Tag med mig til USA, så tager jeg med i kirke
Han havde en spændende erhvervskarriere, hvor han rejste halvdelen af året. Hun kom i en karismatisk kirke, som han afskyede. Men selv da han ville skilles, mistede hun ikke troen på, at det kunne blive godt.Christian Schmidt fik tilbudt et ønskejob som direktør i en stor amerikansk virksomhed. Han ville gerne have Ester med, men hun var mere optaget af en frikirke, som Christian ikke brød sig om…
Deres ægteskab var ikke, hvad det havde været. Mens Christian oplevede den ene succes efter den anden på arbejdsmarkedet, gled han og Ester fra hinanden. Hun var begyndt at komme i en frikirke i Brande, og da hun endelig fik ham overtalt til at tage med, erklærede han uden omsvøb, at her ville han i hvert fald aldrig nogensinde komme.
Efterhånden sov de i hvert sit soveværelse, og da Christian alligevel brugte næsten al sin tid som direktør for en fabrik i Vejle, ville han finde sig et hus der, mens Ester kunne blive i deres smukke hjem i Kolding, som ligger højt på en skråning med udsigt over fjorden.
Det var svært at se, hvordan de skulle undgå en skilsmisse.
Men Ester havde i 15 år bedt for, at Christian måtte få den tro tilbage, han havde haft som ung spejderdreng.
– Dengang bad jeg til Gud om alt muligt, og jeg troede på det. Men så kom jeg i en bibelkreds under KFUM-spejderne, hvor jeg fik at vide, at man ikke kunne bede om den slags pjat, og man kunne heller ikke tro på miraklerne i Bibelen. Jeg var meget autoritetstro, så på den måde mistede jeg faktisk troen…, husker Christian.
Han og Ester blev gift i 1960. Hun havde baggrund i KFUM og KFUK i Eltang, og kirken betød mere for hende.
Men Christian havde svært ved at holde interesen for det kirkelige. Han kedede sig. Det var langt sjovere at være på arbejde….
Hans familie kom hertil for mange generationer siden som smede (schmidt) fra Tyskland.
Familien ejede nu en tærskeværks-fabrik, Schmidt & Sønner i Tved ved Kolding. Men firmaet var ved at blive fortrængt af mejetærskerne.
Christian blev som ung ingeniør og maskinist taget til løjtnant i Søværnet. Under den kolde krig var han udstationeret ved en hemmelig Nato-lyttestation. Her skulle han overvåge, om russiske ubåde bevægede sig i Lillebælt.
– Der kom jo aldrig nogen, så vi havde god tid. Den brugte jeg til at lave tegninger over korntørrerier. Der var et enormt behov, efter at kornet ikke længere stod som neg på marken og vajede. Og Schmidt & Sønner begyndte nu at producere kornsiloer, hvor man kunne tørre kornet, fortæller Christian.
Så brændte Sjøllund Mølle, og mølleren sagde: Jeg vil have Christian til at tegne en ny foderfabrik.
Fabrikken til Sjøllund Mølle blev prototype for en stor produktion af komplette foderfabrikker, som Schmidt & Sønner byggede fra ca. 1960-83. Det var store anlæg, som kunne omdanne forskellige materialer til fodderpiller. De blev solgt til mange lande. Også i Afrika og Mellemøsten. Men Schmidt & Sønner var ikke alene på markedet. I Vejle producerede Hans Jessens maskinfabrik også komplette foderfabrikker.
Og der foregik nogle vældige slåskampe mellem de to fabrikker om markedet. Fabrikken i Kolding slog benene så meget væk under konkurrenten i Vejle, at den til sidst blev solgt til Sophus Berrendtsen-koncernen. Og det var ikke så godt, for selv om virksomheden i Kolding var oppe på at beskæftige 140 mand, kunne den ikke klare sig over for en stor koncern.
Det endte med, at Sophus Berrendtsen overtog og fusionerede til Schmidt & Jessen.
Men nu viste det sig, at Jessen havde fejlinvesteret en masse penge i Kalmar, så den fusionerede virksomhed havde en stor gæld. For at bøde på situationen, fik Christian Schmidt en kompensation og blev administrerende direktør for den nye virksomhed.
Schmidt & Jessen blev derefter lagt sammen med en større virksomhed i Esbjerg, Matador, og Christian fik nu ledelsen af hele den nye fælles virksomhed, som kom til at hedde Jesma-Matador A/S.
Denne virksomhed blev i 1993 solgt til en stor østrigsk koncern, Andritz, som ejede en konkurrent i USA. Fabrikken derovre havde store problemer og stod foran at skulle afskedige mange medarbejdere. Ved at overtage den danske virksomhed købte Andritz sig fri af en konkurrent. Men en betingelse for handlen var, at Christian Schmidt skulle tage til USA og få virksomheden til at køre rentabelt.
Og nu er vi tilbage ved artiklens indledning, for samtidig med Christians travle og lovende karriere, levede Ester i en helt anden verden.
– Nogle af vores venner i Kolding, Jytte og Per Nikolajsen, havde oprettet en slags husmenighed, hvor jeg følte mig hjemme, fortæller Ester.
– Senere flyttede de, men gennem dem fandt jeg en fantastisk menighed i Brande, Troens Ord, hvor vi oplevede så meget af Guds kraft.
Ester havde forsøgt at få Christian med til møderne, som foregik to gange om ugen. Men det var ikke nemt for en mand, der var mester i at organisere, at komme i en planløs menighed, hvor alt åbenbart afhang af Guds ånd…
– Det var for karismatisk for mig dengang, indrømmer Christian gerne.
– Nu fik jeg så den her mulighed for at komme i gang med en stor udfordring i USA. Til at begynde med var det meningen, at jeg skulle rejse frem og tilbage mellem den danske virksomhed, hvor vi var 450 ansatte, og den amerikanske, hvor der var 1100 ansatte.
Men det viste sig hurtigt, at det ikke kunne fungere.
Allerede på vej derover mødte jeg modstand fra den daværende ledelse.
Jeg blev over højttalerne i Heathrow Lufthavn kaldt til Loungen, hvor man overrakte mig en besked fra direktøren i USA. Der stod med store bogstaver: Du er ikke ønsket. Bliv hjemme!
Det var jo noget af en velkomst. Da jeg kom derover, var der ikke et kontor til mig. Og stemningen var fjendtlig. De vidste jo godt, at jeg var kommet for at rydde op. Så jeg blev saboteret fra starten.
Virksomheden lå i en mindre by, Moncy, og man havde aldrig tidligere afskediget nogen… Men nu havde de også et underskud på 40 mill. dollars.
På grund af de amerikanske regler kunne jeg ikke som udlænding være administrerende direktør, så jeg var kun vice-president. Men jeg havde Andritz-koncernens opbakning. Og da tingene gik i hårdknude, blev vi kaldt til et møde i Østrig, hvor direktøren blev fyret, sådan at jeg kunne få ledelsen, fortæller Christian på sin sædvanlige stilfærdige og blide måde.
Nu skulle han så flytte til USA, og han ville gerne have Ester med. En nat, da han vaklede lidt i beslutningen, hørte han en stemme, der sagde, at han skulle flytte til USA.
– Jeg forstod det ikke, jeg troede, at jeg måske drømte… Men det hjalp mig til at holde fast i beslutningen.
Så fik jeg den idé at spørge Ester, om hun ville tage med, hvis jeg ville gå med i kirke hver søndag.
– Jeg blev overrasket og rørt, for jeg vidste, at det var et stort offer for Christian. Så jeg tog med, fortæller Ester, der snart oplevede svaret på 15 års bønner. I USA blev Christian nemlig så glad for at komme i kirken, at han overgav sig og blev kristen med hud og hår.
De kommende fire år oplevede de en skøn tid – både åndeligt og menneskeligt. De så amerikansk kirkeliv, når det er bedst, og de rejste meget i det store land. Først boede de to år i Pensylvanien, derefter to år i sydstaternes hovedstad Atlanta.
Da de kom hjem i 1999, sluttede de sig til Apostolsk Kirke.
Her er den tidligere erhvervsmand nu et værdsat og aktivt medlem af ledelsen, mens Ester er et lige så værdsat medlem af ledelsen af kvindeforeningen Aglow i Kolding.
Selv om Christian fylder 77 i år, er han altid i gang med nye projekter. Da han kom hjem fra USA og egentlig gik på pension, blev han som bestyrelsesmedlem sat på opgaven med at opbygge lokale afdelinger i bl.a. Holland, Chile, Brasilien og Venezuela.
Han blev også headhuntet til at omorganisere Bioteknologisk Institut under Videnskabsministeriet. En anden opgave var at opstarte, organisere og lede et teknologicenter for udvikling med navnet Stålcentrum. Teknologicenteret har som medlemmer danske universiteter, viden-institutter og virksomheder, der blandt andre tæller Arla, Grundfoss, Alfa Laval, Danfoss og mange flere. Organisationen er delvis finansieret af Videnskabsministeriet og har i dag ca. 100 medlemmer.
– I Danmark er vi endnu ikke blevet klar over, hvor alvorlig den økonomiske fremtid er. Skal vi klare os, må meget omlægges – bl.a. også velfærds-mentaliteten, som har gjort mange af os forkælede og ude af stand til at klare udfordringerne.
Her kan vi lære meget af amerikanernes gå-på-mod.
