Terrorangreb fra Sinai dræber 16 egyptiske betjente
Israel og Egypten er ved at finde sammen om at bekæmpe Sinai-terrorister, der ved et sofistikeret, vel planlagt angreb har dræbt 16 egyptiske politimænd nær grænsen til Israel.Angriberne brød igennem grænsen i en egyptisk pansret mandskabsvogn, som de havde stjålet under et raid mod en politistation.
Køretøjet blev ramt ved et israelsk luftangreb, som forhindrede, hvad man fra israelsk side betegner som et dødeligt storangreb.
En anden pansret mandskabsvogn eksploderede ved Kerem Shalom grænseterminalen, som forbinder Israel, Egypten og Gaza-striben, før køretøjet kunne nå ind i Israel.
Egypten bør
forhindre terror i Sinai
Ifølge en israelsk militær talsmand kom ingen israelere til skade under aktionen.
– De israelske styrker udviste årvågenhed, målbevidsthed og skarpsindighed – de forhindrede et terrorangreb, som kunne have haft mange ofre, siger forsvarsminister Ehud Barak i en kommentar til episoden. Den måde angriberne opererede på, viser påny nødvendigheden af en resolut egyptisk handlemåde for at gennemføre sikkerhed og forhindre terror i Sinai.
Israelsk militær skød imod et antal angribere, der var ved at undslippe fra området.
Israelere, der lever i Kerem Shalom-området, blev opfordret til at blive hjemme og lukke deres døre som foranstaltning imod kidnapning. Beboerne blev anmodet om at være opmærksomme på direktiver fra Hjemmefrontkommandoen.
Ifølge en egyptisk sikkerhedskilde var nogle af terroristerne fra Sinai kommet igennem underjordiske tunneller fra Gaza-striben.
Den israelske militære talsmand, Yoav Mordekai, siger, at angriberne menes at have været en Global Jihad-gruppe, som hæren endnu ikke havde identificeret, og at israelsk militær har været i kontakt med egyptiske myndigheder om dette – og at de har samme opfattelse af, hvad der skete.
Israel forudså truslen
Israels Mod-Terror Bureau henstillede for nogle dage siden til israelske turister i Sinai om omgående at vende tilbage til Israel, idet terrorister planlagde at kidnappe sådanne turister.
Angriberne mentes at være palæstinensiske terroristgrupper baserede i Gaza og celler der er knyttet til al-Qaida i Sinai.
Adskillige israelske turister på ferie ved Sinais strande har ignoreret advarslen, mens andre har hastet tilbage til israelsk område.
Den ekstremistiske Hamas-organisation i Gaza har fordømt drabet af egyptiske politifolk, og betegner aktionen som en hæslig forbrydelse.
Morsi varsler hævn
Egyptens præsident, Mohammed Morsi, har indkaldt til et hastemøde med det egyptiske militærråd, oplyser Det muslimske Broderskab på dets Facebook-side.
Morsi siger, at de, der står bag det krysteragtige angreb vil komme til at betale dyrt for det, og at egyptisk militær totalt vil kontrollere Sinai.
I de sidste måneder har der været næste daglige episoder mellem egyptisk militær og ekstremist-grupper tilknyttet Al-Qaida fra hele Mellemøsten, heriblandt fra Yemen, Irak, Syrien, Egypten og andre arabiske og muslimske lande. Grupperne støttes af lokale beduiner, og det kan ikke udelukkes, at Sinai-beduiner deltog i angrebet på politistationen.
Hjemsted for terrorgrupper
Sinai er ved at blive et ingenmandsland kontrolleret af globale jihad-grupper og bevæbnede beduiner.
Egypten har lukket Rahas grænseovergangen på ubestemt tid, indført udgangsforbud i den nordlige Sinai-sektor og skærpet det militære beredskab.
Fra egyptisk side er der fremsat krav om, at Hamas sikkerhedsstyrker skal samarbejde med Egypten for at pågribe terroristerne.
Ligesom Israel i Gaza
– Hvis vi bliver tvunget til at slå til i Gaza som Israel har gjort det – så vil vi gøre det, hedder det.
Hamas har benægtet nogen involvering i angrebet.
– Hamas bryder sig om Egyptens nationale sikkerhed og ville aldrig bruge våben mod den egyptiske hær, siger Hamas-lederen Mahmoud Al-Zahar.
Egypten jager
terroristerne
Den egyptiske hær har helt omringet Rafah-overgangsstedet for at forhindre terrorister i at undslippe. Egypten har indsat helikoptere i denne menneskejagt.
Israel står nu ved grænsen til Egypten over for at blive konfronteret med en lignende situation som den ved grænsen til Gaza – med samtidige og uafhængige angreb mod Israel.
Denne udvikling er en trussel ikke blot mod Israel, men også mod Egypten. Det kan forventes, at Cairo vil anmode Israel om tilladelse til at stationere et yderligere antal soldater i Sinai.
En israelsk politisk sagkyndig, Yaakov Katz, siger:
– Israel er i en vanskelig situation. Hvis det siger ja til dette, tillader det aktivt Det muslimske Broderskab at stationere flere tropper i, hvad der skulle være en demilitariseret zone. Hvis det siger nej, vil det give præsident Morsi en chance til ikke at gøre noget.