Marie kan igen nyde hver morgen

Marie blev slået helt ud, da hun fik at vide, at hun havde lymfekræft, netop da hun skulle til at nyde sin pension. Og da hun heller ikke kunne tåle kemo- og strålebehandlingerne ønskede hun bare at dø… I dag er Marie rask. Og det er en fantastisk følelse, siger hun. For hun har været meget tæt på at dø. Så tæt, at hun bad Gud om at få lov at „komme hjem“. Men nu er alt forandret.Marie Dollerup Jacobsen drev i mange år et privat plejehjem, som hun selv ejede i Spøttrup kommune ved Skive. Hun kommer oprindeligt fra Limfjords-øen Fur.
Da hun endelig skulle på pension begyndte sygdom at genere hende.
Først måtte hun have foretaget en bypass-operation på Rigshospitalet i 1999. Det er en ret alvorlig operation, som det kan tage tid at komme sig over, men Marie slap godt igennem og kom sig.

Knuden på halsen

Men ca. 1½ år efter fik hun en lille knude på halsen.
– Knuden blev opereret væk, og jeg fik kemo- og strålebehandlinger i tre måneder.
Vi håbede, at alt var væk, men et stykke tid efter følte jeg mig igen syg og måtte til undersøgelse, fortæller Marie.
Det viste sig nu, at hun havde lymfekræft. Hun husker den frygtelige dag på Viborg Sygehus, hvor hun fik beskeden af overlæge Bjarne Back:
– Jeg var helt lammet, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige… Jeg kunne slet ikke forstå det.
Marie fik nu både strålebehandlinger og kemo-terapi i et forsøg på at standse sygdommen. Men hun kunne ikke tåle behandlingerne:
– Jeg blev så frygtelig syg af kemo-terapien. Jeg nåede at få seks behandlinger, så holdt de op. Mit lymfesystem var helt nede på 0,8, hvor det normalt skal være 7.
Derfor blev jeg indlagt og fik bl.a. penicilin for at komme mig. Jeg havde det så dårligt at jeg sagde til Gud: Nu må du godt tage mig hjem.

Gode venners forbøn

Men Marie fik ikke lov at „komme hjem“ i denne omgang. Hendes veninde Emmy Dyrholm Jensen fik sognepræst Knud Jeppe Jensen fra Ørslevkloster – Ørum Kirke til at bede for hende. Denne præst er kendt for at have en nådegave til at bede for syge.
Efter forbønnen skete der da også en tydelig forandring i Maries tilstand.
På grund af sygdommen havde hun også måttet udlade at deltage i et møde i Trandum med Udfordringens brevkasse-redaktør Orla Lindskov, der har en særlig tjeneste som helbredelses-evangelist.
Men hendes gode veninde sørgede for, at Orla Lindskov salvede et klæde til hende, en såkaldt salvedug. Det er en praksis som også er kendt fra Ny Testamentes tid, hvor f.eks. afstanden forhindrede håndspålæggelse af de syge.
Fire dage før jul fik Marie lov at komme hjem fra Viborg Sygehus.

Har det fantastisk godt

I sidste uge var der igen møde med Orla Lindskov i Trandum. Det foregik på en gård på Tingvej 74 i Trandum, hvor ægteparret Hanne og Christian Jensen stiller deres stuer til rådighed.
Her var Marie mødt op. Hun havde i mellemtiden været indkaldt til undersøgelse på sygehuset den 3. januar. Efter lidt ventetid fik hun beskeden, at al kræften var væk, og hun blev erklæret rask for lymfekræften.
– Hvordan har du det nu? spurgte Udfordringen.
– Jeg har det så fantastisk godt, fortæller en glad Marie, som nu kan spise med god appetit igen. Jeg takker Gud hver dag.
– Det eneste, der nu generer mig, er den kemo-gift, der stadig sidder i kroppen. Den gør, at jeg bliver tør i halsen og må drikke meget.
Det er fantastisk sådan at få livet tilbage igen, og jeg glæder mig hver dag over det. Hver morgen tænder jeg et lys for at takke Gud, siger Marie.

Orla Lindskov har fået en særlig tjeneste med at bede om helbredelse for syge
Jesus viser os,hvordan Gud er

Orla Lindskov fortæller på mødet flere eksempler på mennesker, som er blevet helbredt efter forbøn.
Han fortæller også om mennesker, som kommer til hans møder med mange mærkelige opfattelser af, hvem Gud er. Nogle er påvirket af nyreligiøse bevægelser og filosofier.
– Vi véd ikke alt om Gud. Faktisk véd vi meget lidt, men hvis vi kender Jesus, så véd vi nok til at kunne blive frelst og helbredt. For Jesus er Guds åbenbaring til os.
Hvis vi søger efter Gud udenfor den åbenbaring, så risikerer vi at få nogle forkerte opfattelser om, at sygdom er Guds straf for noget, vi har gjort i dette eller et tidligere liv.
Men sådan er Gud ikke.
På grund af Jesus har Gud ikke problemer med andre synder i vore liv, end de synder vi begår overfor andre.

Manglende tilgivelse gør mange syge

Orla Lindskov kommer specielt ind på, hvordan manglende tilgivelse kan gøre os syge og hindre helbredelse.
Han peger på, at også nogle „gode kristne“ har problemer på dette område. De har nok taget imod Guds tilgivelse af dem selv, men de kan ikke tilgive andre…
Nogle bliver ved med at bede Gud om tilgivelse for synder, de mener at have begået overfor Gud. Men den sag er ordnet. De synder, vi skal bekymre os om, er alt det forkerte, vi gør imod hinanden.
– I Fadervor beder vi Gud om at tilgive os, ligesom vi tilgiver andre, hvad de har gjort forkert imod os.
Hvis vi ikke kan tilgive dem, der har gjort noget imod os, så vil vi efterhånden miste Guds tilgivelse i vore liv…! Og i nogle tilfælde bliver vi ligefrem syge af det nag, vi bærer på.
Guds rige er en ny måde at leve på. Det er en livstil, hvor vi tilgiver hinanden.

Hvis man ikke kan – må man VILLE det

Men hvis man nu ikke kan tilgive? spørger en deltager.
– Ja, så må man beslutte sig for, at man vil tilgive.
Det er ikke sikkert følelserne er sådan i første omgang, men fra det øjeblik, vi beslutter at tilgive, så sker forandringen.
Det har jeg ofte set, og det har jeg også selv oplevet med mennesker, som har gjort forfærdelige ting imod mig – nogen gange uden at vide det.
Når vi beslutter at tilgive, sker forandringen, slutter han.
Bagefter talen kan man gå ud i køkkenet og få en kop kaffe, mens Orla tålmodigt beder i en af stuerne for hver enkelt, der ønsker forbøn.