Helligånden manifesterer sig for at opbygge kirken

Århus Universitet holder først i december en konference om “Den karismatiske bevægelse og kirkerne” – i erkendelse af sammenhægen mellem Helligåndens udgydelse og kirkens vækst. Men der en vis skepsis overfor manifestationerne…Flemming Mølhede var selv dybt involveret i “Toronto-velsignelsen”, da den brød frem for 5 år siden*). Her belyser han Helligåndens betydning for kirkens genoprettelse – og forklarer nogle af manifestationerne.Gud udgyder sin Ånd for, at vi skal erstatte et „mekanisk” kristenliv med et liv i overflod. Kristne, der i mange år har oplevet personlig åndelig tørke, kaldes ud af et åndeligt „eksil” til et nyt samvær med Gud som Far.
Paulus skriver i 1. Kor. 3:16: „Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer?” Gud har en gave til ethvert menneske: At de må fyldes af Hans Ånd. Og vi trænger til det!
På flere måder kan vores situation sammenlignes med jødernes, da de efter deres tilbagevenden efter årtiers eksil i Babylon genopbyggede templet. Om deres bevægelse over denne begivenhed står der i Ezra 3:13: „…og man kunne ikke skelne glædesjubelen fra folkets gråd; thi så højt var folkets jubelråb, at det hørtes langt bort.” Folkets åndelige tørke og længsel efter samvær med Gud motiverede folket til at genopbygge templet. Hvor meget mere skal Guds folk så ikke bevæges i dag, eftersom Gud ønsker at fylde os alle med Helligånden – nu hvor det ikke længere er et ydre tempel, der genopbygges, men et indre?! Gud sender en ubrudt strøm af Ånd og kærlighed ned over os, hvilket har fået kirken til både at le og græde.

Helligåndens udgydelse efterfølges tilsyneladende af en lang række manifestationer. For nogle er det et velsignet svar på det, vi har længtes efter. For andre har det været årsag til en lang række spørgsmål. Jeg tager emnet op, fordi jeg har et ønske om at forstå, hvad der sker, og hvad der er Guds mening med det; fordi jeg dybest set vil være åben for alt, hvad Gud har til os, og fordi jeg ikke ønsker, at velsignelsen afspores, men at den modtages med Guds hensigt.
At manifestere noget betyder at „tilkendegive, lægge noget for dagen, åbenbare”, dvs. i denne sammenhæng en ydre afsløring af Åndens indre værk i et menneske. I 1. Kor. 12:7 står der:
„Og Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn”, hvormed Paulus understreger, at Åndsudgydelsen ikke blot har et subjektivt sigte. Når eksempelvis en alkoholmisbruger møder Jesus, og overvældet af Helligånden falder om på gulvet, så herliggøres Gud! Og ikke mindst, når tro og Åndens frugter følger.
Et nøglevers i accepten af Åndens manifestationer finder vi i Ef. 3:20-21a:
„Men Ham, som over al måde formår med sin kraft, der virker mægtigt i os, at gøre langt ud over det, vi beder om eller forstår, Ham være ære…!”
Vores reaktion er ofte et ønske om at forstå, men burde måske mere være et ønske om at acceptere. Når Gud møder mennesker, er de aldrig de samme bagefter. Gud kan velsigne, hvem Han vil, som Han vil! Og Han vil velsigne!

Gud velsigner ikke uden at have en hensigt med det. Derfor, når Han åbenbarer sig, er det nødvendigt, at vi overgiver kontrollen til Ham. Det kan betyde, at vi nogle gange må sætte vore egne dagsordener, planer og strategier til side. Hvad er så målet?
Gud ønsker at forny sit folk. Guds Ord opfordrer os til at lade os fylde af Ånden hver dag (Ef. 5:18). Gud vil møde os med en fornyet erfaring af Guds kærlighed.
Dernæst ønsker Gud at motivere og mobilisere os for evangelisation og mission. Før vi kan være Hans vidner, må vi modtage Hans kraft (Ap. G. 1:8). Men målet er også et opgør med vor forståelse, vore anstrengelser, traditioner og depressioner.
Mennesket vil altid først forsøge at forstå, hvem Gud er, og dernæst måske tage imod Hans kærlighed. Vi vil gerne forstå, før vi vil opleve. Men Guds rækkefølge er mange gange en anden: Oplev først – derefter kan du analysere! Vi er et meget intellektuelt præget folkefærd, der gerne vil veje, måle og vurdere Gud. Men en ubegrænset Gud, der beskriver sig selv som „Jeg Er!”, lader sig ikke begrænse af vor forståelse og trang til at „putte Ham i en æske”. Når Gud åbenbarer sig, kan vi kun gøre eet: Bøje os og tage imod!
I Ap.G. 10:9-21 griber Gud ind i apostlen Peters åndelige, kulturelle og nationale forståelse ved, igennem et syn, at gøre det klart for ham, at evangeliet ikke kun var for jøderne, men for hele verden. Helligånden siger til Peter i v. 20: „Drag uden betænkning med dem…” Og da Peter, efter at have gjort som Ånden bød ham, reflekterede over denne oplevelse, siger han i v. 34: „Nu forstår jeg i sandhed…” Den samme revolutionerende udfordring af deres forståelse og kaldelse oplevede apostlene i Jerusalem, da Paulus forklarede dem om sit kald til hedningerne, og hvad han havde oplevet blandt dem. Om apostlenes reaktion står der: „Da de havde hørt dette, blev de stille og priste Gud” (11:18).
Gud gør tilsyneladende også op med vore anstrengelser ved at gribe ind i vores motivation, for det vi gør, og afløser teknisk kristendom med et overflod af liv. Det siges, at Gud sagde til John Wimber efter flere års tjeneste: „Nu har jeg set din tjeneste; vil du se min?”
Eftersom Gud i en vis forstand sprænger vor forståelse af Ham selv og kristenlivet, forsvinder også grundlaget for mange af vore traditioner. Vi vil kunne sige med Paulus: „Men det, der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab…” (Fil. 3:7).

Som et resultat af alt for mange års åndelig tørke, tror jeg, mange kirker i Danmark oplever åndelige depressioner. Gud gør op med denne „kirkelidelse”, så kirkens fremtid ikke holdes fast af et åndeligt levn fra fortiden. Min forventning er, at vi i fremtiden vil være vidner til en genoprettelse af Kristi legeme. Vi trænger til virkelig at le, græde, danse, hoppe, bøje knæ og bekende osv.
I Malakias 4:2 står der: „I skal komme ud og springe omkring som fedekalve”. Gud lader os boltre os i Hans Ånd som kalve, der kommer fra stalden. Det kan f.eks. komme til udtryk ved, at mennesker, der tidligere var bundet af alkohol, beruses i timevis ved Guds Ånd. Andre, der tidligere har haft psykiske problemer, oplever en befriende latter.

Gud har gjort dette op igennem historien og flere steder på jorden. Alligevel er det vigtigt at understrege, at manifestationerne i sig selv ikke er meningen med Åndsudgydelsen. Meningen beskrives i Ef. 3:18-19: „…så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde”. Vi søger ikke de åndelige manifestationer, men vi frygter dem heller ikke. Vi vil i stedet pege på frugten, der følger efter, nemlig Guds kærlighed. Bibelen taler til os om absolutte sandheder, men ikke om absolutte former.

En har sagt: „Det var ikke evnen til at forstå doktrinær teologi, der væltede Paulus af hesten!” Det var heller ikke det, der forvandlede f.eks. Abrahams og Moses’ liv. Men det var Guds kraft! Guds Ord anerkender erfaringen af mødet med den levende Gud. Det evangelium, Paulus forkyndte, havde han modtaget ved en åbenbaring (Gal. 1:11-12), og når han refererer til sin tjeneste hos menigheden i Korinth, argumenterer han ikke ved visdoms overtalende ord, men ved „Ånds og krafts bevis” (1. Kor. 2:4). Er det ikke netop den erfaringsmæssige indsigt, som Paulus anerkender, når han siger: „Men vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os” (1. Kor. 2:12).
Det er vigtigt, at spørge de mennesker, der oplever Åndens manifestationer: „Elsker du Jesus mere end før?” Frugterne vil følge, hvis det er fra Gud og ikke fra kødet. Som jeg hørte én sige: „Vi må være klar over, at kun Gud kan forøge kærligheden til Jesus – ikke kødet!” Frugterne, vi kan forvente, er bl.a. en udvikling af Åndens frugt, en større intimitet med Gud, en ny begejstring og iver efter at dele budskabet om Jesus Kristus med andre, samt voksende åndelige erfaringer.

Menneskets grundlæggende problem er åndelig ensomhed, som skyldes det afbrudte samvær med Faderen. Alt for mange accepterer denne åndelige ensomhed. Men det har aldrig været Guds plan for os. Han ønsker, at Helligånden må fylde os, så det mistede samvær genetableres. Gud har taget initiativet („Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af Min Ånd over alt kød…” – Ap.G. 2:17). Derfor må vi tage imod og acceptere Guds frelsesplan.*) Flemming Mølhede skrev denne artikel da “Torontovelsignelsen” opstod. Den er her gengivet med tilladelse og i lettere redigeret form.
**) Nogle eksempler på Helligåndens manifestationer i Guds Ord: Fald (Dan. 10:8-9, Ap.G. 9:4, Åb. 1:17, Ez. 1:28, 2:2), henrykkelse (1. Sam. 19:20ff), jubelråb (Sl. 65:14, Ezra 3:10ff, Es. 44:23, Luk. 19:40), stumhed (Ez. 3:26-27), latter (Ezra 3:10ff, Sl. 126:1-2, Job. 8:21, 3. Mos. 9:24, Præd. 10:19a), fuldskab i Ånden (Ap.G. 2:13,15), gråd (Joh. 11:35, 16:20, Rom. 12:15, Job. 16:20b, Sal. 126:5).