Mellem påske og pinse

Af speciallæge J. Michael Harry, Aalborg

Både påske og pinse har med Helligånden at gøre.

Der hersker åbenbart en vis misforståelse med hensyn til Åndens opgaver i hver enkelt af disse højtider. Påskens budskab er jo ikke lig med pinsens budskab, og netop her synes misforståelser gang på gang at gøre sig gældende og være til skade og svækkelse for kirkens liv og vækst.
I påsken:
Ved korsfæstelsen var det Ånden, der førte Jesus til Golgata – Jesus, „som i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydigt offer for Gud“, (Heb.9:14). Dette er grundvolden for vor tilgivelse.
Ved opstandelsen var det Gud, der opvakte Jesus fra de døde. Dette blev årsag til genfødelsen, og apostlen Peter forklarer: „Gud har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde“. Ved genfødelsen bliver man „født af Ånden“. (Joh.3:8).
Når vi således – gennem tro og omvendelse – har taget imod Herrens ord, giver vi anledning for Jesus til at sige sit: „Modtag Helligånden“, som han sagde til disciplene før pinsen. Den, som er genfødt, erfarer, at „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn“. I modsætning hertil lyder det sådan: „Men om nogen ikke har Kristi Ånd, da hører han ikke Ham til“! Alle troende kristne har Helligånden, hvad enten de forstår dette fuldt ud eller ej!
Der er mange kristne – måske de allerfleste – der forbinder Åndens komme alene med begivenhederne på pinsedagen i Jerusalem. Man overser Hans virke både ved korset og opstandelsen. På den anden side har jeg hørt gode præster prædike i pinsen uden at nævne Helligånden! Måske fordi man er bange for at skygge for Jesus? – Men det er jo netop Jesus Kristus selv, der står bag pinsens begivenhed!
Peter forklarer pinsedagen således: „Efter at han (Jesus Kristus) nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han (Kristus) udgydt den, således som I både ser og hører“.
Enhver åndsudgydelse beviser, at Kristus er opstanden og er hos Faderen, indtil han kommer igen.
Men hvis vi allerede har fået Helligånden ved genfødelsen, hvorfor så bede om Helligåndens gave, som også kaldes Åndens fylde eller Åndsdåben?
Genfødelsen sker her og nu med henblik på det evige liv – medens Åndens fylde primært gives for at kunne vidne om det, som hører Guds rige til. Åndens fylde sker – generelt set – ikke automatisk ved genfødelsen.
Når Jesus selv, som var undfanget ved Helligånden, 30 år efter sin fødsel måtte tage imod Ånden, som dalede ned over ham som en due og blev fyldt af den, så har vi her et strålende forbillede, når det drejer sig om vort forhold til Helligånden – både hvad angår genfødelse og Åndens fylde. Hvor der har været en åndsudgydelse i kirkehistorien, finder vi et klart budskab om Helligåndens mange velsignede opgaver. Dette budskab bør også forkyndes i dag.

Tænk blot på: John Wesley, England, Hans Nielsen Hauge, Norge, Paavo Ruotsalainen, Finland, A. Fibiger og N.F.S. Grundtvig, Danmark, samt Frank Mangs, Finland-Sverige, og mange andre.