Om at finde tilbage til problemets rod

Catherine Fabiano bruger psykologiens redskaber til at forklare, hvordan oplevelser i de unge barne- og ungdomsår efterlader sår. Og ved hjælp af bøn
lader hun Helligånden afsløre roden til problemerne – og hele det sårede.- Ja, Gud er almægtig, men han har givet jorden i menneskenes hænder. Det er op til os at tage autoritet over alt det onde, der sker, og stoppe det, siger Catherine Fabiano og henviser til Lukas 10,19.– Men de fleste mennesker véd ikke, at det er muligt, eller hvordan de skal gøre. De tror, det er håbløst?
– Ja, men Gud viser os gennem Helligånden såvel årsagerne til vores problemer, som vejen ud af dem.
– Når et menneske kommer til tro på Jesus Kristus og bliver født på ny, så er det frelst for evigheden. Det nye åndelige menneske er perfekt i Guds øjne, men det gamle, naturlige menneske er stadig fuld af problemer. Det skal vi ikke benægte. Livet er ikke perfekt. Men vi skal heller ikke opgive. For Guds frelse (ordet ”sozo” på græsk) betyder også en helings-proces.

Øjenåbnere

– Hvis vi er åbne for Helligåndens øjenåbnere, kan vi finde tilbage til årsagerne – rødderne – til de problemer, vi oplever i dag, siger Catherine Fabiano. Men hun stopper ikke der:
– Selv når vi finder roden, er det ikke altid let at gøre noget ved den. Det ved alle psykologer og psykiatere, som er ærlige. At bearbejde de psykologiske problemer er endeløst.
Psykologien kan vise os årsager og sammenhænge og give nogle måder at løse problemerne på. Men vi har brug for mere. Og det er vores erfaring gennem 25 års arbejde, at når vi beder Gud om at hjælpe gennem Helligånden, så gør han det også. Ofte på et øjeblik.

– Hvordan?
– Det kan ske, gennem at personen selv bliver mindet om en situation fra barndommen, som har skabt et bestemt problem eller handlingsmønster.
Nogle gange får vi også kundskabsord – dvs. en overnaturlig indsigt, en viden, vi ikke kunne have ad naturlig vej. Og denne åbenbaring åbner for en løsning.
– Hvad gør du så?
– Jeg beder Gud om at vise personen, hvad Guds gode vilje var i den traumatiske situation. Der skete noget forkert, måske noget forfærdeligt. Men det var ikke Guds vilje. Det skyldtes, at mennesker var under indflydelse af det onde, eller fordi verden er falden.
Men Jesus var det også – og når vi ser, at han var med os og forsøgte at hjælpe os, så får vi trygheden tilbage, og vi får genoprettet det ødelagte. Vi kan i Jesu navn tage autoritet over det onde og stoppe de ødelæggende virkninger.

– Er det ikke blot en teori?
– Nej, det er vores erfaring gennem 25 år. Vi har masser af eksempler. Nogle af dem er nævnt i vores bog. Og det er også, hvad evangeliet fortæller os i Ny Testamente.

Hendes egen historie

Catherine Fabiano underviste i sidste uge på Kolding Internationale Højskole.
Hun er uddannet indenfor psykologi, ligesom hendes afdøde mand, Frank Fabiano. Parret har skrevet bogen ”8 skridt tilbage til fremtiden”.
Catherine og Frank forsøgte med psykologisk rådgivning at hjælpe bl.a. teenagere, da de i 70’erne fik øjnene op for en helt ny dimension: Helligånden.
Den skulle komme til at revolutionere hele deres rådgivning de næste 25 år.

Troen blev relevant

– Vi var begge vokset op i traditionelle katolske hjem. Vi var troende, men vi havde en ”begrænset åbenbaring” på det tidspunkt. Vi forsøgte at bevare troen, men den forekom irrelevant i det moderne samfund, husker Catherine. Parret var vokset op i Chicago, men arbejdede nu i Arizona.
– Her mødte vi den karismatiske fornyelse, som også fandt vej ind i den katolske kirke. Det var en stor øjenåbner. Pludselig blev troen relevant. Også når det gjaldt psykologiske problemer. Vi følte begge, at vores særlige kald og opgave måtte være at bringe brudte mennesker tilbage til Guds plan. At undervise og hjælpe mennesker fri af psykologiske problemer. Ikke kun ved hjælp af psykologien, men ved hjælp af Helligånden.
Catherine og Frank oprettede dengang sammen med kristne fra forskellige kirker en ny uafhængig menighed, hvor der bl.a. var en luthersk præst. Det er lang tid siden, de forlod den katolske kirke.
– Men Guds menighed findes jo i alle kirkeretninger, siger Catherine, som ikke ønsker at tage afstand fra katolikkerne.
– Vi har forskellig åbenbaring.

To store rystelser

Sammen med Frank arbejde hun de næste mange år i en fælles kristen tjeneste. De fik hurtigt fokus på Europa og Asien, og her foregik det meste af deres undervisning. Bl.a. inden for Youth With A Mission.
Kort efter julen 2009 mistede Catherine pludseligt sin mand. Hans aorta-pulsåre punkterede. Han døde straks – uden at der var noget at gøre. Catherine måtte derfor aflyse en planlagt undervisningsuge i Danmark.
Nu er hun alene vendt tilbage efter to år for at undervise. Men i mellemtiden oplevede hun endnu en chokerende oplevelse. Hun fik konstateret kræft og havde mest lyst til at afvise behandlingen med kemo og stråler. Men børnene ville ikke risikere at miste endnu en af deres forældre.
Catherine tror på guddommelig helbredelse, men Gud gav hende et ord, som gjorde det klart for hende, at hun skulle tage imod behandlingen – men den skulle ikke skade hende. (Markus 16, 18).
Og sådan gik det. Hun havde intet ubehag af den giftige behandling. Det var så mærkeligt, at hendes søster, som er sygeplejerske, ville vide, hvad Catherines hemmelighed var.
På den måde blev søsteren også ledt til Gud. I dag er Catherine raskmeldt – og i gang igen med at sætte andre fri.

Det findes i Bibelen

– Psykologien er ofte kommet til at stå som en modsætning til kristendommen. Hvordan ser du de to?
– De grundlæggende psykologiske erkendelser i udviklingspsykologien er faktisk i overensstemmelse med bibelske principper. En kendt jødisk rabbiner fra sidste århundrede, Alfred Edersheim, har påvist, at meget af det findes i Bibelen. Den psykologiske indsigt er en del af jødisk-kristen kultur. Det er en del af den åbenbaring, vi har fået.

– Freud var jo også jøde. Mener du, at hans teorier var specielt bibelske?
– De fleste af Freuds teorier skyldtes nok nærmere hans egne personlige problemer, smiler Catherine.
– Men en af Freuds elever, Eric Ericsson, har fundet frem til de 8 stadier i livet, som vi bygger på i vores undervisning.
Disse otte stadier stammer fra de otte betegnelser for barnet, som findes i Bibelen. Vi har kun tre (spædbarn, barn og ung), men i Bibelen bruges der otte navne – og navnene beskriver samtidig barnets udviklingsmæssige stadie.

De otte skridt:

Foster, fødsel og spædbarnsstadiet, som handler om, hvordan vi bliver modtaget.
Fra 6-18 måneder, hvor vi udforsker verden.
2-års alderen, hvor vi finder ud af, at vi kan og vil selv.
3-5-års alderen, hvor vi udvikler vores identitet.
6-12-års alderen, hvor vi bliver bevidste om vores særlige evner.
De tidligere teenageår fra 13-14, hvor vi modnes og tilpasses.
Og de unge år fra 15-30, hvor vi bliver voksne og – forhåbentlig – finder målet og meningen med vores eget personlige liv.

Afgørende stadier

– Det er de første 6 måneder af vores liv, som bestemmer en stor del af vores personlighed. Men også senere formes vi. Ofte er det, vi har oplevet i denne faldne verden, så smertefuldt, at vi lukker af for det. Det er en naturlig reaktion. En beskyttelse, Gud gav os.
– Senere – når vi opdager følgerne af det, vi har oplevet – kan vi så vende tilbage og få det bearbejdet og repareret. Med psykologisk indsigt – men først og fremmest ved Helligåndens hjælp.
– Det er Guds gode vilje for os, at vi skal frelses til det evige liv – og at vi skal opleve frigørelse og helbredelse af vores liv. Det kan være en længere proces, men med Guds hjælp er det muligt.