Jeg troede den var lukket
Sådan siger en af de tidligere brugere af DR-Kirken om faldet på 70% i seere efter ny placering.
– Jeg troede den var lukket.
Sådan lyder en af kommentarerne på Folkekirken.dk’s facebookside.
Folkekirken.dk spurgte sine følgere, om de stadig ser DR Kirken, efter at nye tal fra DRs Medieforskningsafdeling viser, at det er der 70% procent færre, der gør efter kanalomlægningen. I forbindelse med en større ændring af DRs kanaler i foråret blev DR Kirken nemlig rykket fra hovedkanalen til DR K, hvor næsten alt trosstof er samlet. En ændring, som KLF – Kirke og Medier har været meget spændt på konsekvenserne af.
Blev en parkering
Den nye måling viser da også, at KLF langt på vej havde ret, når de frygtede, at omlægningen i praksis kom til at fungere som en parkering af trosstoffet.
Henning Bjerg Mikkelsen håbede ellers, at logikken i at samle stoffet og give det en bedre sendetid også ville samle seerne, men DRs Medieforskingsafdelings konklusioner viser desværre, at dette ikke holdt stik.
Før Søndagen faldt også
En af grundene kan måske være, at Helle på Facebook ikke er den eneste bruger af DR Kirken, som troede den var lukket og ikke flyttet. En kommentar, som også gentager sig flere gange på opslaget.
En undersøgelse fra DR Medieforskning viser, at seertallet ikke blot faldt fra 42.000 til 17.000 i forbindelsen med kanalomlægningen i februar 2013. Tre måneder senere faldt seertallet yderligere til 16.000. Også Før Søndagen er gået drastisk tilbage i seertal siden overflytningen til DR K. På et år er seertallet gået tilbage med en tredjedel fra 24.000 seere i juli 2012 til 16.000 seere i juli 2013.
Generalsekretær i KLF Mikael Arendt Laursen udtrykker KLFs forklaring:
– Er det, fordi folk ikke gider se disse programmer? Nej, vores medlemmer melder klart ud, at den ældre kernemålgruppe ikke kan finde kanalen. Dem er DR også forpligtet til at sende kristen kulturarv til.
– Ret fejlen!
Mikael Arendt Laursen beder derfor også DR om at tilbageføre ændringen.
– Vi opfordrer DR til at rette fejlen og tilbageføre de to programmer til den kanal, hvor de hører til, nemlig DR1. Gudstjenesten er for alle og ikke kun for de særligt interesserede. Derfor bør DR Kirken ligge på hovedkanalen, hvor de fleste af DR’s seere stadig færdes.