Doron vil fortælle om de mirakler, der sker i Israel

Af Svend Løbner 14. feb. 2003/07

– Det er ikke sprængte bygninger, busser og kroppe det hele, siger Doron Schneider fra Den kristne Ambassade i Jerusalem, netop nu på rundrejse i DanmarkBomber, bulldozere og blødende mennesker, det er velegnet til fyldige tv-reportager, og derfor fylder de sørgelige begivenheder mest i medierne.

– Men i 88 pct. af tilfældene, forhindrer det israelske sikkerhedspoliti, selvmordsbombere i at udløse deres livsfarlige bagage. Og når bygninger jævnes med jorden, er det fordi de er minerede, fortæller Doron Schneider, journalist og ansat af Den kristne Ambassade i Jerusalem til at formidle nyheder fra Israel i de rigtige proportioner.
– Mellemøstkonflikten er også en mediekrig, forklarer han. Palæstinensiske børn lærer fra de er 4 år at hade jøder. Hvor der i normale skoleklasser er billeder af fodboldspillere, er her billeder af palæstinensiske selvmordsbombere, som de lærer at hylde som martyrer.

Bomber sprænger
kun 1 ud af 10 gange
– Og i medierne, både internationalt og i Israel, blæses det op, hver gang en selvmordsbomber er slået til igen, mens det trods alt kun er 1 ud af 10 gange, det lykkes for dem. Men der gives ikke ret meget spalteplads til de gange, hvor sikkerhedspolitiet når at afværge en bombe.
Doron var selv ude for en sådan situation på vej til arbejde fra “Vestbredden” til Jerusalem:
– Jeg blev opmærksom på en mistænkelig person bagest i bussen. Han havde masser af tøj på, selv om det var over 30 grader varmt. Pludselig gik han frem mod midten af bussen og begyndte at pille ved sit tøj. Buschaufføren fik øje på ham i bakspejlet og trykkede på speederen for at nå hen til næste sikkerhedstjek. Dér parkerede han skævt i en grøft, for at soldaterne skulle lægge mærke til ham. De styrtede hen til bussen, stormede ind og nåede at fange manden, inden han nåede at trykke på udløseren. Det viste sig, han havde 40 kg sprængstof på sig, nok til at sprænge os alle sammen i luften!
Vi undkom ved et mirakel, konkluderer han. Og den slags mirakler skal ud, også til de mange kristne, der beder for Israel. Ellers mister de modet og tænker: Nytter det over hovedet at bede.
– Hvem ved, at der indtil nu ikke er dræbt en eneste messiansk jøde, spørger Doron. Messiansk er et andet ord for kristen, en benævnelse, der helst ikke bruges i Israel, da det minder om historiens jødeforfølgelser i kristendommens navn.
– Når vi samles til gudstjeneste i min messianske menighed, er der altid tid til vidnesbyrd. Og næsten altid handler de om Guds beskyttelse: Jeg ville tage en bus, men kom for sent. Så hørte jeg, at de blev sprængt i luften lidt længere ned ad gaden. Eller: – Jeg skulle hen i den anden ende af byen, men valgte en anden vej end jeg plejer. Og så hørte jeg, at en bombe sprang netop der, hvor jeg ellers ville være gået…

Tror på Yeshua
Doron Schneider er opvokset i Israel. Han kom dertil fra Tyskland som 10årig, født i en kristen familie. Efter 1 år i Israel talte han hebraisk flydende. Som teenager vendte han Gud ryggen og levede som de fleste unge i 10 år, inden han bevidst overgav sig på ny til Yeshua (Jesus på hebraisk).
– Jeg huskede en film om den handicappede pige Joni, som jeg havde set som barn. Og så blev jeg pludselig bange for at trække tiden længere. Tænk, hvis jeg kom ud for en ulykke imorgen. Og så bad jeg en kort ligefrem bøn til Gud.
Dorons forældre udgav et kristent proisraelsk magasin, Israel Today, og derfor var det naturligt for Doron også at gå journalistvejen. I sin fritid gik han til hånde i Den kristne Ambassade i Jerusalem, hvor han nu har været PR medarbejder i 2 år og startet en avis.
Han bor i en “bosættelse” på “Vestbredden”, men siger han og andre jøder gerne vil flytte, hvis det kan sikre freden.
– Men desværre er vi overbeviste om det modsatte, siger han.
Men var der ikke en tid, hvor palæstinensere og israelere kunne leve i fred sammen?
– Jo, da jeg var barn, kunne jødiske kvinder tage til Ramallah for at handle uden eskorte. Man kunne sidde på fortovscafeerne og spise og drikke uden frygt for terror. Men i dag…
– Det er det værste ved det hele, fortsætter Doron efter en pause.
Den opvoksende generation kan efterhånden ikke huske, at der har været gode relationer med modparten.

Et spinkelt håb
Men er der ikke tegn på håb, på græsrodsniveau?
– Jo da. Palæstinenserne har jo samme ret til at være her, som vi andre. Vi ønsker at leve i fred med vores naboer. I “bosættelsen”, hvor jeg bor, har vi et indkøbscenter, hvor både jøder og palæstinensere handler. Men det er klart, vi bliver tjekket af sikkerhedsstyrkerne inden vi kommer ind på området, allesammen, både jøder og palæstinensere.
– Det er bare mærkeligt, at jødiske skoler skal være topsikrede, med hegn og pigtråd; det behøver palæstinensiske skoler ikke. Skolebusser med jødiske børn har panserglas i vinduerne, det har de andre ikke. Vi portrætteres i medierne som de stærke, men det er os, der må bygge mure ved motorvejene, tunneler uden om palæstinensiske byer for at beskytte os mod snigskytter.
Men der er da også overgreb fra jøder…
– Ja, vi er jo også mennesker. Jeg har selv været soldat i 3 år og blevet spyttet på af palæstinensiske kvinder. Det er ydmygende, og jeg kan godt forstå, hvis det slår klik for en soldat, så han giver hende en lussing. Og så er der også jødiske ekstremister. Men det er ret få, og de kommer som regel fra udlandet.
Kan kristne palæstinesere og messianske jøder ikke finde ud af det sammen?
– Jo, der er f.eks. flere palæstinensere i vores menighed. Men der er ikke meget samarbejde mellem menighederne. Det skyldes, at vi ikke kan besøge hinandens menigheder. Kommer vi over til dem, så sætter vi deres liv i fare. Vi har dog haft palæstinensiske præster til at prædike på vores møder.
– Der er ingen tvivl om, at de kristne palæstinenseres tro på Jesus er ægte. De kan bare ikke se Guds plan med Israels folk. Og derfor er de et let bytte for “erstatningsteologi”, at kirken har overtaget alle løfterne til Israel fra Det gamle Testamente.

Frihed til mission
Doron Schneiders messianske menighed mødes hver lørdag klods op ad synagogen.
– Vi kan høre hinanden, men det giver ingen problemer. Vi bliver egentlig ikke forfulgt af ortodokse jøder, forklarer Doron. Det kan ske, at de råber efter os, men så tager de “verdslige” jøder os i forsvar og siger: – I vil ikke gå ind i militæret og forsvare vores land, men det gør de messianske med stor iver!
Der er frihed til at missionere i Israel, pointerer Doron Schneider. Man må f.eks. gerne dele bibler ud, og har faktisk krav på politibeskyttelse. Men man må ikke give “noget for noget”, dvs. tilbyde mad eller penge for at få folk til at omvende sig.