Folkekirkens Nødhjælp fjerner 149 farlige objekter i Congo

Mineryddere fra Folkekirkens Nødhjælp kunne for nylig give et 40.000 kvadratmeter stort ”sikkert område” tilbage til beboerne i de to landsbyer Mitondo og Kenani, som ligger i Katanga-provinsen i DR Congo.

Mineryddere i DR Congo. Foto: Folkekirkens Nødhjælp

I løbet af den ni måneder lange indsats fra Folkekirkens Nødhjælps minerydningsgruppe blev der identificeret, fjernet og tilintetgjort flere farlige objekter. Blandt andet blev der fundet miner og ueksploderet ammunition ved hjælp af både manuelle og mekaniske rydningsmetoder.
Disse farlige objekter er blevet efterladt eller kasseret under den årelange konflikt mellem forskellige militære grupper og oprørere.
Nu, hvor den skjulte fare er fjernet fra området, kan de lokale landsbyboere igen gøre brug af jorden. Folkekirkens Nødhjælps næste skridt bliver at iværksætte fødevaresikkerhedsprogrammer, der giver nogle udvalgte modtagere i Mitondo landbrugsstøtte.