En Pilgrims Vandring

John Bunyan skrev i fængslet En Pilgrims Vandring, som har glædet millioner af mennesker over hele jorden.Her omkring årsskiftet 2003-04 er det 150 år siden at denne bog for første gang udkom på dansk, og det er 350 år siden John Bunyan begyndte sin forkyndergerning i Sct. Johns kirke i Bedford, samtidig med at han blev medlem af menigheden der.Af Ole Westergaard, Roskilde

Da præsten ved kirken, John Gifford, (senere kendt og omtalt som den hellige John Gifford) døde kort efter, blev den unge Bunyan kaldet og udnævnt til friluftspræst for byen og grevskabet. Han var allerede da en ydmyg og ægte, men også glødende, forkynder af Guds ord.
Folk flokkedes om ham, og som 27-årig havde han ledet mange til Kristus.

Det var under dette arbejde at myndighederne greb ham og kastede ham i fængsel. Han nægtede at stoppe sin mission, hvilket var betingelsen for at han kunne forblive på fri fod. Denne hans trofasthed og bundethed til ordet og Gud, kostede ham 12 år i Bedford Fængsel.
Efter at have været fængslet i 8 år tilbød myndighederne ham friheden på betingelse af at han ikke prædikede igen, når han kom ud. Bunyan afslog en sådan form for løsladelse og „frihed”, og han måtte blive i fængslet i endnu fire lange år.
Når man betænker at han var gift og havde 4 børn, hvoraf et var blindt, er det let at forstå, at fristelsen for at give efter har været stor, men han var stærk i sin tro. Under dette fængselsophold var det at det berømte værk: En Pilgrims Vandring, blev skrevet. Skønt Bunyan stadig var en ung mand på dette tidspunkt, er bogen alligevel næsten som en dagbog over hans liv. F.eks. er førnævnte John Gifford at finde i bogen som den gennemgående person Evangelist.
Som Paulus i sine lænker var fri i ånden, og skrev sine breve til menighederne, breve som har levet i mange århundreder, således var også John Bunyan fri i ånden i sit fængsel. Her skabtes et værk, som også i århundreder har glædet og grebet millioner af mennesker over hele jorden. Næst efter Bibelen har beretningen om Kristens pilgrimsvandring været læst af flest mennesker i århundrederne efter at den blev nedskrevet. Man kan sige, at der hvor Bibelen blev læst, fulgte En Pilgrims Vandring efter.

John Bunyan blev født i 1628 i den lille engelske landsby Elstow nær Bedford. Hans forældre var beskedne og ulærde, men sendte dog drengen i skole. Han lærte ikke meget, og senere glemte han både at læse og at skrive. Først da han som 20-årig blev gift, lærte hans kone ham igen disse færdigheder.
Som dreng og ung levede han et forfærdeligt liv, fyldt med alle mulige udskejelser. Han var gudløs og ligeglad. Dog var der i ham en længsel efter Gud, som han ikke kunne blive kvit.
Som dreng og ung dyrkede John ofte boldspil, og en dag midt i et spil, stivnede han pludselig til kammeraternes store forbavselse. Der var sket det, at han tydeligt hørte som en røst fra Himlen, der sagde: „Vil du forlade dine synder og komme i Himlen, eller vil du fortsætte og ende i Helvede?“ Han blev meget forskrækket, men fandt at hans synd var så stor og afskyelig, at Gud ikke ville tilgive ham. Han konkluderede at skulle han gå fortabt kunne det lige så godt være på grund af mange og store synder, som af små og få.
En dag mens han arbejdede for sin far som kedelflikker, betragtede han nogle kvinder, der sad og talte sammen om deres liv i Gud, om hans værk i deres hjerter, og om hans kærlighed til dem. John lyttede intenst efter hvad de sagde, men skønt han ikke forstod hvad de mente, blev han dybt grebet af deres ord. Denne oplevelse – og andre lignende – fik ham til at søge Gud på forskellige måder. Han stoppede med sit ugudelige liv, og han bandede aldrig mere efter denne dag.
Det var i denne periode af sit liv, at han mødte den fromme pastor John Gifford. Gifford tog sig af den splittede men søgende unge John Bunyan på en sådan måde at han senere var selvskrevet til at blive Evangelisten i Pilgrimsvandringen. Bunyan var dog så plaget af skyldfølelse at han var ved at give op: den ene dag var han sønderknust under sin synds byrde – og den næste dag følte han, at han var et tilgivet Guds barn.
Efter at han var blevet gift, og havde lært at læse, kastede han sig over Bibelen. Det var svært for ham at forstå det, han læste, men efterhånden forstod han, at Gud talte til ham gennem skriften. Rigtig fred i sit hjerte fik han først da han læste Rom. 3,24: „og de bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”

Var end John Bunyans barndom og ynglingetid præget af ligegyldighed m.h.t. det evige liv, og hans ungdom af stor usikkerhed angående forholdet mellem frelsesvished og angst, for om han virkelig havde Guds nåde, så var hans manddom til gengæld præget af dyb og ægte tro på at hans liv var helliget Gud.
Da han følte sig fristet til at „købe” sig fri fra fangeopholdet, hvor muligheden på den ene side kunne blive løsladelse, men risikoen på den anden side var landsforvisning eller endog galgen, formulerede han sin endelige beslutning således: „Det var min pligt at holde fast ved Guds ord, enten han så nogensinde ville se til mig eller ikke, eller frelse mig til sidst, og, tænkte jeg, når stillingen er således, så vælger jeg at gå fremad. Hvis Gud ikke griber ind, tænkte jeg, vil jeg med tilbundne øjne springe fra stigen ind i Evigheden, enten jeg så synker eller flyder ovenpå, enten der kommer Himmel eller Helvede, Herre Jesus, hvis du vil gribe mig, så gør det, hvis ikke, så vil jeg dog vove mit liv for dit navn.”

Menigheden havde på et tidligt tidspunkt kaldet og overtalt Bunyan til at prædike Guds ord, fordi man havde opdaget hans nådegaver hertil.
John Bunyan var ikke så meget optaget af de ydre forhold i hans tids kirkeliv – som af spørgsmålet om hvordan et menneske kan få vished om frelsen. Han var dog bange for faren i at den etablerede kirke indgav sine medlemmer en falsk fornemmelse af sikkerhed. En sikkerhed, der ikke grundede på Kristi fuldbragte værk, men på kirkens institution.
Perioden 1628-88 hvori Bunyan levede, var en spændende og betydelig brydningstid for det engelske folk. I England gennemførtes Reformationen ikke så konsekvent og hurtigt som tilfældet f.eks. var i vort land. I året 1660 blev kongedømmet og den anglikanske kirke (den engelske statskirke) genoprettet. Samtidig blev Frikirkernes forkyndelse og virksomhed forbudt.

Efter løsladelsen 1672 og ind til 1688 var han atter præst, nemlig i en menighed, der var blevet grundlagt 1650.
Man kan godt stille spørgsmålet: Havde Bunyans navn været kendt over hele verden, som tilfældet er i dag, hvis En Pilgrims Vandring ikke var blevet skrevet? Hans virke var jo mest blandt almuen, og sjældent forkyndte han for eller omgikkes med, folk fra de højere klasser. Kun få gange rejste han væk fra den egn, hvor han var født, og han syntes ikke at have ambitioner i retning af at tale til de rigtig store forsamlinger.
Lærespørgsmål havde ikke stor plads i hans prædikener eller liv og omgang med andre mennesker. Dermed være ikke sagt, at han bevidst undgik konfrontationer, hvilket jo bl.a. fremgår tydeligt af hans klare vægring mod at stoppe sine møder og gudstjenester, således som de herskende autoriteter forlangte.

På trods af det noget tunge sprog er denne bog fantastisk, og det er fuldt forståeligt at den i de første 2-300 år udbredtes så hurtigt i alle lande og trossamfund over hele verden.
Kun få mennesker er så inde i skriften, som John Bunyan var det. Ingen har overgået ham hvad allegorien angår. Alle de karakteristiske skikkelser kender vi, og selv om man flere gange må trække på smilebåndet over de fantastiske navne på personer, byer og lokaliteter, må det indrømmes at de er rammende valgt, og genkendelige…
Hovedpersonen Kristen, hvis byrde blev forladt ved korset, hans kone Kristinde, Håbefuld, Evangelist, Fortolker, Frimodig og Standhaftig bærer alle passende navne. Fra det virkelige liv kan vi også huske at have mødt en hr. Snyder, hr. Genvej, Vankundig, Mistrøst, o.s.v. Såvel i Bunyans liv, som i bogens handling mærkes kampen tydelig mellem hjertets fred, og fortvivlelsen over en byrde af synd, der ikke er til at komme af med.
John Bunyan var selv i sine yngre år meget forvirret over læren om udvælgelsen, og han var overbevist om at for ham var der ikke frelse, han var ikke blandt de udvalgte! Også her åbnede Bibelen sig for ham, denne gang ved ordene i Johs.6 ,37: „den, der kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort;” Dette gjorde hans sjæl godt, og han følte sig overbevist om at uanset hvad han så end havde gjort, ville Jesus tage ham til nåde.
Alle disse sjælekampe gennemleves i bogens handling, og genkendes af læseren. Uvilkårlig spørger man sig selv: På hvilken side står du, hvilket allegorisk navn ville passe til dig ?

Udover sit hovedværk skrev Bunyan andre bøger, hvoraf flere er klassikere med stor udbredelse. Nævnes kan bl.a. oversættelser til dansk: Grænseløs nåde (selvbiografi), Den hellige Krig, Lov og Nåde, o.s.v. I alt skrev og udgav han omkring 6o bøger. På mange andre sprog er bøger af ham – og særlig om ham – udkommet i hundreder af titler, og med oplag på hundreder af millioner.
John Bunyans fødested, og byerne hvori han levede sit liv, er stadig præget af hans virke. Både menighederne og offentligheden værner pietetsfuld om minderne om deres fattige bysbarn, der blev en af verdens mest kendte og læste forfattere. En gammel middelalderbygning er indrettet som museum. John Bunyans liv bærer vidnesbyrd om, at det vi mennesker opfatter som en ulykke, kan Gud i sin visdom vende, og bruge til noget godt, til en velsignelse, som vi hverken anede eller ventede.
Uden det lange ophold i Bedfords fængsel, var En Pilgrims Vandring nok aldrig blevet skrevet.