– Jeg var mormon i 23 år

– Mit liv var en mørk labyrint, husker Michael Ritter fra Brande. Men efter en desperat bøn til Gud lettede depressionen.Han er en glad dreng, Michael Ritter fra Brande. Dreng, selv om han er 45 år. Glad, selv om han har tilbragt over halvdelen af sit liv som mormon. 23 år helt nøjagtigMit liv var en mørk labyrint. Det var så deprimerende det hele. Og jeg havde så mange spørgsmål, jeg aldrig fik et ordentligt svar på.
Det er konklusionen på en tilværelse i „Jesu Kristi Kirke af de sidste dages hellige”, som mormonerne helst vil kalde sig.
– Det er ikke en kirke, men en organisation, protesterer Michael Ritter, der for god opførsel fik lov til at komme i et „tempel” i Tyskland en enkelt gang.
– Jeg havde mange spørgsmål til hele den måde, de dyrkede Gud på. Hvorfor skulle de have ekstra bøger udenom Bibelen? De har både „Lære og Pagter”, „Den Kostelige Perle” og „Mormons bog”, hvor den sidste er den helligste. Den er deres egentlige bibel.
– Men havde jeg spørgsmål før, så fik jeg det i hvert fald efter mødet med tempelritualerne. Der skete så meget, der ikke står et ord om i Bibelen.

Pæn overflade

Michael var ganske ung, da han kom til møde hos mormonerne første gang. Hans mor var mormon, og han troede, at hvis han også blev det, ville de komme bedre ud af det med hinanden. Men de havde det fortsat som hund og kat…
– Jeg fik jakkesæt, hvid skjorte og slips i dåbsgave, husker han. – For det lå i luften, at vi skulle møde i jakkesæt og hvid skjorte til møderne.
– En dag kom der en usoigneret mand ind på et møde. Han blev behandlet “som luft” af de andre. Han var ligesom en kæp i hjulet for dem, ræsonnerer Michael.
Det så pænt ud på overfladen i Mormonkirken. Men under huden på Michael lurede en masse spørgsmål. Og da de ikke fik svar, sænkede mørket sig over hans unge sind…

Selvmordstanker

Michael Ritter er invalidepensionist, på medicin mod bl.a. depression. Det er usikkert om han var disponeret for det, men en ting er sikkert. De mørke tanker om selvmord, stemmerne inde i hovedet, tog til i de 23 år, han var med i mormonkirken i Herning. Og da han endelig kom ud af det, skyldtes det en ven, som gik i intensiv forbøn for ham. Hun har senere fortalt, at hun oplevede dæmoniske angreb under forbønnen.
Michael Ritter er slet ikke i tvivl om, at hans depression er påført af åndsmagter.
– Mit liv var en labyrint af ubesvarede spørgsmål. Der hvilede et mørke over mig, jeg ikke kunne komme ud af.
Efter møderne i mormonkirken måtte han altid finde på et eller andet, der kunne peppe humøret op.
Men en aften måtte han blot bede en desperat bøn til Gud:
– Far, vis mig lykken i livet, så vil jeg tjene dig!
Han græd sig i søvn den nat – men næste morgen var tågen lettet.
– Alle mine tvangstanker om selvmord var væk. Jeg havde haft 4-5 forskellige stemmer inde i mit hoved, men de var også forsvundet, fortæller han glad.
Et skår i glæden er dog, at hans læge ikke rigtig vil tro på det. Derfor får han stadig medicin, selv om det er meget mindre end før.

For kaffens skyld

Kort efter sin oplevelse med Gud, mødte han nogle andre “søgere”, som foreslog at de skulle tage til møde i Pinsekirken Smyrna i Herning.
– Hvad laver de der, spurgte han.
– De synger, læser op fra Bibelen og udlægger teksten. Og så er der kaffe bagefter.
– Jamen, så tager jeg med. Om ikke andet så for kaffens skyld, svarede Michael. For i mormonkirken var kaffe og andre stimulanser forbudt.
Han var hundeangst for at havne i noget, der lignede mormonkirken igen. Eller Jehovas Vidner for den sags skyld. Men åndeligt sulten, det var han. “Hvis Guds ånd er der, så må der være noget for mig”, tænkte han.
Michael mødte op tre aftener i streg, helt alene, for de andre to søgere kom ikke alligevel. Men her kunne han mærke, at han var kommet på rette spor. Og et halvt år – og mange bibeltimer – senere fik han sit åndelige gennembrud:
– Jeg blev frelst nytårsaftensdag 1991. Kl. 16.25 præcis, husker Michael.
– Et ord fra Johannes Åbenbaring kapitel 22 har stået stærkt for mig lige siden. Og det er der, hvor der står, at vi ikke må lægge noget til eller trække noget fra denne bog, fortsætter han og løfter sin godt slidte bibel på hverdagsdansk.
Da han „faldt fra” blev han opsøgt af mormonske missionærer, der sagde: Hvis du havde læst et vers i Mormons bog hver dag, var du aldrig kommet på de tanker!
– Mormons bog! Hvorfor ikke Bibelen, tænkte jeg.
Og et halvt år efter blev Michael beskyldt for indbrud i Mormonkirken i Herning – for hans medlemskort var blevet væk!
– I dag siger jeg til folk, der vil undersøge mormonismen: Prøv ikke på det – de har så stærke kræfter. Selv mange præster er blevet omvendt til dem.

Ingen “gulerod” mere

I dag kommer Michael Ritter trofast i frikirken “Troens ord” i Brande. Om ikke fra asken til ilden, er det så ikke fra ilden til asken, spørger vi nysgerrigt…
– Nej, der er sådan en dejligt frihed, siger Michael spontant. – Der er fred og ro, jeg skal ikke præstere for at opnå noget. Der er ingen “gulerod”, ligesom i Mormonkirken…
Gulerod?
– Ja, man fik hele tiden at vide, at man skulle arbejde hårdt for at få lov til at komme med i Templet eller få en position i kirken. Nu hviler jeg i Jesus. Der er ikke noget pres.
Men det betyder ikke, at Michael ligger på den lade side. Han hjælper til i kirken, alt det han orker. Luger ukrudt, maler flagstænger og har lige lavet en legeplads til børnene. Og så er han med i Østhjælp, hvor han kører rundt og samler hjælpemidler, senge og sygehusudstyr sammen til nødhjælp i Rumænien.
– Men det er ikke for at opnå noget, siger han. Det gør jeg, fordi jeg virkelig har lyst til det.
Og smilet bedrager ikke; han har fundet sin niche, et meningsfyldt arbejde – og tiden flyver af sted.