Stigende antisemitisme får nu jøderne til at flygte fra Malmø

Under 2. Verdenskrig flygtede jøderne fra Danmark til Sverige. Nu flygter de fra Malmø på grund af stigende antisemitisme. Samtidig er der knas i forholdet mellem Sverige og Israel, fordi Sveriges udenrigsminister Carl Bildt støtter den omtalte Goldstone-rapport.I Israel er meddelelserne fra Malmø om jødeforfølgelser blevet modtaget med bange følelser over denne udvikling i et land, der i så mange år har været kendt for dets tolerance og som et fristed for forfulgte mennesker.Det svensk-israelske forhold er blevet anfægtet af, at Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, støtter en FN-rapport, ifølge hvilken Israel (og palæstinenserne) har gjort sig skyldige i krigsforbrydelser under Gaza-krigen sidste år.
Israels største avis, ”Yediot Aharonot”, skriver, at den israelske viceudenrigsminister, Danny Ayalon, som reaktion på dette har udtalt, at Israel må tage dets forbindelse med Sverige op til fornyet overvejelse, herunder en tilbagekaldelse af Israels ambassadør i Sverige, Benny Dagan.
– En beslutning om at tilbagekalde ambassadør Dagan vil dog ikke blive truffet omgående – vi må først undersøge, hvorfor Israel angribes af svenskerne, siger Ayalon.
Bildt fremsatte sin udtalelse om støtte til FN-rapporten over for pressen i Stockholm, hvor han bl.a. sagde, at den sydafrikanske dommer, Richard Goldstone, som var formand for undersøgelseskomiteen, er ”en person af høj troværdighed og integritet”.
Viceudenrigsminister Ayalons kommentar til dette var bl.a., at ”de fleste EU-lande har taget afstand fra Goldstone-rapporten”.
Bildt har til Sveriges Radio udtalt, at ”Israel gjorde en fejl ved ikke at samarbejde med FN-undersøgelsen”, som han betegnede som”uafhængig og seriøs”.

Hvad sker der i Malmø?

Imens indløber en strøm af meddelelser fra Malmø om overgreb mod jøder.
Malmø har 285.000 indbyggere, hvoraf de 60.000 er muslimer, hvis stemmeafgivning er betydningsfuld for svenske politikere ved valg, og denne store muslimske tilstedeværelse præger situationen.
Jøder har levet i denne by i flere hundrede år, men nu omfatter den jødiske befolkning blot 700 personer, en halvering af antallet for omkring 20 år siden.
Ifølge Malmøs politi blev der i 2009 rapporteret 115 såkaldte ”had-forbrydelser”, hvoraf de 52 var antisemitiske.
Denne udvikling tog fart efter Israels offensiv mod Hamas i Gaza-striben, hvilket dybt harmede Malmøs arabiske indvandrere.
En 31-årig rabbiner siger til den omtalte israelske avis, at en typisk situation er, at han, når han går ned ad en gade, bliver råbt af fra en bil med unge muslimer, som ruller vinduet ned og råber ”jøde”, mens de ”giver ham fingeren” og siger noget på arabisk.
Rabbineren har også været ude for, at han blev jaget af en bus af en ung mand, der råbte ”Heil Hitler”, og at han havde været ude for en farlig situation, da en bil pludselig bakkede imod ham, da han gik på fortovet.
En af de svenske jøder, der føler, at han nu må forlade den by, hvor hans slægt har boet i generationer, er en 32-årig advokat ved navn Marcus Ellenberg, som har besluttet at immigrere til Israel i næste måned med sin kone og to små børn, fordi han føler, at han ikke kan leve længere i Malmø. Han siger, at han kender mindst 15 andre jøder, der vil gøre det samme.

Danske jøder følger udviklingen

Danske jøder følger intenst udviklingen for jøderne i Malmø, og de danske jøder har besluttet at sende en delegation dertil for at give udtryk for solidaritet og sympati udfra devisen: ”I dag er det jer, i morgen kan det være os”.
De danske jøder har også fornemmet en stigning i muslimsk antisemitisime, men er ikke så bekymrede, fordi politiet, staten og myndighederne tager situationen meget seriøst og har den under kontrol.
Yitzhak Loewenthal, fra en international jødisk organisation i København, siger, at situationen er anderledes for jøderne i Malmø, som føler sig usikre, ”fordi den politiske vilje ikke er der”.
Malmøs borgmester, Ilmar Reepalu, har i et interview med den svenske avis ”Skånska Dagbladet” i anledning af Holocaust Dagen udtalt, at ”Malmø accepterer hverken antisemitisme eller zionisme” og opfordrer byens jødiske befolkning til at tage afstand fra ”Israels angreb på Gazas civile befolkning”.
– For hvert år bliver situationen for os værre, og forholdene er blevet utålelige, siger Marcus Ellenberg. Jødiske børn må ofte eskorteres af vagter, når de skal i børnehave, og der er altid vagter ved det jødiske center, som muslimer flere gange har prøvet at bryde ind i.