Frygt ikke for søvnløshed

Modelfoto
Modelfoto

Brev:

Der er ikke noget der hjælper på mit søvnproblem

Kære Orla Lindskov
Jeg skriver til dig efter endnu en søvnløs nat. Så forstår du nok, hvad mit problem er. Jeg har længe lidt af søvnløshed.
Jeg synes, jeg efterhånden har prøvet alt for at slippe af med min søvnløshed. Men lige lidt har det hjulpet.
Sidst har jeg været hos en psykolog, der har prøvet med samtale-terapi. Jeg har sammen med psykologen været igennem min barndom og min skilsmisse fra min første kone. Men det har ikke hjulpet på søvnproblemet.
Jeg er også blevet undersøgt på kryds og tværs rent lægeligt med bl.a. adskillige blodprøver. Men man fandt intet ved mit helbred, som var unormalt.
Jeg har prøvet adskillige former for sovemedicin. Men det har haft bivirkninger og sløvet mig meget.
Det mærkelige er, at min mangel på søvn som sådan ikke påvirker min dagligdag. Når jeg er på arbejde eller på anden måde aktiv, så mærker jeg ingen træthed. Det skal her nævnes, at mit arbejde hovedsageligt består i at sidde ved en computer.
Når jeg kommer hjem til familien, og aftenen nærmer sig, så begynder jeg at tænke på endnu en lang nat, hvor jeg ikke kan sove. De tanker giver mig megen bekymring. De er der hver aften, inden jeg går i seng.
Jeg glemte at sige, at jeg er en kristen mand på 48.
Har du et råd?
Venlig hilsen
”Jens”

Svar:

Frygt ikke for søvnløshed

Kære ”Jens”
Allerførst vil jeg sige: – Læg din søvnløshed i Jesu Kristi hænder i bøn. Prøv også at finde en anledning til at søge forbøn for dit problem.
En romersk kejser, Marcus Aurelius, sagde for omtrent 1900 år siden, at vores liv bliver, hvad vores tanker gør det til.
Jesus sagde, at det, vi tror, kommer til at ske. Begge udsagn dækker faktisk den samme åndelige sandhed.
Vigtigt er det også at huske, at disse ord gælder såvel i den negative retning som i den gode retning.
Det du frygter, tiltrækker du nemlig, og i den sidste ende kommer det, du frygter, til at ske. Der er en næsten uhyggelig kraft i negative forventninger.
Der er derfor, at Jesus og Bibelen igen og igen gentager ordene: – ”Frygt ikke.”
Hvorfor siger jeg nu dette til dig?
Jo, din frygt og bekymring hver aften for søvnløshed tiltrækker og baner vej for søvnløshed.
Derfor, sagt lige ud af posen: – ”Bryd dig ikke om din søvnløshed.”
Tænk ikke mere på den. Jeg holder nemlig fast i, at du både fysisk og psykisk er sund og rask. Søvnløsheden har derfor ikke nogen biologisk baggrund.
Jeg tror i høj grad, at det netop er frygt og bekymring for søvnløshed, der er med til at stjæle din nattesøvn.
En advokat led af søvnløshed, mens han studerede. Men da han ikke kunne komme af med søvnløsheden, besluttede han sig for at gøre det næstbedste – nemlig at udnytte den tid, han var vågen. I stedet for at ligge og vende og dreje sig stod han op og læste. Resultatet var, at han fik top-karakter ved universitetet.
Selv da han senere fik job som advokat, led han stadig af søvnløshed, men det generede ham ikke. Jeg er i Guds hænder, sagde han, og Gud skal nok tage vare på mit liv.
Det gjorde Gud også. Til trods for at han kun sov så lidt, var han i stand til at klare sit job virkeligt godt, for han arbejdede, mens hans kolleger sov.
Hvis man er bekymret over sin søvnløshed, skader det en langt mere end selve søvnløsheden.

Der var også en ung kvinde, som var ved at gå ud af sit gode skind på grund af søvnløshed. Vanskelighederne begyndte med, at hun sov alt for godt. Hun kunne ikke vågne, når vækkeuret ringede. Resultatet var, at hun kom for sent på arbejde.
Chefen advarede hende imod at blive ved med at komme for sent på arbejde. Hun vidste også godt, at hvis hun blev ved med at komme for sent, ville hun miste arbejdet.
En ven sagde til hende, at hun skulle koncentrere sig stærkt om vækkeuret. Man kunne nemlig høre dets tikken. Det var en ældre model.
Der startede søvnløsheden. At lytte til vækkeurets tikken blev en hel besættelse for hende. Det holdt hende vågen natten igennem. Hun blev til sidst helt syg af bekymring.
Dette stod på i 8 uger. Hun led forfærdeligt.
Men til sidst gik hun til en ældre læge, som hun kendte fra før i tiden. Han sagde: – Ingen kan hjælpe dig andre end du selv. Gå i seng om aftenen, og kan du ikke falde i søvn, så lad være med at spekulere på det. Sig bare til dig selv: – ”Jeg er fuldstændig ligeglad, hvis jeg ikke kan falde i søvn. Jeg tager ingen skade af at ligge vågen. Hvis jeg ligger stille og beder, får jeg i hvert fald hvile.”
Hun prøvede, som lægen havde sagt, og inden der var gået 2 uger, kunne hun falde i søvn igen.
En måned efter sov hun 8 timer hver nat, og hendes nerver faldt til ro.

Lad mig også tilføje, at en af de bedste kure mod søvnløshed er legemlig træthed, fx ved havearbejde, svømning, løb, cykling osv..
Det er faktisk sådan, at når vi er trætte nok, vil naturen tvinge os til at sove. Sådan har Gud skabt os.
Det har jeg selv oplevet i mine unge dage, da jeg var indkaldt til militæret. Da opdagede jeg, at jeg kunne falde i søvn, mens jeg stod op. Det har mange soldater prøvet. Jeg har endda gået og sovet og drømt på en længere natlig march-tur.
Hvis vi derimod på unaturlig måde af os selv eller andre imod vores natur bliver tvunget til at forblive vågne, så indtræder først bevidstløshed, dernæst døden.
Denne unaturlige tvang har man til tider anvendt som en grusom tortur.
Mig bekendt har intet menneske nogen sinde kunnet begå selvmord ved at lade være med at sove. Naturen vil tvinge os mennesker til at sove på trods af al viljestyrke. Vi kan klare os langt længere uden mad end uden søvn.
Dette var, hvad jeg kunne svare på dit brev. Men min viden i dette område er selvfølgelig ikke fuldkommen.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Min oplevelse:

Kære Orla
Den 17. 11. 2012 var jeg til forbøn for smerter i skuldre og arme, da der blev afholdt et møde med dig på Allerød Bibliotek. Det gik rigtigt godt, for smerterne er aftaget så meget, at jeg næsten intet mærker til det mere.
Kærlig hilsen
M.