Kan du høre hvem der spiller?

For et stykke tid siden så jeg en historie på Facebook om en berømt klassisk violinist, som stod og spillede på en tilfældig metro-station.
Der stod han, som enhver anden gademusikant, og spillede på livet løs. Musikken var fantastisk og noget af det ypperste i verden. Men det interessante var, at langt de fleste mennesker gik forbi, nærmest uden at kigge på ham. Selv om han var vant til at spille for et stort publikum i deres pæneste tøj, så var dette publikum åbenbart slet ikke interesseret i at høre hans musik!

Hvad nu hvis de vidste, at det var en af de bedste i verden, der spillede? Ville de så have stoppet op og lyttet?

Den anden dag sad jeg sammen med nogle kristne til et møde, hvor vi skulle snakke om nogle ting. Til sidst begyndte vi at bede. Jeg sad med lukkede øjne, så jeg opfattede ikke helt, hvad der skete omkring mig. Under bønnen blev nogle af de andre meget berørt af Helligånden på forskellige måder. Heldigvis var der nogle af de andre i lokalet, som forstod hvad der skete. De kunne se, at Gud var i gang med at gøre noget.
Jeg kunne nu se, at der skete noget omkring mig. Vi begyndte at bede for dem, som Gud rørte i det øjeblik. Det var et stærkt bønnemøde, og Guds nærvær var der tydeligt. Men jeg mærkede det ikke ret meget selv.

Bagefter sad jeg og tænkte på, hvor let det var at misse det, som Gud var ved at gøre. Måske var jeg for optaget af mig selv og min egen bøn. På at Gud skulle gøre noget ved mig på den måde, som jeg forventede. Men det gjorde han ikke.

Det er ikke altid så let at se, hvad det er, Gud er ved at gøre rundt omkring os. På samme måde som de mange mennesker på metro-stationen heller ikke opdagede den berømte violinist i deres travle og ”vigtige” liv. Det er så nemt at overhøre det, Gud gør, fordi vi er så optaget af alle vores vigtige aftaler, af kirken, af kristne møder og af hverdagen.
Det kræver nemlig, at vi stopper op i livet og lytter efter:

Er det her Gud? Er det skaberen af alting, der ”spiller” nu? Er det her til mig? Hvad vil du have, jeg skal gøre, Gud?

Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk