Mirakler og mission på stævne i Mariager
Tidl. bandeleder holder åbningstalen på Pinsevækkelsens LandsstævneCharles Ndifon og Ian Green er hovedtalere på Pinsevækkelsen Landsstævne i år. Mænd med erfaring inden for mirakler og mission. Og som et krydderi på talerlisten står Nicky Cruz for at holde åbningstalen.750 nye siddepladser. Det er resultatet af, at hammer, sav og murerske har været i gang i Mariager i det forløbne år. Nu rummer stævnehallen til brug for Pinsevækkelsens årlige landsstævne i alt 3.000 siddepladser. Pladser, som der nok skal blive brug for i år.
Den ene af stævnets to hovedtalere er nemlig tilhørermagneten Charles Ndifon fra Nigeria, som ikke kun vil bede for syge, men også undervise om helbredelse. Lars Due-Christensen fra landsstævnets arbejdsgruppe siger om baggrunden for, at man har inviteret Charles Ndifon til årets stævne:
– Vi har ønsket at anerkende det, som Gud har gjort gennem hans tjeneste i Danmark. Det er en ny tid med store udfordringer til os som kristne og kirker, og vi kan konstatere, at danskerne er klar til at lytte et evangelium, som forkyndes med kraft . Øjeblikket er gunstigt, og vi må udnytte det fuldt ud.
Stævnets anden hovedtaler er Ian Green, der i landsstævnets brochure beskrives som profetisk englænder med skarp og spændende forkyndelse. Ian Green står i spidsen for organisationen Next Level International, som uddanner og træner tusindvis af kirkeledere og missionærer i Østeuropa.
– Ian Green har et hjerte for mission. Det er et hjerte, vi gerne vil smittes af, så vort fokus bliver det samme som Jesu: At nå unåede mennesker med de gode nyheder, fortæller Lars Due-Christensen.
Udover de to hovedtalere kigger Nicky Cruz forbi Mariager for at holde stævnets åbningstale.
Den udvidede stævnehal er fortsættelsen af sidste års modernisering af faciliteterne på pinsevækkelsens stævneområde. I 2002 var der således for første gang mulighed for at få strøm til sin campingvogn, ligesom toiletter og bad med et par års forsinkelse blev gjort klar til et nyt årtusinde. I år er nyheden udover en større stævnehal også en nyanlagt campingplads ved siden af de kommunale fodboldbaner.
Ellers er det ny vin på velkendte flasker i Mariager. Igen i år forventes der mere end 600 børn til årets brag, GUF og Mini-GUF, som børnemøderne på Pinsevækkelsens Landsstævne hedder. Her er der både klovne og hjernehalvdele på programmet. GUF-emnet i år er Gudsbillede.
Teenagernes landsstævne hedder GAF, og de 18-30-årige har under stævneugen deres egen UngdomsCamp.
Mission og mirakler har også sat deres præg på seminarerne på Pinsevækkelsens Landsstævne. Blandt seminarer om Sorg og Sund livsstil finder man således emnerne Guddommelig helbredelse, Personlig evangelisation og Alpha-kurser (tips og erfaringer).
Sædvanen tro holder pinsevækkelsen i år sit landsstævne den første hele uge i juli. Det vil sige fra lørdag den 5. juli til fredag den 11. juli.