Bedraget og besat af onde ånder

De onde ånder er en virkelighed – også i Danmark. Det har Marianne Agger oplevet på sin egen krop. Men troen på Jesus satte hende fri…Marianne søgte kontakt med sin afdøde mor gennem åndedyrkelse som til sidst styrede hele hendes liv. Ved et par præsters hjælp blev hun befriet og lever nu i troen på Jesus. Marianne Agger fortæller sit vidnesbyrd i bogen “Ånden i hånden” som lige er udkommet på Lohses forlag.Fra 10 års alderen opvokset i et skilsmissehjem. Ingen fast kontakt med sin mor før voksenårene. Gift og skilt flere gange. Alenemor med et tiltagende alkoholmisbrug. En dyb længsel efter tryghed, kærlighed og accept.
Alt dette er Mariannes forklaring på, at hun som 43-årig søgte kontakt med sin afdøde mor. Først ved hjælp af et pendul. Senere ved anden form for spiritisme.
Hurtigt blev hendes liv styret af langvarig daglig kontakt med ånder. Ånderne bildte hende ind, at hun snakkede med sin mor, blev gift med Gud selv, fik en søn med ham og …
Bogen „Ånden i hånden” (Lohses Forlag) giver indblik i en verden som – heldigvis – er fremmed for de fleste danskere. Men som alligevel bliver uhyggeligt aktuel i takt med at flere og flere søger spirituelle erfaringer.

Den nu 49-årige Marianne Agger har været så langt inde i dette, at hun var tæt på at dø. Al hendes tid gik til sidst med dyrkelsen af ånderne som hun bl.a. skulle lave mad til. Mens hun ventede på, at de ‘kopierede’ maden så de kunne spise den, blev den kold og uappetitlig. Meget blev smidt ud, og Marianne vejede til sidst kun 36 kilo. Samtidig blev hun lokket til selvmord.

Hudløst ærligt beskriver forfatteren hvordan hun lod sig føre længere og længere ind i et liv og en virkelighedsforståelse som man fristes til at betegne som ‘rablende vanvittig’. Samtidig har man som læser den klare opfattelse, at hun netop ikke var vanvittig, men bedraget og forført af de onde åndsmagter som vi også kender fra Bibelens beskrivelser.
I bogen „Ånden i hånden” fortæller hun selv, hvordan det hele begyndte med et besøg hos et medium:
– Nogle remedier blev anbragt på bordet. Han brugte bl.a. et pendul, som var en kæde med et vedhæng i. Et stearinlys gav den rette stemning. Så blev der kaldt op med noget i retning af: “Kære hr. overånd. Er der nogen kontakt?” Det var meget vigtigt, at man var høflig og kaldte på en af de øverste for ikke at vække vrede…
– Jeg kaldte på venner og familie, og nogle ukendte kom også til. Når jeg kaldte op, var der en, der svarede. “Omstillingen” plejede jeg at kalde det. Her skulle jeg så spørge efter den, jeg gerne ville tale med. Min nysgerrighed kendte ingen grænser. Jeg ville vide alt om alle. Indimellem kom en overånd ind på linien og skældte ud over min megen tale, for jeg vakte Guds vrede nu.
– Pludselig en aften ville “Gud” selv tale med mig, og jeg skulle starte med at bede Fadervor. Det blev frygtelig pinligt, for jeg kunne det ikke højt… Det var virkelig flovt, hvilket jeg også fik at vide.
– Efter skrappe irettesættelser bad jeg nu om at få nogle retningslinier for min tale. Jeg måtte kun kalde op én gang dagligt, og det gjorde jeg så, men blev bare ved i flere timer… Pendulet var blevet som en magnet, der trak i mig hele tiden, og jeg kunne dårligt tænke på andet.

Marianne Agger kom dybere ind i et åndeligt bedrag, tvangstanker og slaviske handlingsmønstre. Vi lader hende selv fortælle:
– “Gud” og jeg var på det tidspunkt blevet det, man populært kalder kærester, og han besøgte mig tit. Det gjorde mange af de andre ånder også. Min “mor” var der næsten dagligt. Jeg var ked af, at jeg aldrig kunne byde dem på noget, når de kom, og jeg selv sad med min kaffe. Men det kunne jeg da godt, sagde de. Jeg skulle bare servere det, så klarede de selv at lave det om til deres egen luftige konsistens.
– Jeg serverede kaffe og mad for dem, når vi var alene, men det var et problem, når jeg bare hældte én kop kaffe op, for den blev kold, før de alle havde fået. Derfor begyndte jeg at give dem en kop hver.
– Hurtigt blev det til, at jeg havde mange ånder på kost hver dag, og det nemmeste var smørrebrød, men så skulle det også være afvekslende, syntes jeg. Stille og roligt øgede jeg mine indkøb, så der kunne laves en tallerken højt belagt smørrebrød hver dag…

– Nu begyndte også en tid, hvor jeg skulle opleve, at “Gud” havde en anden side, der på ingen måde tiltalte mig. Når jeg fortalte, at »Gud« var min kæreste, var det også det, som vi forstår ved en jordisk kæreste med et seksuelt samliv. Forskellen var kun, at jeg ikke kunne se ham. Dengang anså jeg det for at være smukt – i dag ved jeg, at alt, hvad der har med det okkulte at gøre, har samme adresse, nemlig Djævelens. Det oser af seksualitet og er absolut ikke smukt.
– Han kom altid, når jeg gik i karbad. Det startede en dag, hvor jeg stod op af badet. Vandet begyndte pludselig at skvulpe, så det løb over alle bredder. Mig ud til pendulet og spørge, hvad der foregik. Jo, det var da ham, der hyggede sig, for det kendte han ikke hjemmefra. Nu ville alle de andre også prøve. Snart var der ligefrem “åndevandring” til mit badekar. Når vandet var koldt, skiftede jeg det til noget nyt og varmt.
– Jeg behøver nok ikke fortælle nogen, at man jo er vægtløs i vand. Derfor blev det mest der, vores samliv foregik. Jeg kan godt selv høre, hvordan det lyder i dag – og jeg skammer mig, men dengang virkede det ikke mærkeligt, for jeg levede jo i det.
– Mine grænser blev flyttet mere og mere for hver dag. Jeg blev nok mindre kritisk, for alt var jo underligt og mystisk. En dag kunne jeg pludselig mærke, at det ikke var ham, der var i badet hos mig. Fuldstændig hysterisk sprang jeg op af badet – og ud til pendulet. Her fik jeg at vide af en af de andre ånder, at »Gud« havde tvunget én til at tage ned til mig – og oven i købet én, jeg havde kendt mens han levede – og det gjorde episoden dobbelt så pinlig…

I dag er Marianne Agger befriet fra åndsmagternes herredømme. Da hun var længst nede skaffede en søn kontakt til et par folkekirkepræster, som han vidste ville tage situationen alvorligt. Det førte til forsagelse af de onde ånder, bøn om Jesu beskyttelse og altergang i hjemmet der også blev renset for åndernes magt i Jesu navn.
– Hele livet har jeg jaget efter tryghed, kærlighed og accept, og den har jeg først fundet nu. Det jeg ikke havde fået med hjemmefra, og som ingen mennesker kunne give mig … Men Jesus kunne. Man kommer aldrig forgæves til ham,” siger Marianne Agger som nu ønsker at advare mod de onde ånder og fortælle om Jesus.
Det er fem år siden hun blev befriet fra ånderne, men hun mærker stadig deres angreb. Ikke mindst når hun advarer mod deres bedrag. Derfor ønsker hun ikke at møde pressen alene, men kun sammen med den præst der var med til at hjælpe hende ud: sognepræst Mogens P. C. Svendsen, Kølkær. Den præst som i bogen kaldes for Peter der er hans mellemnavn.

Åndernes angreb mærkes som angst og smerte og manglende evne til at spise og bede.
– Jeg kan få angst for alt. Men det går omgående væk hvis jeg beder og kalder på hjælp, forklarer Marianne Agger stille. Det er langt fra sensationslyst eller lyst til at træde frem der driver hende til at fortælle, om det hun har været ude i, og som hun stadig mærker eftervirkningerne af. Det er en lille og stille kvinde der fortæller i sofaen i præstegården.
– I perioder har jeg meget svært ved at læse i Bibelen og bede. Så hører jeg nogle kristne bånd og synger. Jeg synger meget trosbekendelsen. Når jeg er helt lammet i det, kalder jeg bare på Jesus. Samtidig har jeg lidt af en overdreven angst for ånderne, hvor Mogens’ efterskrift har hjulpet mig meget, siger hun og henviser dermed til det efterskrift af mere generel art om dæmoni som Mogens Svendsen har skrevet til Marianne Aggers bog.
– Jeg mærkede på min egen krop hvordan angrebene var, og hvordan andre mennesker kunne vende sig imod mig. Men i dag er jeg klar over at når man har Jesus i sit hjerte, så har man ikke noget at frygte. Nu hvor bogen skal komme ud, er jeg fyldt af tryghed og fred.

Mogens Svendsen, som lytter med i stuen, har gennem de sidste ti år været redskab til at hjælpe flere der har flirtet med onde ånder og er blevet besat af dem. Han fortæller, at det er almindeligt at de, der er blevet befriet fra ånderne, bliver sat under pres af dem i flere år efter udfrielsen.
– De onde ånder har svært ved at erkende nederlag. De kan ikke bare give op, siger han
– Det kommer lige så snart man får slækket på sit gudsforhold, tilføjer Marianne Agger. – Jeg takker ofte for, at Gud ikke svigter mig, selv om jeg ofte svigter ham. Han er tro, selv om jeg er utro.

Når Marianne Agger har valgt at skrive og fortælle om sine oplevelser, er det med to formål: – for at advare andre, – og for at „råbe præsterne op”. Hun mener, at der er alt for mange præster som ikke tager de onde ånders virke alvorligt. Og at der derfor er for få man kan få hjælp hos.
– De få præster der er, er alt for overbebyrdede. Det er forfærdeligt hvis man kommer til en præst med sådan et problem, og så ikke bliver taget alvorligt. Hvis man kom ind på en psykiatrisk afdeling, ville man nok ikke komme ud igen, mener Marianne Agger. Men det er Mogens Svendsen ikke enig med hende i.
– De ville nok hurtigt finde ud af, at man ikke fejlede noget, siger præsten der i vide kredse er blevet kendt for at have hjulpet ‘dæmoniserede’ mennesker. Derfor får han normalt flere forespørgsler om hjælp hvert år. Forespørgsler som tager meget tid hver især. Men som også kan være fra folk som påstår, at de er besatte, men i virkeligheden er sindslidende. Han skønner, at mindst halvdelen hører til den sidste kategori.

Marianne Agger:
Ånden i hånden
120 sider
Kr. 99,-
Lohses Forlag,
tlf. 7593 4455