Arabiske medier: ‘Syrien flytter missiler til den libanesiske grænse’
Få dage efter at statsminister Binyamin Netanyahu og forsvarsminister Ehud Barak har advaret om en mulig israelsk militær indgriben i Syrien, har præsident Bashar Assad – ifølge arabiske medier – flyttet antifly-missilbatterier til den libanesiske grænse.
Israel har advaret om, at det vil angribe syriske kemiske anlæg, hvis Assad overfører kemiske våben til den ekstremistiske Hizbollah-organisation i Libanon.
Netanuahu har sagt, at han ikke vil udelukke muligheden af en israelsk militær intervention i Syrien, og Barak har udtalt, at Israel vil overveje en aktion.
Den London-baserede arabiske avis “al-Sharq al-Awsat” skriver, at en libanesisk militær kilde til bladet har udtalt, at der ikke er nogen konkrete informatioer om stationering af overflade-til-luft batterier ved grænsen. På spørgsmålet om den syriske hær træffer sikkerhedsforanstaltninger af frygt for et angreb, siger kilden, at “denne stationering er sket i henhold til en koordineret luftforsvarsplan. Hvis NATO skulle angribe, vil Libanon ikke tillade et militært fremstød mod Syrien fra dets område eller luftrum”.
Ifølge den libanesiske militærsagkyndige Nizar Abdul Kader har de syriske militære forstærkninger til hensigt at advare eksterne elementer mod at intervenere mod Assad-styret.
– Stationeringen af anti-fly missiler er en foranstaltning mod luftangreb, som kan skade det syriske regime, siger Kader.
Hvad med Rusland?
Fra Moskva oplyses, at Rusland sender tre store landingsfartøjer med 120 marinesoldater ombord på hvert skib til den russiske flådebase i Tartur i Syrien. Russiske nyhedsbureauer citerer en kilde i generalstaben for, at denne flådestyrke vil nå frem til Tartur om få dage.
Der oplyses intet om formålet med denne mission, men Rusland har tidligere udtalt, at disse marinesoldater skal beskytte personer og fjerne udstyr fra flådebasen.
Det russiske forsvarsministerium har benægtet, at det har planer om at sende krigsskibe til Tartur.
En kilde udtaler, at at skibene vil vende tilbage til den russiske havn Novorossiysk efter nogle dages ophold i Tartur.