Revisoren og journalisten valgte et nyt arbejdsliv
– Jeg tror, man får et væsentligt længere liv, når man rejser ud nogle år, siger Axel, der havde besluttet sig til, at han ikke ville arbejde som revisor hele livet… – Hvad får et ægtepar på henholdsvis 54 og 46 år til at sige deres gode job op, sælge deres anpart i revisionsfirmaet, leje huset ud, sælge bilerne, pakke møblerne ned og tage til udlandet?For Mette og Axel Schmidt var det ikke nogen panikhandling. De blev spurgt og overvejede det grundigt:
– Ja, vi har nøje undersøgt og planlagt det i alle detaljer i 1½ år, siger revisoren, der indrømmer, at han nok har en arbejdsskade med at undersøge alting til bunds, og Mette har nok en arbejdsskade som journalist med at finde de svage punkter.
af revisionsfirmaet
Indtil tilbuddet om at arbejde for Sat-7 kom, var Axel partner i Bundgaard Revision i Hinnerup ved Århus, men allerede i august 2001 opsagde han sin kontrakt og solgte sin andel, mens han fortsatte som medarbejder – bla. med en del kirkelige organisationer som sine kunder.
I sidste uge solgte han familiens gamle Alfa Romeo. I januar pakkede han og Mette deres møbler ned og sendte en container til Cypern, hvor de skal arbejde for den kristne satelit-TV kanal Sat-7, der sender på arabisk og farsi til Mellemøsten og Nordafrika.
Pressebureau
Mette Schmidt er kendt af mange af Udfordringens læsere, fordi hun i 7 år var redaktør af Kristeligt Pressebureau og skrev mange gode artikler til avisen.
Egentlig er hun cand. mag. i samfundsfag og musik og tog som nybagt magister til Nigeria sammen med Axel i 1983-85 for Sudanmissionen.
Her var Axel ansat på kirkens regnskabskontor, mens Mette arbejdede med undervisning af hundredvis af afrikanere pr. brevskole – den såkaldte TEE-skole.
– Da vi rejste derned var Thomas kun 3 år og Peter ½ år, så dem skulle jeg også tage mig af, fortæller hun.
Da de kom hjem, tog hun den journalistiske efteruddannelse. De sidste par år har hun arbejdet på Kristelig Fagbevægelse i Randers som journalist og politisk konsulent.
På Cypern ankommer de den 2. februar og begynder at arbejde den 3. februar i hovedstaden Nicosia. Dog skal de lige have fundet et sted at bo – og selv om mange forestiller sig øen med palmer og varme strande, så er dagliglivet jo et andet.
Axel skal holde styr på de millioner af dollars, det koster at drive TV-kanalen 24 timer i døgnet. Alene på Cypern er der ansat 20 medarbejdere i administrationen. Studierne ligger i Libanons hovedstad Beirut og i Cairo, Egypten. Og faktisk optages de arabiske børneudsendelser i København, som vi fortalte i uge 3.
Mettes opgave bliver at holde de over 40 partner-organisationer orienteret. I Danmark er Dansk Europamission, KLF, Aktion Mission og Bibelskabet med, foruden Sudanmissionen som nu har udsendt Schmidts som missionærer. Desuden skal hun arbejde med rapporter, ansøgninger og projekter.
Når parret straks var interesseret, da de fik tilbuddet om at rejse ud, skyldtes det to ting:
1) At de ikke var i tvivl om, at der var brug for netop det, de kunne, og –
2) at de havde en positiv oplevelse af tiden i Nigeria.
– Det er mærkeligt at tænke på, funderer Axel.
– Det var kun tre år af vores liv, men de tre år i Afrika ser vi tilbage på som de bedste i vores liv. Og det til trods for, at vi ofte var utilfredse og frustrerede dengang vi stod midt i det, husker Axel.
– Den korte periode betyder meget mere i vores erindring end de mange andre år.
Samtidig tænker vi ofte på det, vi har oplevet som før Afrika og efter Afrika. Så det var en skelsættende tid.
Disse år fylder meget mere end de andre år, som er fløjet afsted. Derfor tror jeg, man kan sige, at man får et væsentligt længere liv ved at rejse ud, for det man oplever i en fremmed kultur opleves som meget længere tid.
Tænk blot på, når man har været to uger på ferie, så føler man, at man har været hjemmefra i et halvt år, for der er jo sket så meget…
Så hvis man vil have meget ud af sit liv, så skal man rejse ud som missionær, konkluderer Axel snusfornuftigt.
– Der er da også ulemper ved at rejse ud. Vi ser ikke vore børn så tit, vi venter et barnebarn – og så er det besværligt sådan at skulle melde sig ud af det danske system, indrømmer Mette.
– Men jeg havde nu besluttet, at jeg ikke ville arbejde som revisor resten af mit liv, bemærker Axel til slut.
– Har I et godt råd til andre, som overvejer at gøre det samme?
– Ja, find ud af, hvor der er brug for jer.