Dansk hjælp til ofre i Syrien
Danmission er blandt de eneste på pletten.
Danmission har som en af de eneste danske organisationer mulighed for at hjælpe ofrene for de voldsomme kampe i Syrien.
Tusindvis af flygtninge har fået kontanter, mad, medicin og brændsel gennem Danmissions mangeårige partner, som arbejder i Syrien.
Med stor støtte fra Danida og Udenrigsministeriet har missionsselskabet sendt 1,3 mio. kr. for at hjælpe mennesker, som er ramt af kampene i Homs og Hama – ikke mindst til de mange, som er flygtet ud af byerne både kristne og muslimer.
– Vores kilder i Syrien fortæller, at sikkerhedssituationen er skræmmende i Homs, hvor skoler er brændt ned, og hjem er blevet plyndret og besat. Hver dag efter kl. 15 forvandles Homs til en spøgelsesby, når alle, som ikke er flygtet ud af byen, lukker sig inde af frygt for volden på gaden, siger Danmissions generalsekretær Mogens Kjær.
Der gives der penge til nødlidende familier, så de kan købe mad, brændsel og medicin. I begyndelsen 1200 kr. per familie, men efterhånden som antallet af trængende steg, blev beløbet sat ned til først 900, så 600 kr. Derudover er der brugt store beløb til køb af madrationer med sukker, ris, olie, ost, marmelade og hygiejneartikler.
Ifølge FN har konflikten i Syrien indtil nu kostet 10.000 menneskeliv. Flere end 30.000 er flygtet til nabolandene Libanon, Tyrkiet og Jordan, mens op mod 200.000 er internt fordrevne i Syrien.
Knap 10 procent af syrerne menes at være kristne, de resterende 90 pct. er muslimer.
Danmission har med mellemrum arbejdet i Syrien med fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeliv i over 100 år.