Egyptiske ultra-islamister vil overholde fredsaftalen med Israel
Egyptens ultra-islamistiske salafister, der følger en endnu hårdere linje end Det muslimske Broderskab, udtaler, at de ikke modsætter sig kontakt med Israel og vil overholde den egyptisk-israelske fredsaftale.Det er første gang salafisterne meddeler, at de vil efterkomme Egyptens eksisterende aftaler, inkl. den der blev indgået med Israel i 1979.
En talsmand for det salamistiske Al-Nour parti, der har vundet henved 30 procent i de to første runder af det egyptiske parlamentsvalg, siger til Kuwait-avisen Al Rai Al A’am, at hans parti ikke ser noget til hinder for at holde kontakt med Israel “så længe det egyptiske udenrigsministerium godkender dette, og at kontakter ikke er hemmelige”.
Talsmanden, Yousri Hammad, siger, at hans parti ikke er enig med Det muslimske Broderskab, som modsætter sig al kontakt med israelske regeringsrepræsentanter.
Al-Nours partiformand. Emad Ebdel Gaffour, trak imidlertid hurtigt i land angående kontakt med Israel ved at udtale, at “sagen stadig er under overvejelse”.
– Aftaler Egypten har indgået må overholdes, og det agter vi at gøre, har Gaffour sagt i Cairo, men tilføjede, at Israel ikke havde implementeret visse klausuler i aftalen vedrørende palestinenserne.
Ifølge Gaffour omfatter disse klausuler en løsning af det palestinensiske anliggende, palestinensernes ret til selvbestemmelse, selvstyre og oprettelsen af en palestinensisk stat på palestinensisk land.
– Der er klausuler som må efterkommes, således at palestinenserne føler, at de har opnået noget ved fredsprocssen, sagde Gaffour.
Det muslimske Broderskab anses generelt for at være mere moderat end salafisterne, og Hammads udtalelser menes at have til hensigt at vise Al-Nour som mere pragmatisk end tidligere antaget.
En israelsk politisk sagkyndig, Avi Issacharoff, mener, at dette vil styrke Al-Nour ved den tredje valgrunde i næste måned.
Ifølge en fremtrædende israelsk talsmand vil Israels nye ambassadør i Cairo, Ya’akov Amitai, prøve at optage kontakt med islamistiske partier – Broderskabet og Al-Nour.
Talsmanden siger:
– Vi må have en dialog med venligtsindede arabiske lande, og hvis Salafist-bevægelsen går med til dette, så også samtaler med salafisterne. Vi må udfolde alle bestræbelser på at forklare, at vi ikke er fjender af det egyptiske folk eller af palestinenserne.
Salafister og “brødre”
Salafisterne er en fundmentalistisk religiøs strøm, som prøver at oprette en islamisk stat i henhold til strenge islamiske regler og et retssystem, der helt er baseret på islamisk lov.
Forskellige salafist-partier har været valgets store overraskelse ved at få omkring en tredjedel af stemmerne og blive det næststørste parti, efter Det muslimske Broderskab der opnåede 40 procent.