Guds verden er underets verden

Kære ”Ole”
Jeg kan følge din tankegang. Men dog må jeg sige, at når du tror, der er en Gud, og han har givet sig til kende for menneskene, så er du allerede dybt inde i miraklernes og undernes verden, den verden du har forbehold overfor. Du er inde i en verden, Guds verden, som ikke kan forklares eller fattes ad forstandens og logikkens vej.
Når vi siger Gud, er vi himmelhøjt hævet over, hvad vi kan beskrive ud fra det menneskelige plan.
Dersom Gud er, og det tror du jo på, så må du vel også medgive, at han er ganske anderledes, end vores rent materielle erfaringer kan forklare. Det vil faktisk sige, at Gud selv er et under. Derfor synes jeg, det ligger nært at tro, at den Gud, der selv er et under, formår at gøre undere.
En Gud, der skulle være lige så bundet af naturen og dens love, som vi mennesker er, er efter min opfattelse ikke nogen Gud.
Der er en forfatter, som har skrevet om Gud: – Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord. Men den dejlige forfatter, der skriver således, fører os et skridt videre, når han skriver: – et menneskebarn, at du tager dig af ham.
Det, du mener, er nok dette: – Jo, sandelig er der en Gud. Men han griber selvfølgelig ikke ind i menneskers liv. Den holdning betyder vel, at så bliver det faktisk spild af tid at bede. Bøn bliver uden mening. Og hvad skal vi så for øvrigt med Jesu undervisning om bøn, fx når Jesus siger: – Bed og der skal gives jer.

Modsiger videnskaben og videnskabsmændene al tale om undernes og miraklernes virkelighed?
Det skriver du faktisk. Men er det sådan?
Jeg ved godt, at på et tidspunkt mente en del videnskabsmænd, at de før eller siden ville blive i stand til at forklare alt.
Selvfølgelig kan meget forklares af videnskaben, men når vi når til stoffets og livets gåde, så står vi overfor noget, som videnskaben ikke kan forklare.
Som en videnskabsmand sagde: – ”Hver gang vi åbner en dør, så ser vi straks en ny dør, vi skal åbne, og sådan ser det ud til, at det bliver ved. Vi når aldrig til enden.”
Det er altså på en måde sådan, at det ikke kun er det, vi kalder undere og mirakler, der rummer noget mystisk og uforklarligt, det gør også alt det, der har med stof og liv at gøre. Derfor er det slet ikke udelukket, at man kan være videnskabsmand og kristen på samme tid.
Du taler om naturbrydende mirakler, hvormed du nok mener undere og mirakler, som bryder med naturlovene.
Er beretningerne i Bibelen om undere og mirakler, der jo tit går på tværs af naturlovene, er det så blot sagn eller eventyr?
Tror vi på, at i Jesus boede og bor Guds kraft på en enestående måde, så synes jeg ikke, at det er så svært at tro på, at han har herredømme over naturen.
Hvis jeg ikke tror på Guds muligheder for i Jesus Kristus at gribe ind i naturens liv, så giver det heller ingen mening at bede om syges helbredelse, eller at bede om regn eller bede om beskærmelse ved naturkatastrofer.
Jesu helbredelser er ganske anderledes end helbredelser i almindelighed. Jesu helbredelser skyldes nemlig en for mange helt ubekendt kraft, en kraft, som Bibelen kalder Helligåndens kraft.
Det er en kraft, som videnskaben, så vidt jeg ved, endnu ikke har været inde og forske i. Men Jesus Kristus besad denne kraft i enestående grad, og han gav endda denne kraft rundhåndet videre til alle, som ønskede at modtage den.
Jesus kalder den kraft: – ”Det levende vand,” – Og han taler om den i Johannesevangeliet kap. 7, versene 37-39. Her står der:
– På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: – ”Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ”Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.”
Det sagde han (Jesus) om den Ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.

Jeg håber, at det, jeg har skrevet, kan være dig en hjælp.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov