Nyt galleri med kristen kunst

Gammelt missionshus i Dianalund nu rammen om „Galleri Emmaus“Galleri Emmaus vil formidle kristen religiøs kunst af høj kvalitet til menigheder, virksomheder og private. Galleriet har åbent frem til 21. december.Galleriet har til huse i et tidligere nedslidt missionshus i Niløse ved Dianalund. Huset er gennemrenoveret og fremstår nu med lyse og smukke lokaler, som giver de forskellige kunstværker mulighed for at komme til deres ret.
Navnet, Galleri Emmaus, er blevet ejer Grethe Olsen hvisket i øret, siger hun selv:
– Først fandt jeg navnet en anelse tungt og gammeldags, men ved nærmere bekendtskab fandt jeg det netop rigtigt til et sådant galleri. Navnet stammer fra en af Lukasevan-geliets beretninger om Jesus. Som nylig genopstået viste han sig for to mænd på vandring fra Jerusalem til Emmaus. De genkendte ham ikke straks, men gennem samtale og åbenbaring blev Jesus tydelig for dem.

Udfordrende spørgsmål

Så nu ligger Galleri Emmaus naturskønt i en idyllisk landsby midt mellem kirke og gadekær, men er indholdsmæssigt ikke bange for at beskæftige sig med det udfordrende og vanskelige i livet.
– Gud og livets mening er ikke altid tydelig for os, men gennem kunsten og i mødet med hinanden, vil vi forsøge at gøre det tydeligere. Jeg ser galleriet som en mulighed for et samlet sted at udstille og sælge kristen kunst, men i høj grad også som et sted med mulighed for den gode samtale. Et sted, hvor evangeliet kan blive fortalt på en anden måde og i en anden form og måske især over for mennesker, der ikke af sig selv opsøger kirke eller bibel. Galleriet er derfor indrettet med en lille café, hvor der er mulighed for at købe en kop kaffe og få en snak om livets store og små spørgsmål.

Kunst varer ved

Når jeg har valgt at beskæftige mig med kristen kunst, er det også, fordi denne kunst vil kunne vedblive med en sagte, men vedholdende tale til beskueren.
Aktuelt og frem til den 21. december udstiller 8 kunstnere indenfor maleri, skulptur, fotografi og ikontegning under temaet ”Lys og liv”.
– Jeg vil især fremhæve udkast til altertavle af Elin Quist over Johannes Åbenbarings ”Jesu genkomst”, jernskulpturer, herunder krucifiks af Mikael Benzon, samt ikontegninger af Knud Larn. Kunstnerne har vidt forskellig udtryksform, men harmonerer sammen i udstillingen. Der er løbende salg af værkerne, hvorfor udstillingen stadig ændres, oplyser Grethe Olsen.

Særåbent for grupper og menigheder

Galleri Emmaus har åbent lørdag og søndag mellem kl. 12 og 18. Der kan dog aftales særarrangementer på hverdage efter ønske, f.eks. skoleklasser, konfirmander, ældregrupper, menighedsudflugter og lignende.
Sæsonen i Galleri Emmaus vil sædvanligvis være fra 1. april til 31. oktober.
– Næste sæson vil indeholde skiftende udstillinger og med færre kunstnere ad gangen. Desuden overvejes temadage om f.eks. Kristuskransen med Mogens Miland, slutter den nybagte galleriejer.