Udfordringen bevarer portostøtte
Det samme gør Luthersk Missions blad, Tro & Mission, men Indre Missions Tidende og en række andre kirkelige blade får et hug af spareknivenFlere kirkelige foreninger får en økonomisk lussing med den nye finanslov, som fjerner portostøtten. En støtte, som gør, at foreningerne forholdsvis billigt kan sende deres blade med Post Danmark ud i landet.
For eksempel mister Indre Missions Tidende 1,4 millioner kroner, Katolsk Orientering mister 900.000 kroner og Sudanmissionens blad, Mission Afrika, mister 500.000 kroner. Derimod bevarer Luthersk Missions blad, Tro & Mission, og ugeavisen Udfordringen deres portostøtte.
Det gør de fordi, de tilhører den gruppe på 238 momsfritagne uge- og månedsblade, der bevarer portostøtten i uændret omfang. Det samme gælder i øvrigt landets dagblade. De resterende 4811 uge- og månedsblade, der ikke er fri for at skulle betale moms, mister alle portostøtten, som i år udgør i alt 150 millioner kroner.
Som et plaster på såret har forligspartierne bag finansloven oprettet en såkaldt kompensationspulje på 25 millioner kroner, der kan søges af almennyttige organisationer som f.eks. humanitære, kulturelle og idrætslige foreninger. Men ikke af religiøse og kirkelige foreninger. Og det vækker undren hos blandt andre Flemming Kofod-Svendsen, som er generalsekretær i ind-samlingsorganisationernes branceforening, ISOBRO.
– Regeringen har flere gange understreget de frivillige indsamlingsorganisationers betydning og betydningen af, at de er aktive i selv at indsamle økonomiske midler til deres arbejde. Netop derfor er udgivelse og udsendelse af blade af afgørende betydning for at kalde frivillige medarbejdere og bidragsydere frem, skriver han i Kristeligt Dagblad den 18. november.
Han mener også, at det er dårlig timing at skære støtte til religiøse blade væk netop nu.
– Det er en snæversynet og kortsigtet beslutning i en tid, hvor information om religiøse emner har stigende samfundsmæssig betydning.
Finansloven er dog ikke endelig vedtaget endnu, og Kofoed-Svendsen håber på, at Post Danmark kommer de betrængte blade til hjælp. Hvis Post Danmark sætter portotaksterne markant op, kan det det ifølge forligsteksten til finansloven betyde, at partierne bag finansloven må revurdere afsnittet om portostøtten og kompensere for sådan en portostigning.