Hvorfor kan kirken ikke velsigne homoseksuelle parforhold?

Ole Backer Mogensen forklarer, hvorfor en kirkelig velsignelse og vielse af homoseksuelle er ubibelsk, i strid med naturen, kirke-splittende og marginaliserende af de troende. Men også homoseksuelle kan forløses og blive helet, som alle andre syndere.Folketinget har åbnet mulighed for, at personer af samme køn, kan blive viet i Folkekirken. I denne uge vil nogle af biskopperne fremlægge et forslag til et ritual, som skal bruges ved sådanne handlinger.
Af Ole Backer Mogensen
Sognepræst i Græsted

Nu kan og skal Folkekirken ikke indføre et sådant ritual. Der er mange grunde, og her skal blot skitseres nogle få.

Et ritual hviler på noget, som legitimerer det, ritualet udfører.
De kirkelige ritualer henter ikke deres kraft og legitimitet fra mennesket selv, men fra noget som kommer forud for den konkrete menneskelige erfaring. Man har hidtil bygget kirkelige ritualer op på citater fra Kristus og fra de bibelske skrifter, som omtaler det, ritualet handler om, og dette har givet ritualerne deres kraft og autoritet. Vi udfører en handling og læner os op ad, hvad Gud har talt til os.
Et vielses- eller velsignelsesritual for personer af samme køn vil bryde fundamentalt med denne praksis. Der findes ikke citater fra Bibelen, som direkte kan underbygge det, man ønsker at gøre. Snarere tværtimod. De steder i Bibelen, hvor homoseksualitet nævnes, vil ikke være velegnede i et velsignelsesritual.
Man kan forsøge at finde skriftcitater, som taler om kærligheden generelt og så gøre brug af disse i et ritualforslag. Og vel kan der være venskabelig kærlighed og næstekærlighed mellem to personer af samme køn, men er det det, man i bund og grund vil velsigne? Den homo-erotiske udlevede kærlighed, som er kernen i det, man vil velsigne, har ingen bibelsk velsignelse.

Det rejser spørgsmålet, hvorfra kirken henter sin autoritet. Hvem og hvad bestemmer kriterierne for, hvad der er sand kristendom og for hvad Gud velsigner eller ikke velsigner?
Kirkens autoritet må til enhver tid bygge på, hvad vi med en vis form for sikkerhed kan konkludere, at Gud har sagt. Ellers sætter vi mennesket ind på Guds plads som yderste årsag og begrundelse, og gør os skyldige i grundsynden, som netop stiller spørgsmålstegn ved Gud som yderste autoritet: ”mon Gud virkelig har sagt?” og som Paulus beskriver med ordene: man sætter skabningen ind på skaberens plads.

Hvor henter vi begrundelserne? I mavefornemmelsen? I et demokratisk flertal? Eller henter vi autoriteten et andet sted, i Kristi ord og handlinger og i de bibelske skrifter.
Det argumenteres i forsvar for et vielsesritual, at Kristus i sin handlen netop favnede alle, og det er sandt!
Men Kristus gav ikke dermed alle forhold mennesker kom fra sin velsignelse. Han mødte mennesket med både kærlighed og sandhed. Og skal man endelig sige noget, så transformerede han og forandrede den kendte virkelighed, til noget nyt. Han cementerede ikke det bestående.
Hvor meget så end teologien er blevet løsrevet fra det bibelske materiale, så må det stadig være kirkens første begyndelse, udgangspunkt og autoritet. Gud modsiger ikke sig selv.

Det er som mand og kvinde, at vi bærer en gudbilledlighed. Ægteskabet er mere end blot en borgerlig ordning. Det bærer noget sakramentalt over sig, idet pagten mellem en mand og en kvinde også bliver et sted, som afspejler pagten mellem menneske og Gud.

Vielsesritualet for det heteroseksuelle ægteskab henter sin begrundelse i menneskets skabelse, hvor det siges, at Gud skaber mennesket i sit billede, som mand og kvinde. Eftersætningen konkluderer, at Guds velsignelse hviler over denne relation. Jesus genbekræfter talen om gudbilledlighed og køn i Mattæus-evangeliet.
Gudbilledligheden har mange dimensioner, men en af dem ligger i forskellen mellem de to køn. Det er som mand og som kvinde, at vi er menneskehed, og det er som to køn, at vi bærer en gudbilledlighed.
Der kommer en skabelsesorden til udtryk i den heteroseksuelle ægteskabspagt.
Ægteskabet defineres som et forpligtet forhold mellem to personer af hver deres køn, og er mere end blot en borgerlig ordning. Det bærer noget sakramentalt over sig, idet pagten mellem en mand og en kvinde også bliver et sted, som afspejler pagten mellem menneske og Gud.
Både i ægteskabet og i gudsforholdet defineres mennesket i mødet med den Anden, med hvem man deler fællestræk, og overfor hvem man alligevel står som den anden, den anderledes. Komplementariteten og forskelligheden vil ikke komme til udtryk på lignende måde i et homoseksuelt forhold, og det skal derfor heller ikke betegnes som et ægteskab.

At kirken skal velsigne et homoseksuelt parforhold er ofte blevet fremstillet som et krav eller en rettighed.
Man kan tale om krav og ret i statslige og borgerlige forhold, men ikke når det handler om velsignelse. Velsignelse er i sin natur en gave, som skænkes, og den mister sit indhold af gave, når den bliver til rettighed eller krav. Derfor kan Folkekirken heller ikke indføre et ritual ud fra argumenter om mindretalsrettigheder. Det hører ikke til i kirkens sprog eller selvforståelse.

Kirkens enhed står i fare for at brydes. Men hvem bryder enheden? Skismatikeren er ikke nødvendigvis den, som træder ud af fællesskabet, men snarere den, som ændrer grundvilkåret for fællesskabet.
Den som indfører noget nyt i forholdet til det grundlag relationen blev indgået på, er den som bryder enheden. Det ved vi fra skilsmisser, hvor det ikke nødvendigvis er den, som bryder ud af ægteskabet, der står tilbage som ”den skyldige part”, men den som brød grundlaget for ægtepagten ved ikke at elske og ære den anden.
Når kirker i den tredje verden meddeler, at de vil bryde forbindelsen til kirker, der indfører et ritual som det foreslåede, så er det ikke dem, som er skismatikerne, men derimod den kirke, som ændrer teologi og praksis.

Det er ikke bare enheden med den globale kirke eller enheden med den historiske kirke, hvor et sådant ritual ville have været utænkeligt, som står på spil. Der vil også være dele af den nuværende folkekirke, som vil blive marginaliserede, og sandsynligvis med tiden ikke vil føle sig velkomne i Folkekirken længere.
Diskussionen har kun alt for tydeligt vist den interne splittelse i Folkekirken i menighedsråd, mellem præster, i menigheder og selv i bispekollegiet.

Et forsøg på ikke at marginalisere en gruppe i kirken medfører altså en marginalisering af en hel masse andre, nemlig dem, som fastholder det traditionelle, bibelske syn på seksualitet.
Det kan være, man marginaliserer en lille for nogen perifer gruppe, men det er samtidig dem, som sidder på kirkebænkene og som bærer livet i mange sogne.
Selvom ritualet ikke indføres som en tvang for præster, så vil kirken sandsynligvis miste både præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkegængere. Måske ad åre i så stort et tal, at det vil blive en åreladning, der kan ende med at slå kirken ihjel som folkekirke

Derfor kan kirken ikke velsigne homoseksuelle parforhold

Det er ikke i kirken et ’dem’ og et ’os’, som går på forskellen mellem homoseksuelle og heteroseksuelle.
Overfor Kristus står alle ansigt til ansigt. Kirkens grænse mellem ’dem og os’ trækkes hverken ved køn, etnisk tilhørsforhold, seksuel orientering eller lignende.
Hvis der er et skel, så går det mellem mennesker, der bekender Kristus som Herre og som er døbt til at tilhøre ham og mennesker, som ikke gør.
Mennesker med en homoseksuel orientering er hverken noget mere eller mindre end alle andre i kirken. De er mennesker, som med deres livsvilkår på lige fod med alle andre inviteres ind i en efterfølgelse af Kristus og et liv i troen på ham.

Den dybeste identitet ligger for et kristent menneske ikke i den seksuelle orientering, men i relationen til Kristus, og den relation bliver udgangspunkt for alt andet. Her favner, møder og former Guds kærlighed og sandhed ethvert menneske uanset, hvad man har med i sit livs bagage. Kirken skal ikke give positiv særbehandling, men invitere alle med ind i efterfølgelsen af Kristus.

Den homoseksuelle i den kristne menighed inviteres ind i et discipelskabsforhold på lige fod med alle andre. Men det kendetegnende ved et kristent discipelskab er, at man præges af den, man er discipel af. Livet i alle dets forhold bindes til Kristus, og Kristus bliver den mere grundlæggende identitetsgiver. Den yderste sandhed om ens jeg er ikke længere den seksuelle identitet, men at man er skabt af Gud og tilhører ham, som et Guds barn. Den homoseksuelle er ikke en andenrangsborger i Guds Rige.

Som kristne bærer vi i vores grundbudskab en tillid til, at Gud kan forløse menneskeslægtens brudthed og transformere menneskelige livsvilkår, så alt kommer til at tjene Gud (1. kor 6,11). Intet går til spilde af vores livs smuler, men samles op i Guds hånd.
Og vi har en tillid til, at Gud vil give kraft og styrke til at leve med et givent livsvilkår.
Der findes en række vidnesbyrd om kristne mænd og kvinder, som har oplevet Guds berøring i forholdet til den seksuelle identitet, og hjælp til at leve med denne.
Nogle taler om indre lægedom og nogle endda om en ændring i identiteten. Hvad så end vores livsvilkår er, så bekender vi os til en Gud, som står på menneskets side – også i kamp med synd.

Et argument, som ofte har været fremført, er tanken om, at man kan slutte fra noget eksisterende til, at det dermed må være gudvillet og gudsskabt. Så når et menneske fx oplever sig homoseksuelt, så må det være skabt sådan og dermed må det have været Guds plan for det menneske.
Tanken er fremmed for det bibelske univers – hverken Paulus eller Kristus tænker på den måde. At noget eksisterer er ikke ensbetydende med, at det er en del af Guds oprindelige skabertanke – snarere må stort set alt tages med ind i en sammenhæng med skabthed, brudthed og forløsning.
Det er Gud, vi spørger om, hvad den oprindelige skabertanke med et menneske er – ikke tidsånden. Hvad så end årsagen til en homoseksuel identitet er, så giver det ikke bevæggrund for, at kirken kan velsigne en homoseksuel livsstil og kalde den gudsvillet eller gudsskabt.

Det kan være anfægtende at fastholde en position, som af andre beskyldes for at være ukærlig eller endda krænkende. Det er min dybeste overbevisning, at Kristus ikke krænker nogen, men former os til at være de mennesker, vi var planlagt til at være i Guds oprindelige skabelsestanke.
Ingen ønsker at fejle i kærligheden. Heller ikke dem, som går imod et vielsesritual. Men man ønsker heller ikke at fejle i sandheden. Og et nej til en velsignelseshandling er samtidig et ja til det, som man tror er Guds sandhed.
Det er anfægtende, at kirken historisk har behandlet mennesker med en homoseksuel orientering som andenrangs mennesker, og har været medvirkende årsag til at gøre mennesker til ofre. Her vil jeg hellere stå side om side med offeret end med krænkeren.
Men det betyder ikke, at kirken dermed skal lade sig manipulere af beskyldningen om at være krænker, til at indføre ritualer i kirken, som kirken ikke har noget mandat til at indføre.
At nogle har været ofre betyder ikke, at kirken skal overkompensere ved at gå i modsatte grøft og velsigne, hvor der ikke er nogen fuldmagt til at velsigne.

Folkekirkens situation rejser for nogle spørgsmålet om, hvor den sande kirke findes.
Den nikænske trosbekendelse giver os fire kendetegn for den sande kirke – én, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Med et ritualforslag kommer kirken i konflikt med alle fire kendetegn.
Traditionelt har man i teologien sagt, at den sande kirke aldrig er identisk med den ydre kirke.
Den sande kirke er der, hvor Kristus forkyndes og efterfølges i ånd og sandhed. Den sande kirke må derfor være tilstede i alle eksisterende kirker, side om side med falsk kristendom.
Drømmen om den rene kirke forbliver blot en drøm. Jesus illustrerer dette med lignelsen om hveden og ugræsset. I sidste ende er det Gud, som fælder dommen om, hvor den sande kirke er. Og vi vil vel alle have ting, hvor Gud da må sige, at vi var dem, der fejlede.
Mange af os vil fortsat være at finde i folkekirken, selvom et ritual måtte indføres, og der giver dette en form for frimodighed til at være, hvor vi er, og et kald til fortsat selv at forsøge at efterfølge Kristus i ånd og sandhed.
Velvidende at ingen af os nødvendigvis altid kan siges at være sand kirke. Kirken er i sidste ende Kristi kirke. Og han er Den Sande.

Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk.

Formand for Evangelisk Luthersk Netværk opfordrer til nytænkning og enighed.
– Jeg tror, at det er af afgørende vigtighed, at vi anerkender hinandens forskellige vejvalg: sognemenighed, valgmenighed eller frimenighed.
Det skriver Henrik Højlund, der er formand for Evangelisk Luthersk Netværk (som omfatter IM, LM, ELM og KFS).
– Vi må gerne være uenige og give udtryk for uenigheden. Vi skal lytte til hinanden og lade os belære og justere vejvalgene.
Men når drøftelserne er taget, anerkender vi, at der i denne situation ikke er én bestemt menighedsform, der er det rigtige for alle, anbefaler Højlund.
– Det giver faktisk god mening, at forskellige strategier prøves af på samme tid.
Nogle vejvalg peger måske fremad på en ikke alt for fjern fremtid, hvor folkekirkens medlemstal kan blive så lavt, at ordet ”folke” i folkekirke bliver en overdrivelse. Til den tid kan det blive helt afgørende, at der findes livskraftige menigheder og menighedsnetværk uden for det folkekirkelige system, skriver Henrik Højlund, der selv er sognepræst i Løsning ved Horsens.
– Lad os se hinandens forskellige valg som forskellige reaktioner på samme nød, samme kamp, samme glød, samme glæde. Og lad os for alt i verden bestræbe os på sammenhold midt i forskellige vejvalg.
Henri.

De er i strid med bibelen og naturen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Oases formand Jesper Fodgaard til vedtagelsen af regeringens nye ægteskabslov. Men i et høringssvar til kirkeministeriet skrev Dansk Oase allerede i 2010:
– DanskOase er imod indførelsen af et kirkeligt ritual for velsignelse eller vielse af homofile.
Vi mener ikke, at kirkens grundlag giver plads til et sådant ritual. Det savner positiv teologisk begrundelse og strider endvidere mod skabelsesordningen og de nytestamentlige anvisninger, der bekræfter denne ordning.
En sondring mellem ægteskab og partnerskab lader sig ikke opretholde i folks bevidsthed. Indførelsen af et kønsneutralt bryllupsritual vil ændre ægteskabsforståelsen bort fra den kristne forståelse, hvor skabelsesaspektets komplementaritet mellem kønnene (’som mand og kvinde skabte han dem’) spiller en vigtig konstituerende rolle for ægteskabet ved siden af den gensidige og forpligtende kærlighed.
Den danske folkekirke må insistere på, at det er kirkens eget ansvar, i bundethed til Guds ord, at tage beslutninger vedr. kirkens indre forhold, ritualer m.v. uden indblanding fra folketinget eller andre eksterne instanser.
DanskOase støtter præsters og den kirkelige betjenings frihed til ikke at deltage i ritualer, der strider mod Guds ord og den enkeltes samvittighed, slutter udtalelsen fra 2010.
Henri.