– Gud sørger for os

Jan Marseille opgav sine egne planer til fordel for et liv i tro. Det blev et stort vendepunkt. Med sin virksomhed og sit liv ønsker han kun at være afhængig af Gud.
– Det var første gang i mit liv, jeg tog så drastisk en beslutning. Jeg havde ikke nogen indkomst, og jeg havde nul kroner på kontoen, da jeg besluttede mig for, at jeg ikke mere ville have understøttelse.

Når Jan Marseille spoler hukommelsen tilbage til efteråret 2010, er det ikke bekymringer, han genkalder, men en stærk overbevisning om, at Gud blev familiens forsørger. Sådan er det fortsat for den dristige familiefar.

Ordene kommer ligefremt fra Jan Marseille, der husker etableringen af sin grafiske virksomhed, Marseille, i september 2010 som sit livs mest dristige skridt, men også sit største åndelige gennembrud. Fordi det var et skridt i tro på, at Gud fremover skulle forsørge ham og hans familie.
Jan Marseille fortæller, at beslutningen blev truffet i fællesskab med hans kone Eydritt, der på det tidspunkt uddannede sig til sygeplejerske og kun havde sin SU som indtægt.
Parret, der tre år forinden var blevet gift og ved samme lejlighed havde fået det kendte bibelvers: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift” indgraveret i deres ringe, stod nu foran en radikal efterlevelse af Jesu løfte.

Kapitulerede og slap kontrollen

Forhistorien til den radikale beslutning omfattede flere kuldsejlede projekter, hvor Jan Marseille forsøgte at omsætte sit multimediestudie på medie- og marketingsakademiet IMMA i Nakskov til jobs, som både iværksætter og ansat.
Da han imidlertid i midten af 2010 for anden gang inden for få måneder fandt sig selv i køen af arbejdsledige, var han frustreret og desillusioneret. Det eneste, han var blevet rig på, var dyrt købte erfaringer.
Jan Marseille, der foruden sin passion for grafiske sysler ønskede at tjene Gud helhjertet, rettede i første omgang frustrationerne opad. Mod den Gud, han havde regnet med ville bistå og velsigne hans forkromede planer og forretningsmodeller.
Efter en lidt grundigere selvransagelse og alvorlige samtaler med mennesker tæt på sig blev konklusionen imidlertid en anden.
– Jeg indså, at jeg måtte spørge Gud, hvad han ville med mig, fortæller Jan Marseille.
– Jeg indså, at jeg reelt ikke havde stolet på Gud, selvom jeg konstant oplevede, at han bad mig om præcist det. Min måde at stole på Gud kom til udtryk ved, at jeg meldte mig ind i en a-kasse, fulgte mine egne idéer og hele tiden selv forsøgte at have kontrol over situationen.
Den foretagsomme grafiker kapitulerede derfor, bad Gud om tilgivelse og tog en beslutning om at give kontrollen over sit liv helt til Gud.
En kontrol, der også omfattede den virksomhed, han uden en krone på lommen håbede at få startet op. Selvom firmanavnet og hans eget efternavn var sammenfaldende, var han indstillet på at betragte både arbejdstid og fritid som en Guds gave.

Det sværeste og det bedste valg

Den første, der fik overbragt nyheden om Jan Marseilles nye livsstil, var a-kassen, der udbetalte hans understøttelse.
– Jeg melder mig ud og ønsker ikke at modtage flere penge fra jer, lød meldingen til sagsbehandleren, der lettere målløs spurgte: ”Hvad vil du så?”
– Det er op til Gud, replicerede Jan Marseille, der til sin overraskelse oplevede en vis forståelse fra både sagsbehandleren og senere også fra bankrådgiveren. Dennes stemme fik han i røret nogle dage senere, da banken godt lige ville have en forklaring.
– Nå ja, jeg havde glemt at fortælle dig, at jeg ikke længere modtager understøttelse fra a-kassen, forklarede den dengang 24-årige familiefar, som fik overbevist rådgiveren om, at der fortsat ville komme penge ind på kontoen til husleje, børnehave og andre faste udgifter.
– Jeg havde selvfølgelig mine forpligtelser i tanke. Men jeg ville ikke have, de skulle blive en undskyldning for ikke at stole på Gud, med det han kaldte mig til, husker Jan Marseille, der halvandet år efter kan se tilbage på et enestående forløb sammen med den Gud, som ikke har svigtet hverken banken eller det dristige trosskidt.
– I virkeligheden er jeg ikke særlig dumdristig. Jeg skal helst overveje tingene tusinde gange og gerne involvere så mange som muligt, især hvis der skal træffes store beslutninger, siger den kristne grafiker, der kalder sit sporskifte for ”det sværeste valg nogensinde”.
– Men også det bedste valg, for det gav mig en helt ny form for frihed. Jeg græd af glæde. Det lyder mærkeligt, men jeg oplevede en indre glæde den 1. september, som jeg aldrig havde oplevet før.

Gud giver mig kunder

Når Jan Marseille spoler hukommelsen tilbage til efteråret 2010, er det ikke bekymringer, han genkalder, men en stærk overbevisning om, at Gud blev familiens forsørger, mens han selv voksede i forventning til, hvad Gud ville gøre.
Firmaet blev etableret, og direktør Marseille begyndte at lave lidt salgsarbejde, uden at kunderne af den grund ligefrem væltede ind ad døren. Sådan gik den første måneds tid.
– Men så ringede telefonen pludselig, og et gymnasium bestilte en avanceret hjemmeside. De ønskede kvalitet og var villige til at betale, hvad det kostede.
– Det blev min eneste kunde den måned, hvor jeg den foregående måned havde omkring 20 mindre projekter for at opnå den samme indtægt. På den måde skaffede Gud mig en hel måneds løn bare ved én kunde, fortæller Jan Marseille, der ikke er i tvivl om, at Gud ledte nye kunder til ham.
– Måneden efter ringede jeg til en kontakt og snublede forfjamsket over ordene, mens jeg lagde en besked på hans telefonsvarer. Det var så uprofessionelt. Der var ikke én sætning, der passede, og jeg tænkte, at den kunde hører jeg aldrig fra. Modtageren var en pensionist, der drev et lille hobbyfirma i Maribo, og på et tidspunkt havde luftet tanken om at få en hjemmeside.
Mod forventning ringede han kort efter tilbage med en overraskende besked:
– Det er mærkeligt. Jeg havde netop sagt til min kone, at vi ikke skulle have en hjemmeside, men noget siger mig, at det skal vi. Kan vi mødes?
Mødet med denne kunde blev endnu en bekræftelse for Jan Marseille på, at et liv i tro og i afhængighed af Gud var den mest holdbare forretningsmodel.
Under mødet med den ældre forretningsmand faldt de i snak, og Jan Marseille fortalte om sin tilknytning til Frelsens Hær i Nakskov.
– Det er sjovt, der var jeg for to uger siden til en fælleskirkelig Israelsaften, svarede manden, som viste sig selv at være personlig kristen.
– På vejen hjem tænkte jeg: ”Her fik jeg både en ny kunde og en kristen ven i Maribo”, fortæller Jan Marseille og opsummerer:
– På samme måde oplever jeg stadig, at Gud giver mig kunder, som jeg ellers ikke på nogen måde ville have fået fat på. De salgsbreve, jeg sender ud, giver jo også pote. Men slet ikke på samme måde som de kunder, Gud giver mig.

Den største gave

Jan Marseille understreger, at målet med virksomheden ikke er at opnå profit. Målet er kun ”at have nok”, som han udtrykker det. Nok til at forsørge familien og nok til, at der kan afsættes tid til at tjene Gud.
– Jeg er tilfreds, hvis Gud sørger for, at vi kan betale, hvad vi skal og ikke mangler noget, siger han og forklarer, at den nye måde at leve på har påvirket både hans forhold til penge og tid.
– Jeg oplever, at den største gave fra Gud det sidste halvandet år ikke så meget handler om penge, men om tid. Den tid og frihed, der følger med denne måde at leve og arbejde på.
– Tid til Gud og tid til at tjene ham for eksempel i Frelsens Hær, fortæller Jan Marseille, der, foruden et stort engagement i Frelsens Hærs børne- og ungdomsarbejde på landsplan, siden sidste sommer har været teamleder for Frelsens Hærs vidtforgrenede arbejde i Nakskov og på Lolland. Ulønnet naturligvis.
– Jeg er blevet nødt til at strukturere min tid anderledes, men vil ikke gå på kompromis med den gave, Gud har givet mig. Jeg har fået tid som en gave, lyder det fra Jan Marseille, der opererer med deadlines og derfor ikke går så meget op i arbejdstid. En model, han mener, gavner både familie- og menighedslivet.
– Jeg ser ikke menigheden som en ekstra byrde. Som teamleder skal jeg selvfølgelig koordinere og uddelegere, men i Nakskov har vi altid været vant til at gøre tingene i fællesskab. Så jeg ville have taget ansvar uanset, siger Jan Marseille, der foretrækker at give æren videre til Gud.
Sine erfaringer gennem det sidste halvandet år opsummerer han i en afsluttende bemærkning:
– Vi skal ikke præstere noget som helst, men blot stole på Gud.