helt enkelt for næsten alle lande i Mellemøsten undtagen Israel. Den største organiserede opposition i Egypten i dag er det underjordiske Muslimske Broderskab, som under disse uroligheder venter forventningsfuldt i kulissen.
Den økonomiske frustration i Egypten (hvor den gennemsnitlige løn er mindre end $ 2 USD om dagen) er stor. På grund af korruption i regeringen og erhvervslivet på den ene side, og en tredje verdens-infrastruktur på den anden side, kan folk ikke vente en umiddelbar forbedring i levevilkårene i den nærmeste fremtid. Disse indestængte frustrationer i Egypten, Tunesien, Jordan, Yemen, Syrien, Algeriet, osv., har intet at gøre med Israel eller det palæstinensiske spørgsmål – men de er som bobler og røg varsler om en nært forestående eksplosion i en vulkan. En eksplosion, der kan sætte hele Mellemøsten i brand.
Vestlige lande har en tendens til at nærme sig mellemøstlig politik med en naivitet, der grænser til ulovlig dumhed. Mens man ignorerer det faktum, at demokratiet aldrig har slået rod i de arabiske muslimske lande, har Vesten opfordret diktaturer til at afholde frie valg. Et nyligt eksempel var et stærkt amerikansk pres på Israel for få staten til at tillade gennemskuelige valg i Gaza-striben.
Resultatet af dette pres kunne ses den 26. januar 2006, da Det Muslimske Broderskabs Islamistiske Parti, kendt som Hamas (Harakat al-Muqawima al-Islamiyya, eller den islamiske modstandsbevægelse), fik stemmeflertal og kom til magten. I løbet af et par måneder organiserede de et voldeligt kup, hvor de knuste knæskallen på folk, der støttede de palæstinensiske myndigheder og smed nøglepersoner, fra disse ud fra fem-etagers høje bygninger.
Den islamistiske princip her er ofte beskrevet som en mand, én stemme, én gang. Amerikanske forsøg på påtvinge Gaza et demokrati resulterede i oprettelsen af en jihad-stat på grænsen til Israel; kidnapning af den israelske soldat Gilad Shalit (stadig holdt i en islamistisk fængsel i Gaza), Hamas-raketter (1.571), mortérgranater (1.531) og angreb mod israelske byer og gårde op til den 26. december 2008 (og tusindvis flere efter denne tid). Som en følge heraf iværksatte Israels hær Operation Cast Lead (Kast Lod-operationen) som blev indledt den 27. december 2008.
Hidtil har vestlige bestræbelser på at muliggøre demokratiske valg i Mellemøsten givet bagslag, og i stedet har disse medført en fremkomst af islamistiske diktaturer.
Mellemøsten synes at være fanget mellem militærdiktatur og islamistisk voldsherredømme. Et slående eksempel (der stadig svier til Vesten) er Iran. Dette land var engang en vigtig allieret mht. amerikansk og israelsk strategisk planlægning; men samtidig var denne loyale allierede også et despotisk, overvejende verdsligt, diktatur, holdt oppe af et ondt, hemmeligt politi-organ, kendt som SAVAK. Verdslige gadeoptøjer skabt af studerende og forretningsfolk i august og september 1978 førte til Shahens hastige afgang; men seks måneders anarki førte ikke til oprettelsen af et demokrati, men til fremkomsten af den næsten ufattelige grusomhed under Ayatollah Khomeinis islamiske diktatur.
Gadeuroligheder har aldrig ført til oprettelsen af demokratiske regeringer i Mellemøsten. De har enten ført til nye diktaturer eller til radikale islamistiske tyrannier.
Hvis en stat, der er styret af Det Muslimske Broderskab, bliver etableret i Egypten, kan dette føre til større militære spændinger mellem Egypten og Israel, samt gøre Egypten til et åndeligt arnested, hvor der kan skabes en kæmpe vækst mht. jihad-islam i hele Mellemøsten.
Bed for Egypten om at Det Muslimske Broderskab ikke vil komme til magten pga. det nuværende anarki; om at Gud vil skabe fred og retfærdighed i dette land med et minimum af blodsudgydelser (1.Tim. 2,1-4); og om at Egypten ikke vil blive en modstander af og en forbandelse for den jødiske stat Israel (1.Mosebog 12,3).
En af de tydeligste passager om Egyptens rolle i de sidste dage findes i Esajas 19. Sætningen på den dag er brugt seks gange (vers 16, 18, 19, 21, 23, 24) til at beskrive et endetids-scenarie med (blandt andre emner):
Militære sammenstød mellem Egypten og et sejrende Israel.
En åndelig vækkelse blandt nogle egyptere.
Et råb fra egypterne om hjælp til YHVH (det hebraiske navn for Gud) og Guds bønhørelse til frelse for dem.
Egyptens kærlighed til Israels land og det hebraiske sprog.
En motorvej for fred forbinder Egypten, Israel og det nordlige Irak.
Idet vi beder Gud om forbøns-strategier angående den nuværende rystelse i Egypten, så lad os bede Gud om hans barmhjertighed over for den nation, som han kalder Egypten, Mit Folk (Esajas 19,25 a), og som vil anerkende og velsigne Israel, Min Arv (Esajas 19,25 b).
Til den tid skal der gå en lige vej fra Egypten til Assyrien, og de to folk skal indgå forbund og tilbede Herren sammen. Da skal Israel sammen med Egypten og Assyrien blive til velsignelse på jorden. Herren vil velsigne dem med følgende ord: »Velsignet være mit folk Egypten. Velsignet være Assyrien, som jeg har skabt. Velsignet være Israel, min ejendom.«
(Esajas 19,23-25).
Jeres bønner og støtte hjælper os i vores forbøn for Mellemøsten og giver os Guds velsignelse til at udføre det arbejde, han har kaldet os til at gøre!
Kilde: The Elijah List & Breaking Christian News
http://www.elijahlist.com
