Aktiv pensionist tjener Gud for egen regning
Direktør Mogens Larsen har valgt
at bruge sit pensionistliv på at
rejse ud og hjælpe børn og inspirere
ledere i u-landenes unge kirker
med sine erfaringer fra et
aktivt liv som erhvervsmand- Jeg ville ønske, at flere erhvervsfolk ville give deres tid og penge til kristent arbejde. Der er f.eks. brug for flere erhvervsfolk i de kristne bestyrelser. 
Det mener Mogens Larsen, tidligere direktør gennem 33 i Vikarbureauet Western Service. På Valentins dag, den 14. februar, fylder den energiske forretningsmand 70 år. Han kunne sætte sig tilbage i lænestolen og se på et meget aktivt og spændende liv både i erhvervslivet og i kirkelivet men nej, sådan er Mogens Larsen ikke. Han kan ikke holde sig i ro. Han har fortsat fuld fart på, selv om han gik på pension for 5 år siden som 65-årig. Sin fødselsdag fejrer han på Filippinerne sammen med Jytte, de tre voksne børn, sviger- og børnebørn. I alt 14 mennesker.
– Vi spiser mursten, udbryder Mogens på sin sædvanlige højrøstede facon. Og dermed mener han, at det er bedre at bruge pengene til noget godt, mens man lever, end at gemme hen, til man ikke lever mere.
Børnene er da også kommet godt i vej. Den ældste, Jesper, er leder af teologi- og leder-uddannelsen SALT i København, Susanne er netop trådt af som koncern-økonomichef i DONG, og Kristian er involveret i socialt arbejde.
Fruen, Jytte Larsen, er forlagsredaktør på Scandinavia.
– Datteren ligner mig mest det er synd for hende, udbryder Mogens selvironisk med en højrøstet latter. – Kristian er mest som sin mor, og Jesper er halvt af hvert.
Mogens Larsen har hele sit liv ønsket at være dér, hvor der skete noget. Som dreng i Vestervig i Thy i 30erne havde han de mest halsbrækkende oplevelser. F.eks. hang han engang under et hestespand 1½ km.
– Under krigen var jeg med min far med mælk til russiske krigsfanger. Jeg husker, at en fange løb frem for at få mælk og blev slået i jorden af en tysk soldat. Det gjorde indtryk på en 8-årig…
Faderen var vognmand derude i Thy, men familien flyttede på et tidspunkt til Strib på Fyn. Her døde Mogens mor, da han endnu kun var 17 år.
– På sit dødsleje fik hun mig til at love, at jeg ville tro på Jesus, husker Mogens. Mine forældre var blevet kristne gennem en kampagne, som Kirkens Korshær stod for. Jeg voksede op i et dejligt varmt kristent hjem, hvor der skete en masse, og hvor der var en masse unge. Vi havde forbindelse med Indre Mission dengang. Alligevel var jeg ikke selv personligt troende.
– Efter at jeg havde været i lære i Thy et år, tog jeg til København og fik en læreplads i Silkehuset, mens jeg gik på handelsskole om aftenen.
– Det var en meget fin forretning på Strøget overfor Helligåndskirken, og blandt vore kunder var også de kongelige. Når de kom ind i forretningen, skulle vi straks kalde på afdelingslederen, men det glemte vi unge jo nogle gange
– Når man sådan lige var kommet ind med 4-toget fra Jylland, så var det jo stort.
– Men Silkehuset kom ud i en krise, og jeg greb chancen og tilbød min chef, at han kunne slippe af med mig ved at forkorte min læretid med et år. Det gik han med til. Så det var jo ikke dårligt.
Mogens Larsen aftjente nu sin værnepligt som garderhusar i Næstved, men det ville nok føre for vidt at fortælle om alle de gavtyvestreger, han dér stod for.
Hurtigt skulle det gå, så bagefter forsøgte Mogens at blive jetpilot. Men en lille høreskade betød, at han måtte opgive den idé.
– I stedet blev jeg ansat i et agentur, hvor vi repræsenterede 110 fabrikker. Engang var jeg ude at sælge for et belgisk firma, og jeg fik en kunde i København. Det var fristende at være tilfreds, men jeg ville lige prøve med Daells Varehus også. Og de købte varen og det fortsatte de med de næste mange år, så det overbeviste mig om, at man ofte lige skal forsøge endnu engang. Måske gir det jackpot.
– Min søster var elev på Frederiksberg Hospital, og hun ville gerne have mig med til kristne møder. Men jeg fandt altid en undskyldning. Til sidst fik hun mig dog lokket med en lørdag aften for hendes skyld.
Der var en engelsk prædikant, og det, han sagde, gjorde indtryk. Jeg gik i et par måneder og vejede fordele og ulemper ligesom på en vægt. Jeg var i tvivl, men det, der fik vægten til at vippe, var nok min mors ord til mig på dødslejet.
Så jeg begyndte at komme i Kristent Fællesskab, Youth for Christ, Navigatørerne, og hvad jeg ellers kunne finde, som så spændende ud.
Allerede som lærling lærte Mogens at give. Han følte engang Gud sige, at han skulle give halvtreds kroner af sin lærlingeløn til en mand, der drev et kristent arbejde.
– Det var lige op til jul, og jeg var jo ung og smart og havde lejet bil, så jeg kunne se, at jeg ikke havde råd til både bilen og at give penge væk. Men jeg gjorde det, og da jeg kom til januar havde jeg alligevel penge på lommen, husker Mogens.
– Jeg forstod, at man aldrig selv bliver fattigere af at give.
Mogens Larsen blev så interesseret i Bibelen og troen, at han tog 3 år på Evangelical Bible Institute i Frankrig fra 1958-61. På den måde kunne han samtidig lære et sprog mere. Her var studerende fra 12 forskellige nationer og 12 forskellige kirkesamfund, så det gav en bredere forståelse af, hvor forskellig kirken er.
Da han kom hjem igen, blev han ansat i YfC fra 1961-65 uden løn. Den skulle han selv skaffe ved hjælp af personlige støtter. Han stod for stævner og kampagner for ungdomsorganisationen over hele landet.
– Noget af det, vi gjorde, var at rejse rundt med Billy Graham-film, som blev vist i biografer og forsamlingshuse. Engang var vi nede hos Mads Clausen, der oprettede Danfoss, og vi viste film i hjemmebiografen. Man mødte mange interessante mennesker på den måde.
I 1965 var Mogens Larsen praktisk leder af Billy Graham-kampagnen i Forum. Formanden for kampagnen var erhvervsmanden Thorvald Bryld, som var kommet til tro i udlandet og nu gerne ville formidle en mere levende tro til danskerne end den, de normalt blev præsenteret for.
– Men der var så megen forsigtighed i de kirkelige kredse, at biskoppen i København ikke turde byde velkommen til Billy Graham, så i modsætning til alle andre lande kunne han ikke hilse på statsoverhovedet. Jeg tror, det er det eneste land, hvor det er sket.
Nogle af deorganisationer, som havde lovet at støtte, trak sig også ud, så vi manglede penge. Thorkild Bryld fik et hjerteslag midt i det hele. Så bøjede vi vores knæ derhjemme i stuen og bad Gud sørge for, at vi kunne holde budgettet. Og det kom til at passe på kroner og øre. Det eneste, der ikke kom til at passe, var, at der blev samlet mere ind på møderne, end vi havde forventet!
Forum var ikke stor nok. Brandmyndighederne ville kun tillade ca. 5-6.000. Så fandt vi på at rive noget af bagmuren ned og indsætte garageporte. På den måde kunne vi få 3.000 mere ind.
I 1970 var der igen tale om at arrangere en Graham-kampagne, men det blev kun til, at man opsatte en stor TV-skærm i Falconércentret og transmitterede møderne i Tyskland. Men også det betød, at nogle danskere besluttede sig for at tro på Jesus Kristus. En af dem var en ung nyreligiøst interesseret jurist, Stig Christensen, som senere blev præst og leder af Oase-bevægelsen. Han sidder i dag sammen med Mogens Larsen i Udfordringens bestyrelse.
– Efter Billy Graham-kampagnen overvejede jeg at blive ungdoms-sekretær i Missionsforbundet, men jeg valgte i stedet at gå ind i erhvervslivet.
– Jeg fik tilbudt et job som direktør for et nyt Western Service-selskab i Danmark, fortæller Mogens Larsen, der blev i vikar-bureau koncernen i 33 år.
Han kastede sig over den nye udfordring med enorm energi. Startede ved siden af Danmark et ny selskaber op i Norge, Tyskland og Schweiz. I England fik han firmaet til at vokse fra 8 til 20 afdelinger.
– Men det blev for meget, jeg arbejde 34 timer på sådan en to dages tur til England, og Jytte var ikke begejstret for altid at få en træt mand hjem. Så det stoppede jeg med igen.
Mogens Larsen har også i ca. 15 år været den danske repræsentant for Vikar Bureau foreningen i international sammenhæng. I 20 år har han været et aktivt medlem af Rotary. Han har været med i bestyrelsen for YfC og været aktiv på manre andre måder.
– På et tidspunkt sad jeg på mit pæne kontor på Strøget og kiggede over på Rundetårn. Udsigten var udmærket, men jeg brød mig ikke om at skulle sidde dér resten af mit liv.
Så jeg søgte om at komme til USA, og fik tilbudt koncernens afdeling i San Francisco. Der boede vi så hele familien i bugtområde syd for byen i nærheden af Stanford University fra 1978-79. Den mindste af drengene begyndte sin skolegang derovre. Jytte blev engageret i et socialt hjælpearbejde, der drev en restaurant for hjemløse.
– Det var spændende i USA, ikke mindst i kirkelivet, hvor vi var med i en presbyteriansk menighed, der voksede med 800 i løbet af få år. Men i erhvervslivet blev jeg klar over, at jeg alligevel er mere europæer. Mange ting er for standardiserede i USA. Amerikanerne er meget optaget af toplinjen, altså salget, mens jeg var mere optaget af bundlinjen resultatet. Det nytter jo ikke, man sælger en masse, hvis man ikke tjener noget.
Hjemme i Danmark igen fortsatte Mogens i sit gamle firma, mens Jytte efter at børnene var færdige med gymnasiet blev ansat som forlagsredaktør. Hun startede i øvrigt Christian Womens Club op, da hun kom hjem, og familien engagerede sig i Missionsforbundet. Hele familien var også med til at arrangere den store Luis Palau-kampagne i Forum midt i 1980erne.
– Hvad har betydet mest i dit liv?
– At jeg fik lov at arbejde med det, jeg gerne ville. Det var ikke sikkert, som DSB, men det var spændende. Jeg er taknemlig over, at jeg ikke har været ude for store ulykker eller problemer, men at Gud har lagt alt så godt tilrette. Vi har haft gode forhold hele livet.
Da Mogens for fem år siden gik på pension, var det ikke for at trille tommelfingre. Han engagerede han sig med hud og hår i Skandinavisk Børnemission i Danmark, hvor han i dag er formand. Han er desuden næstformand i den internationale afdeling. Organisationen blev stiftet af den svenske komiker Sigward Wallenberg.
For egen regning rejser Mogens nu ofte til Filippinerne, hvor organisationen hjælper en masse fattige børn. Desuden er han jævnligt i Nepal og Afrika for at hjælpe med uddannelse af lokale ledere inden for de nye kirker. Sidste år var han to gange i Sydamerika, én gang i Afrika og tre gange i Asien.
I Afrika har han f.eks. inviteret unge ledere og præster til et kursus. Det førte til en fremgang på ca. 80 pct. i deres menigheder.
– Jeg er en slags sparringspartner for præster og ledere både derude og herhjemme, fortæller han. Og så sidder han da også i Udfordringens bestyrelse, hvor han især holder et vågent øje med bundlinjen, så den kirkelige ugeavis fortsat kan udkomme.
– Problemet med de kirkelige organisationer er ofte, at de ikke har en professionel bestyrelse med folk også fra erhvervslivet. Derfor driver man ikke organisationerne effektivt og fornuftigt. Ofte mangler det, man kunne kalde salgsarbejdet, så man ikke får ny tilgang af medlemmer eller gaver.
Så her kunne kristne erhvervsfolk gøre en god forskel. Det er vigtigt for kirkens fremtid, at der er forretningsfolk, der også vil bruge tid på kristent arbejde. Men det skal være mennesker, der også kan lytte til Gud…!
