Bibelens eksil-psykologi hjælper flygtninge

Interview med spansk psykiater om flygtninges traumerSelv om Pablo Martinez aldrig selv har været i eksil, har den lille spinkle spanier med det varme smil bag brilleglassene en forunderlig evne til at sætte enkle og genkendelige ord på de følelser, der knytter sig til eksilet. Den 49-årige spanske læge og psykiater fra Barce-lona besøgte for nylig Danmark som hovedtaler på Tværkulturelt Centers for-årskonference i København med temaet „Eksilpsykologi og sjælesorg“. Her fortalte han om, hvordan mennesker oplever livet i eksil, og hvad kristne kan gøre for at hjælpe flygtninge. – „Det var, som om han talte om mig hele tiden,“ sagde en afrikansk flygtning, der var blandt de godt 120 deltagere.
Hovedbudskabet var enkelt: Større viden om eksilets virkelighed er både en hjælp for den enkelte flygtning og med til at skabe større forståelse for flygtninges situation. Samtidig har kristne menigheder et stort ansvar over for flygtninge i en tid, hvor mange bliver mødt med mistænksomhed og negative forventninger.

Pablo Martinez’ farfar blev i sin tid internt fordrevet i det katolske Spanien og tvunget til at slå sig ned 800 kilometer fra hjembyen, da han som ung katolik valgte den protestantiske tro. Faren blev siden en kendt evangelisk præst og sjælesørger i Barcelona, og selv har Pablo Martinez 25 års erfaring fra arbejdet med mennesker i krise – ofte på tværs af kulturgrænser.
– Når man graver et træ op og planter det et nyt sted, tager det et stykke tid, inden rødderne begynder at gro. Træet har brug for tid til at tilpasse sig de nye omgivelser. Sådan er det også med mennesker i eksil, forklarer Pablo Martinez.
– Eksil kan sammenlignes med en sorgproces. Hvad er en naturlig reaktion på tab? Når det handler om mennesker, der har mistet nærtstående familiemedlemmer, ved vi, hvor vigtigt det er, at de får hjælp. Når det gælder mennesker i eksil – de overlades ofte til sig selv med deres sorg. Men det er vigtigt, at flygtninge får hjælp til at sørge, så de kan komme videre.
– Flygtninge og indvandrere er først og fremmest mennesker. Eksil er en meget voldsom oplevelse for et menneske. Derfor har det stor betydning at kunne sætte ord på, hvad man føler og oplever. Det er meget terapeutisk. Samtidig har alle mennesker brug for en følelse af at høre til og for et håb, der rækker ud over nuet. Som kristne menigheder må vi spørge os selv, hvad vi kan gøre for at styrke flygtninges identitet og oplevelse af, at de hører til i deres nye land. Hvordan kan vi være med til at give flygtninge håb?

Pablo Martinez understreger, at eksil ikke er en moderne oplevelse.
– Bibelen er fyldt med eksempler på mennesker, der levede i eksil af den ene eller anden grund: Josef, Moses, Ruth og mange andre. I Salme 137 læser vi om, hvordan israelitterne oplevede deres eksil i det nuværende Irak: „Ved Babylons floder sad vi og græd…“ Det er ord, som mange flygtninge har let ved at forstå.
Han forklarer, at det er normalt, at mennesker i eksil gennemlever mindst tre kriser.
– I forhold til fortiden befinder flygtninge sig i en sorgproces. Når man er i eksil, er ens rødder skåret over. Flygtninge sørger over alt det, de har mistet: familie, venner, hjem, arbejde, sprog og så videre. Sorg er en sund og naturlig reaktion, når man har mistet.
– I forhold til fremtiden oplever mange flygtninge stærke angstfølelser. Hvad vil der nu ske? Hvordan opbygger jeg et nyt liv? Kan jeg få et arbejde? Hvor skal vi bo? Mange bliver bange og usikre i mødet med en vaklende fremtid. Det kan let føre til ensomhed og isolation.
– For det tredje er det normalt, at flygtninge har identi-tetsproblemer, der relaterer til nutiden. Hvem er jeg i dag? Vi har alle behov for at opleve, at vores liv giver mening, og for at føle os nyttige og vide, at nogen holder af os. Men mange flygtninge er alene i et fremmed land og skal til at bygge alt op forfra. Det kan være svært at få øje på en mening med livet, når alt det, man har opbygget i hjemlandet, ligger i ruiner. Ofte undervurderer vi betydningen af, at mange flygtninge har svært ved at finde arbejde. Det er ikke kun et samfundsøkonomisk problem. For den enkelte er det en katastrofe. Manglende arbejde er for mange ensbetydende med lavt selvværd. Derfor er det meget vigtigt, at kirken hjælper flygtninge med at finde et arbejde.
– En iraker sagde for nylig til mig, at som flygtning starter man ikke blot fra et nulpunkt i det nye land. Når man bliver mødt med fordomme og mistænksomhed, starter man under nulpunktet – dernede, hvor der er minusgrader.
Pablo Martinez understreger, at hvis flygtninge ikke får hjælp, vil mange få helbredspro-blemer på grund af konstant stress.
– Stress nedsætter vores immunforsvar. Vi bliver lettere syge og får depressioner og andre psykiske problemer. Det er helt normale reaktioner hos flygtninge.

Hvordan kan kristne hjælpe?
– Flygtninge har først og fremmest brug for mennesker, der vil være deres medvandrere og gå ved siden af dem. Fysisk nærhed er med til at afhjælpe ensomhed. Al lidelse er svær. Men at lide alene er om muligt endnu sværere. Vi kan give flygtninge vores tilstedeværelse og nærhed.
– Somme tider kan vi også hjælpe flygtninge med at acceptere fortiden. Det er vigtigt, at fortiden ikke bliver en fjende, men en allieret – en, man har forsonet sig med og kan arbejde sammen med. Som medvandrere kan vi måske også være med til at finde mening i det, der tilsyneladende er meningsløst, fordi vi ved, at Gud kan omforme selv tragiske omstændigheder til livshistorier, der giver mening. Gud bruger os altid med vores fortid – ikke på trods af den.
– Vi kan også hjælpe flygtninge med at sætte ord på deres følelser. Hvad er det, de oplever? At blive bevidst om, hvad man oplever og føler, og hvordan det påvirker en, er en vigtig del af tilpasningspro-cessen i et nyt land. Allervigtigst kan kristne være med til at sætte eksiloplevelsen ind i et større perspektiv. Det, den enkelte flygtning oplever, er ikke absurd. Esajas kapitel 43 er et godt sted at starte: „Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand, er jeg med dig…“

Pablo Martinez vender ofte tilbage til nødvendigheden af at tilgive for at komme videre.
– Det tog Josef i Det gamle Testamente mange år at tilgive sine brødre, der havde solgt ham til udenlandske handelsmænd. Tilgivelse er aldrig billig. At tilgive er ikke det samme som at glemme. Tilgivelse handler om bevidst at fjerne alle de negative tanker – giften – fra minderne. I tilgivelsesprocessen er det faktisk vigtigt ikke at glemme. Kristne har de bedste forudsætninger for at tilgive andre, fordi vi selv har prøvet at blive tilgivet af Gud. Det gælder spanierne efter terrorangrebet i Madrid den 11. marts. Og det gælder flygtninge, der har deres egen bagage. Som kristne ved vi, at den torturerede og lidende Kristus på korset er Guds ultimative svar på vores personlige lidelseshistorier, og at tilgivelse er den eneste vej frem.