Himlen findes virkelig: En succes – også på dansk

Den fuldstændig utrolige historie om en knap fire år gammel drengs besøg i himlen er i bogform blevet en kæmpesucces.
I knap et år har Heaven Is For Real ligget som nr. 1 på New York Times bestsellerliste, og det amerikanske forlag Thomas Nelson, der har udgivet den, oplyser, at bogen foreløbig er solgt til oversættelse til 34 sprog.
Ifølge Christian Larsen fra ProRex Forlag, som står for udgivelsen på dansk, har den også solgt særdeles godt i Danmark.
Det er kun knap fire måneder siden, Himlen findes virkelig udkom, og der er solgt knap 4000 eksemplarer.
De første tre oplag var på godt 4200 eksemplarer, og ProRex har allerede nu måttet bestille 4. danske oplag hos trykkeriet.
En ikke uvæsentlig grund til dens store succes er formentlig, at den leverer en slags dokumentation for, at der findes et liv efter døden.
– Flere af vore kunder har oplevet, at bogen også kan anvendes til evangelisering, idet den åbner for samtale om livet efter døden, oplyser man på ProRex.
Bogen blev anmeldt her i uge 49.
NJV