Håb for misbrugere?

Ja, der er håb for misbrugere, mener Søren Kokkenborg, der er forstander på Rehabiliteringscenteret Betesda.
Det vil han fortælle om en temasøndag den 5. februar i Betania KirkeCenter i Blåhøj.
I den netop afgivne rapport fra Rigsrevisionen konstateres det, at antallet af stofmisbrugere er steget med en tredjedel i Danmark gennem de seneste 10 år. Og ofte bliver det i den offentlige debat påpeget, at der ingen udvej er for stofmisbrugere.
Men i over 35 år er flere misbrugere kommet ud af deres misbrug efter et behandlingsforløb på Betesda. I dag lever de uden nogen former for medicinsk afhængighed, har stiftet familie og fået uddannelse og arbejde.
– Trods meget vanskelige forhold og vilkår for at drive stedet oplever vi stadig, at misbrugere på Betesda er på vej til at få et helt nyt liv, siger Søren Kokkenborg, der som forstander har erfaret, at selv meget vanskelige situationer kan blive forvandlet.