Det store forbillede
Af Jens Henrik Jacobsen. Sognepræst i Solvang Sogn på Amager.
Hvem er den største? Hvem er den kvikkeste? Hvem er den mest charmerende?
Vi stiller nok ikke spørgsmålene direkte. Alligevel rumsterer de under overfladen. I skoleklassen er der nogen, som bliver set op til og beundret. Der er førerskikkelser. Andre klarer sig mindre godt. I sportsklubben gælder det om at være hurtigst og yde de bedste præstationer. I X-factor og andre talentkonkurrencer er der nogen, som klarer sig godt. Andre falder igennem. På arbejdsmarkedet er der nogen, som får større succes og bedre karriere end andre. Jo, spørgsmålet: Hvem skal regnes for den største? lever stadigvæk.
Også på det personlige plan kan vi være meget optaget af at sammenligne os med andre. Vi vil gerne føle os lidt bedre end de andre. Det kan ligefrem være velgørende at finde de andres svagheder. Det kan afpudse ens egen selvfølelse. Vi bliver en lille smule større, hvis vi kan stå på de andres ligtorne. Eller det kan føre til jalousi. Bare jeg var som ham eller hende. Bare jeg havde hans eller hendes talenter, muligheder, charme, talegaver osv. Jalousien kan trives i en søskendeflok, på et lærerværelse, på et kontor, i en ungdomsgruppe, i et samfund eller menighed.
Jesu disciple var optaget af de samme spørgsmål. Jesus havde den selv samme aften ydmyget sig og vasket deres fødder. Det var normalt en tjeners opgave. Han havde holdt et højtideligt måltid sammen med dem og givet dem brødet og vinen med ordene: Det er mit legeme, og: Det er mit blod.
Og alligevel begyndte disciplene at diskutere, hvem af dem, der var den største. Var de virkelig ikke mere berørte eller påvirkede af det, som de lige havde været med til? Havde de ikke vigtigere ting at samtale om?
Vi kan kaste med sten efter dem. Men vi kan også spejle os i dem og se noget af os selv i dem.
Men både de og vi får givet et forbillede: Vi får ikke et bedre forbillede end Jesus selv. Hans store mål med sit liv var at tjene. Selv siger han et sted, at han ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange Hele hans liv stod under tjenestens fortegn. Vi skal ikke spejle os i os selv. Heller ikke i de andre. Vi må spejle os i Kristus.
Men når vi gør det, kan vi godt få en dårlig smag i munden. Det er som et uopnåeligt ideal for os. Vi er så langt fra hans tjenersind. Men så er det godt at tænke på, at han ikke bare er et uopnåeligt ideal. Han er også hos os. Han er selv den, der giver kraft til at tjene.
I bilen kan det være godt at have en instruktionsbog. Men det er ikke instruktionsbogen, som holder bilen kørende. Dertil behøves brændstof. Jesus giver ikke blot en instruktionsbog i livets hvordan. Men han er selv brændstoffet. Kraften og energikilden til tjeneste. Det vigtigste er, at han selv er der som den, der tjener os.
At spejle sig i sig selv fører til navlebeskuelse. At spejle sig i de andre fører til mismod eller hovmod. At spejle sig i Kristus giver ny kraft.
Når vores tro eller frimodighed er ved at forsvinde. Når vi som disciplene er kortsynede og egoistiske. Når vi beskæmmes over, hvor meget både mismod, hovmod, jalousi og smålighed der kan være iblandt mennesker, så må vi se hen til Jesus.
Så lad os hjælpe os selv og hinanden til at finde tjenestens plads. Og til at finde vores egen tjeneste. Vi er sat ind i et fællesskab, hvor det ikke gælder om at herske eller få magt eller at blive beundret. Men hver især har vi fået en plads og en opgave. Det gælder i arbejdsliv og fritid. I familie og menighed. Og vi må prøve at finde glæden og tilfredsstillelsen ved at gå ind i de opgaver, som lægges hen til os.
Kraften og frimodigheden må vi hente hos ham, som er iblandt os som den, der tjener.
