Kristne skal afholde sig fra afgudsofferkød

Indtil JP’s udførlige artikler om fremgangsmåden ved halalslagtning har jeg troet, at der blot var tale om en slagteteknik. Jeg vidste ikke, at der ved disse slagtninger fremsiges bønnen og bekendelsen: ” I Allahs navn. Allah er den største”. Efter denne afsløring spises der aldrig mere Halalslagtet fjerkræ eller kød i vor familie. Men denne beslutning er dog i praksis vanskelig at gennemføre på grund af mangel på mærkning af kødet.

Ved det første større kirkemøde omkring år 50 i Jerusalem fastslog man bl.a., at kristne skulle afholde sig fra kød, der ofres til afguder (Apostlenes Gerninger kap. 15). Afgudsofferkød var meget udbredt ved templerne i den græsk-romerske verden. Når man spiste dette kød, bekendte man sig til den pågældende gud, og der var også en almindelig erkendelse af, at den pågældende gud var nærværende ved dette måltid.
Ved den kristne nadver opnår deltagerne på en mystisk måde et fælleskab med Jesus Kristus, derfor siger apostlen Paulus også til de kristne i Korint, at de ikke både kan deltage i Herrens nadver og deltage i måltider, hvor der spises afgudsofferkød, for det, der ofres, ofres til dæmonerne, og dem skal de kristne undgå. Koranens Allah er ifølge bibelsk kristendom en afgud, idet Koranen mange steder benægter, at Jesus Kristus er Guds Søn, og der siges også, at de kristne lyver, når de siger, at Gud er treenig, for der er kun en gud, og gud har ingen søn.
Koranen benægter også Jesu korsfæstelse. Nogle humorister vil måske sige, at Gud er blevet senil, når han ved Jesu dåb siger fra Himlen: ”Denne er min søn, den elskede, hør ham”, og godt 600 år senere siger til Muhammed, at han ingen søn har.
Koranen benægter Kristi guddommelighed, hvilket medfører, at vi som kristne må anse Koranens Allah for en afgud, mens Koranen anser de kristne for løgnere. Med denne viden kan en kristen derfor ikke fejre Kristi nærvær i nadveren og samtidig ære Allah i halalslagtet kød. Som kristne kan man naturligvis heller ikke sige, at Allah er den største, når Jesus Kristus siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”.
JP taler om en kulturkamp, men på et dybere plan er der først og fremmest tale om en åndelig kamp. Den ånd, der får magten, vil langsomt påvirke alt, stort som småt i et samfund, derfor er der så stor forskel mellem et kristent og et islamisk samfund, men også stor forskel på hinduistisk, buddhistisk eller et hedensk samfund i forhold til et kristent.

Stig T. Christensen
Sognepræst ved Sct. Marie
Kirke, Kongevej 72, 1. sal
6400 Sønderborg