Også de har menneskeret til Ordet, der giver Liv

De skjulte ord er en oplevelse for såvel hjerte som hovedDen kan nås endnu – julegaven, forstås. Og skal det være på bogfronten, og skal bogen have bred appel, må Sigmund Evensens beretning om sit missionsarbejde hos det lille umanakaina-folk på Papua Ny Guinea uundgåeligt indgå i overvejelserne. – Ja, den er faktisk en klar favorit, spørger man mig.Boganmeldelse af Kristian Kristensen

De skjulte ord er en varm, indsigts- og respektfuld fortælling fra virkelighedens verden, men spændende og medrivende som en roman.
Norske Ingjerd og Sigmund Evensen rejste for 20 år siden med deres to børn om på den anden side af jordkloden for at arbejde i Wycliff Bibel-oversætternes tjeneste. – Vi hører om de mange overvejelser, der gik forud for deres beslutning om at følge kaldet, men først og sidst hører vi om familiens liv og arbejde derude i det fremmede. Det er undertiden psykisk strabadserende, men det er samtidig både små og store sejre. Det er kultur-konflikter og misforståelser på baggrund af samme. Det er dagligdagens glæder, sorger og udfordringer i jagten på „de skjulte ord“ – umana-kainaernes hidtil ubeskrevne sprog – og det er arbejdet med at sikre dem det skriftsprog, der samtidig kan give dem Ordet, der giver Liv – Det Nye Testamente.

Prisvindende bog, der fanger

Bogen vandt sidste år den norske Emmaus-pris som årets bedste kristne bog i voksen-kategorien. Så absolut velfortjent. Sjældent har jeg i den grad ladet mig indfange, også følelsesmæssigt. Og så er sproget en ren nydelse, klart som livets kildevand. – Når dertil kommer, at bogen også har bud til etnografisk, sprog-videnskabeligt og missionshistorisk interesserede, forstår man vist min begejstring. Og endelig skulle jeg hilse og sige, at også ikke-kristne gerne kan læse med.
Sigmund Evensen er vidunderligt frigjort for bedreviden i enhver henseende; han er entusiastisk i sit budskab: at selv små folkeslag som uma-nakainaerne, der ikke tæller mere end små 2000 sjæle, har menneskeret til evangeliets budskab. Og dermed har hans bog også bud til enhver i dagens Danmark, der beskæftiger sig med tværkulturelt kristent arbejde.
Stor ros til forlaget og oversætteren Rolf Jørgensen for at have formidlet bogen og budskabet videre. Jeg siger det stille og roligt: Af hjertet tak. Det har været en oplevelse. For såvel hjerte som hoved.

Sigmund Evensen:
De skjulte ord
– En fortælling fra Papua Ny Guinea
233 sider • 228 kr.
LogosMedia