Er det alt, der er i livet?

– Vi lever i en kommunikationstid. Der forventes, at vi kan få fat på hvem som helst, når som helst. At være med i det sociale liv er mere og mere forbundet med SMS-kontakt eller netforbindelser. Er det hele livet, eller er der mere? Er der en dybere mening med livet?
Sådan udfordrer Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa til et middagskursus om det kristne menneskesyn, som starter d. 17. januar og afholdes på torsdage i ulige uger kl. 18.30 – 21.30.
Kurset vil grave dybere i den klassiske kristne tro med spørgsmål som: Hvem er de kristnes Gud? Er Han virkelig? Hvilken rolle spiller Jesus? Kan vi kommunikere med ham?
Sker der mirakler, bare fordi man tror på ‘noget’, eller skal man tro på det rigtige, for at det virker? Har kristendommen udspillet sin rolle, eller har Jesus noget at sige i 2013? Der er nok at tage fat på i kurset, som strækker sig over 11 uger. Man kan få nærmere oplysninger om kurset hos Borghild Andersen på tlf.: 26 14 98 66 eller på www.aabenraasogn.dk.
Henrik