For Ruth var 11. september en god dag

For Ruth Larsen fra Stoholm ved Skive var det vigtigste, der skete den 11. september 2001 ikke terror-angrebet i USA. Men at hun var blevet rask…

Personalet på sygehuset i Viborg undrede sig noget. For kort før havde Ruth været til læge og fået konstateret en stor svulst i underlivet – på størrelse med en grapefrugt!
Af samme grund havde hun ikke kunnet spise ret meget eller holde på maden.

Det var ikke første gang, familien blev ramt af alvorlig sygdom. Ruths mand Knud, der er tidligere radioteknikker, har haft sukkersyge i 60 år. Og for 17 år siden fik han kræft i maven og måtte have opereret halvdelen væk.
Dengang bakkede de kristne venner i menigheden op med forbøn, og til manges overraskelse er Knud kommet sig og har levet godt i årene siden.
Men det overraskede ikke Ruth så meget, for hun havde altid troet på, at Gud kunne helbrede som svar på bøn – selv om det måske ikke var det, man talte mest om i folkekirken eller i den lokale Indre Mission, hvor hun var med i bestyrelsen.
Men nu stod hun selv med en alvorlig sygdom. Hun trængte på en særlig måde til Guds hjælp i situationen.

Ægteparret havde hørt om, at nabopræsten – Knud Jeppe Jensen – vist nok bad for syge. De ringede til ham og aftalte at mødes til den kommende almindelige gudstjeneste. Efter prædikenen var der kirkekaffe, og da det var overstået fortalte præsten, at Ruth trængte til forbøn og opfordrede de tilstedeværende til at gå med op til alteret og bede for hende. Så ville han salve hende med olie, som beskrevet i Jakobs brev kap. 5 i Ny Testamente. Blandt kirkegængerne var der også en kristen læge, og sygeplejerske som gik med op til alteret.
Præsten tegnede korsets tegn på Ruths pande med fingeren dyppet i olie, og alle bad om, at Ruth måtte blive helbredt. Så gik man hjem.
Allerede samme dag mærkede Ruth, at hun fik appetit og maven havde det bedre. Næste dag – d. 11. september – kørte hun selv til sygehuset og blev undersøgt. Den 12. skulle hun så opereres. Men det blev aflyst!

Personalet kunne nemlig ikke finde nogen svulst i underlivet. Men de kunne se, at der havde været noget stort, som nu var ved at læges.
Ruth fortalte dem, at hun havde været til forbøn. Sygeplejerskerne ville gerne vide, hvilken frikirke, det var.
– Nej, det var da i Folkekirken i nabosognet, svarede Ruth.
– Nå, findes der også nogen folkekirke-præster, der beder om helbredelse for syge.
– Ja, der findes heldigvis nogen, svarede Ruth, som takker Gud for, at hun siden har haft det rigtig godt.
Som nævnt har Knud stadig sukkersyge, men det forhindrer ikke ham eller Ruth i at tro på, at Gud hører bøn. Selv om man også nogen gange må leve videre med en sygdom.
Kun Gud véd hvorfor. Og hvor længe.