Internettet kan forny kirken
En hjemmeside kan fungere som visitkort, brochure eller informationsportal. Men selv kirkens mest udbyggede hjemmeside er ikke nok.
Folk søger andre steder efter svar på religiøse spørgsmål. Og de vil have mulighed for dialog.
Det viser en ny phd. afhandling af Peter Fischer-Nielsen. Den 18. marts forsvarer han afhandlingen Mellem sogne- og cyberkirke: En analyse af Folkekirkens kommunikation på internettet på Aarhus Universitet.
– Afhandlingen viser bl.a., at tiden er forbi, hvor det er nok blot at have en pæn og præsentabel kirkehjemmeside. Google er vejen til de kirkelige hjemmesider for langt de fleste danskere, og Facebook og Wikipedia er nogle af de steder, hvor danskere i stigende grad kommer i kontakt med religiøse spørgsmål, siger han.
Desværre betragter store dele af Folkekirken webkommunikation som envejskommunikation fra kirke til folk, siger han:
– Selv om denne kommunikation har sine fordele, vil det i længden være uholdbart med en folkekirkelig internetkommunikation, der ikke også anerkender behovet for dialog og interaktion.
Peter Fischer-Nielsen foreslår jeg en internettilgang i balance mellem kommunikation på egne og andres platforme, mellem kommunikation online og offline, og mellem envejs- og flervejskommunikation.
En ny tilgang til web-kommunikationen kan medvirke til, at Folkekirken forbliver relevant i en tid præget af sekularisering og medialisering
Han mener, den digitale udvikling udfordrer den bestående sognestruktur og indholdet af sognepræstens arbejdsprofil, ligesom den mere grundlæggende sætter Folkekirkens teologi og værdier til offentlig debat.
– Internetkommunikationen er i sig selv ikke nok til at forvandle Folkekirken, men kan bidrage til denne forvandling i samspil med andre processer, siger han.
Læs også interview med Peter Fischer-Nielsen i
Udfordringen uge 44, 2010.