Men Rasmus blev ikke helbredt

Rasmus på 8 år var en frisk dreng med godt humør og lyst til at spille fodbold. Men en dag i april sidste år kom han ind og havde det skidt. Han kastede op og mistede også bevidstheden…Hans mor, Birgitte Blok Jakobsen, som selv er sygeplejerske, fik ham hurtigt på sygehuset og først troede man, at det var hans hjerte. Men da han blev skannet på Skejby Sygehus opdagede man en svulst i leveren. Den var på 10 x 10 cm.
Desuden havde han blodpropper i lungerne, og blev derfor først behandlet med blodfortynding. Kort efter konstaterede man, at kræften havde spredt sig til lunger og hjerte.
Birgitte og H.P. Jakobsen var klar over, at det var en meget alvorlig diagnose.
Deres før så friske dreng blev flere gange indlagt på Skejby til kemoterapi-kure fra april til august. Det fik han det ikke bedre af. Han spiste meget lidt og sygnede hen.
Lægerne håbede, at kemoterapien kunne tage den kræft, som havde spredt sig til de andre organer. Derefter ville de operere svulsten væk. Svulsten var nu ganske vist svundet ind til halv størrelse, men det var ikke nok, for de andre knuder var der fortsat. Operationen blev opgivet…

Forældrene tænkte nu på, hvordan de kunne glæde Rasmus i hans sidste tid. De begyndte at planlægge nogle gode oplevelser for ham, koste hvad det ville: Birgitte sendte et brev til fodboldspiller Ebbe Sand, og spurgte om han ville mødes med Rasmus. Samtidig bestilte de billetter til den sidste kvalifikationskamp til VM.
– Ebbe Sand kunne ganske vist ikke mødes med Rasmus i forbindelse med kampen, men han ringede i stedet og snakkede med Rasmus om fodbold, fortæller Birgitte.
– Rasmus sagde til ham, at nu måtte han sørge for at score nogle mål. Det lovede Ebbe.
Da vi kom til kampen scorede Ebbe ikke bare ét men to mål, og da han havde scoret det første, blev det annonceret over højtaleren, at Ebbe Sand tilegnede målet til Rasmus. Det synes vi var rigtig fint gjort.
Bagefter fik vi mulighed for at møde Ebbe Sand i landsholdets træningslejr i Vedbæk i november og Ebbe sendte sin landskamptrøje til Rasmus.

Familien mærkede nu også opbakningen fra skolen og fra deres lokale landsby, Gårslev, tæt ved Fredericia, hvor de kommer i kirken og missionshuset. I byen blev der samlet ind, så hele familien kunne rejse til Disneyland i Paris i september og Rasmus fik endnu en god oplevelse.
På Skejby kom Prinsesse Alexandra på uofficielt besøg for at besøge de alvorligt syge børn. Rasmus gik i første omgang glip af prinsessen, men fik ved hjælp af en sygeplejerske Alexandra til bagefter at kigge ind på hans stue.
Prinsessen talte med Rasmus i 20 minutter!

Men det kunne altsammen ikke gøre Rasmus rask. Hans liv var ved at løbe ud.
– Vi vidste, at der ikke var mere at gøre, og i stedet tog vi Rasmus med til Orla Lind-skovs møder i tre dage i Give, hvor han bad for Rasmus. Vi tog også til Hans Berntsens møde i Kolding, og han bad også for Rasmus, fortæller Birgitte.
– Vi havde ikke tænkt på at tage til Charles Ndifons møder i Kolding i september, for det var i forvejen grænseoverskridende nok for os at tage med til de andre møder. Min mand var skeptisk overfor den slags. Men vi syntes begge, det var okay den måde, Orla gjorde det på.
– Men så fik vi ligesom tre tegn på, at vi skulle tage til Ndifons møder: En arbejdskolega til H.P. nævnte Ndifon, selv om vedkommende normalt ikke går med til noget kirkeligt. Vi fik også et anonymt brev, som opfordrede os til at tage derned. Og endelig var der en mor til en af Rasmus’s klassekammerater, der opfordrede os, selv om hun heller ikke var specielt kirkelig. Også vores ældste pige havde en oplevelse, der pegede på, at vi skulle gøre det.
Så da Yvonne fra Apostolsk Kirke i Kolding opfordrede os til at komme derned, tog vi chancen. Der blev nemlig arrangeret et specielt møde for meget alvorligt syge børn fra Skejby. Børnene var i isolation for ikke at blive smittet af andre, så de kunne ikke være med til et almindeligt møde.

– Ndifon fortalte om de store ting, der var sket andre steder, og derefter bad hjælperne for børnene. Til sidst lagde hans selv hænderne på børnene og befalede sygdommen at forsvinde. Til Rasmus sagde han: “Knuden er død. Du er helbredt,” husker Birgitte.
– Han sagde også, at vi skulle gå tilbage til lægerne og få børnene undersøgt. Men at lægerne sikkert ikke ville tro på det. Jeg prøvede selv at få lægerne til at skanne Rasmus igen, men det ville de ikke.
Rasmus havde heller ikke mærket nogen forandring, og da hans blodprøver blev taget, viste det sig, at antallet af kræftceller steg. De blev fordoblet hver 14. dag… Det gik den forkerte vej.
Vi blev tilbudt at en gruppe fra Apostolsk Kirke ville fortsætte med at bede for Rasmus, men det synes vi ikke var nødvendigt… Der blev jo også bedt for ham her.

Rasmus troede…
– Men Rasmus troede fortsat, at han ville blive rask. Han takkede Gud for det. Og til sin lærer sagde han: Har du hørt den gode nyhed, at jeg er rask? Han spillede fodbold til sidst i december… Han ville ikke betragtes som syg. Han ville ikke opgive.
Det løftede hans humør og han havde en god periode, men jeg ville ikke have, at han eller de andre børn skulle føle, at vi holdt tingene skjult for dem, så undervejs fortalte jeg, hvordan situationen var.
I december erkendte Rasmus: “Mor, jeg er ikke blevet rask.Ham Charles Ndifon, han har et problem.”
Han var meget skuffet, og det samme var vi. Nu gik det hurtigt tilbage med ham, og den 29. januar døde han.

– Vi har naturligvis også spurgt os selv: Hvorfor? siger Birgitte.
– På et tidspunkt, da det begyndte at gå ned ad bakke, var jeg anfægtet i min kristne tro.
– I dag kan jeg kun sige, at jeg tror, det var Guds vilje, der skete. Jeg er ikke bitter, for jeg tror på, at det var det bedste – for Guds vilje er altid den bedste.
Jeg er heller ikke bitter på Ndifon. Men han skulle ikke have sagt, at Rasmus var helbredt. Han skulle have gjort som Orla Lindskov og Hans Berntsen; nøjes med at bede og lade det være op til Gud.
Jeg har lært, at man skal tro på Gud og ikke på manden. Tro på Guds vilje, uanset udfaldet – ellers kan man ikke holde det ud.
Men på den anden side, så gav det nok Rasmus et løft, så han fik det bedre en periode. Og Gud gav jo Rasmus en større gave end den helbredelse, han bad om, for han blev jo frelst og fik evigt liv.

– Jeg tror fortsat på guddommelig helbredelse. Jeg er selv blevet helbredt engang på Berntsens møder for problemer med min ryg, fordi mine ben ikke var lige lange. Så jeg ved, at det kan ske, og jeg tror fortsat på, at der findes nådegaver til at helbrede.
Da vi greb efter det halmstrå, vidste jeg, der kunne ligge en skuffelse bagved. Når man vover sig ud i den slags, kan det give ridser i lakken, konstaterer Birgitte.