Hurtig israelsk indgriben forhindrer diplomatisk skærmydsel Danmark-Israel

Israelske TV-seere var chokerede, da de på fjernsynet så en israelsk officer ramme en dansk demonstrant i hovedet med sin riffel, så han faldt bagover på jorden.Det så grimt ud. Scenen blev vist igen og igen på TV. Siden gik den jorden over.Var det virkelig en officer fra den israelske hær, der berømmer sig at være en af de mest moralske i verden, der kunne gøre noget sådant? Svaret er, beklageligvis, bekræftende, men med den tilføjelse, at den helt er en undtagelse fra reglen, og at officeren følte sig truet og menes at have fået brækket to fingre.

Officeren er oberstløjtnant Shalom Eisner, næstkommanderende over Jordandal-Brigaden, og demonstranten en ung dansker ved navn Andreas Ias, der sammen med en gruppe ligesindede fra forskellige lande var på en protest-cykeltur gennem Jordandalen som demonstration til fordel for en palæstinensisk stat og imod okkupationen.

Efter episoden blev danskeren – en ung blond mand i 20’erne- med et “Palæstina”-tørklæde bundet om halsen – interviewet i TV. Han afviste totalt at have deltaget i noget voldeligt.

Diplomatisk affære

Den dramatiske hændelse udløste omgående en officiel dansk reaktion.

Danmarks udenrigsminister, Villy Søvndal sagde, at man endnu ikke kender omstændighederne ved episoden, og at Danmarks ambassadør i Israel, Liselotte Plesner, havde anmodet israelske myndigheder om en forklaring.

Eisner er imens blevet suspenderet, og sagen vil nu blive undersøgt til bunds.

Der er ingen tvivl om, at den iraelske beslutning om en omgående undersøgelse har forhindret en diplomatisk krise i forholdet mellem Israel og Danmark.

– Vi må alle fordømme brug af magt, som synes at være blevet anvendt mod demonstranterne, sagde Søvndal, som tillige bemærkede, at statsminister Binyamin Netanyahu havde fordømt episoden.

Hvad der vil ske med Eisner, ellers kendt fra sin indsats i Israels krige, og også for at have hjulpet en palæstinensisk kvinde til at føde sit barn under vanskelige omstændigheder, vides endnu ikke. Han vil givet blive reprimanderet, men om en videre straf kan der kun gisnes om.