Vinterstormen kræver 17 menneskeliv i Israel og dets nabolande
Israelerne går ind i weekenden med en fornemmelse af, at det værste endnu ikke er ovre, og at vinterstormen, der har hjemsøgt Mellemøsten, stadig vil fortsætte og standse den normale tilværelse for en tid.
Antallet af dødsofre for stormen vokser: 3 blev dræbt i Israel, og mindst 14 personer rapporteres
at være blevet dødsofre for uvejret i Libanon, Jordan, De palæstinensiske Områder og Tyrkiet.
Det er idag sjette dag i træk, at stormen hærger. I Jerusalem, der stadig er klædt i hvid vinterdragt, er skolerne lukket for anden dag, og trafiken på det minimale. Kun få bilister vover at køre, og de er blevet advaret mod dette af kommunen.
Normalt forsvinder sne i Jerusalem lige så brat, som den kommer, men denne vinternedbør – det største snefald i 20 år – er blevet liggende i så rigelige mængder, at der er nok til at bygge mange snemænd rundt om i byen.
Vandstanden i Genezaret Sø er steget med 14 centimeter fra i onsdags og ikke færre end 73 centimeter siden vinterstormen begyndte. Ifølge Israels Vandmyndighed vil vandstanden stige yderligere 50 centimeter inden udgangen af januar Tilkomsten af vand til søen vil være omkring 200 millioner kubikmeter.
Dr. Amir Givati fra Vandmyndigheden siger, at opsvinget svarer til et afsaltningsanlægs årlige prouktion.
Uvejret i Mellemøsten er så voldsomt, at det er blevet en international historie, hvilket fremgår af, at det britiske BBC har bragt en særreportage om situationen, og at den er blevet slået stort op på forsiden af New York Times.