– Jeg finder ro når jeg bager og ber’
Sådan siger Tracy Skondin. Han deltager i den nye sæson af Den Store Bagedyst på DR1.
Tracy Skondin er kristen og gymnasielærer. Og så er han med i de nye afsnit af Den Store Bagedyst på DR1.
– Jeg voksede op sammen med min bror og far. Så hvis jeg ville have kage, måtte jeg selv bage den.
– Men jeg er amerikaner, så for mig betød bage at købe en boks med noget pulver og så blande olie og æg i.
– Det var først, da jeg kom til Danmark, hvor I har en meget stærkere tradition for at lave mad og bage helt fra bunden af, at jeg lærte det.
Lærte at styre ingredienserne
Tracy Skondin flyttede til Danmark i 2000, fordi han giftede sig med danske Janne. De bor i Ribe og har børnene Noah på 10 og Anna på 6½.
– Noah har både gluten og mælkeallergi og det fik mig i gang med at eksperimentere mere.
– Før jeg kom med i Den Store Bagedyst havde jeg bagt i mange år, men det var først i selve tv-programmet, at jeg virkelig begyndte at regne ud, hvordan jeg skulle styre ingredienser, så kagen blev luftig eller klistret, forklarer Tracy, som er 34. Til hverdag bruger han især bagning til at stresse af med.
– Jeg slapper af, når jeg bager og ber’, forklarer han.
I bage-programmerne fik han stor mulighed for at vise sin tro.
– Altså bare fordi jeg er kristen, bager jeg jo ikke kors hele tiden. Men min tro gennemtrænger alt, jeg gør, forklarer Tracy.
– Det kom især frem i programmet, fordi man bliver så presset og stresset af, at alting er på tid. Derfor gik jeg hele tiden og bad og sang, og man har jo en tændt mikrofon på, siger Tracy med et smil. Han ved dog ikke, hvor meget af det, der kommer med i programmerne.
Missionere Danmark?
– I den sidste casting før jeg blev udvalgt til serien, spurgte de mig, om jeg ville med for at missionere Danmark. Jeg svarede, at jeg havde tænkt mig at bage kager, griner Tracy og fortsætter:
– Derefter forklarede jeg dem, at jeg selvfølgelig ville være glad, hvis nogle unge danskere kunne se, at man ikke behøvede at være 90 for at tro på Gud, og at jeg ikke ville glemme troen i programmet. Og det ønskede de heller ikke, at jeg skulle.
– Også mellem programmerne fik jeg mange gode snakke omkring Gud og tro på en helt naturlig måde. Jeg fik også lov til at bede for en af de andre deltagere, så hun blev helt rørt over det.
Tracy og Janne er ledere af Ribe Huskirke, hvor de er syv faste medlemmer. Kirken har eksisteret i et år.
– Som en del af mit portræt til programmet var de også ude at filme en gudstjeneste i vores hjem, fortæller han.
Hvor langt Tracy kommer i programmerne må han ikke fortælle, men interesserede kan følge med hver tirsdag aften klokken 20.00.