Missionshotel fylder 100 år
Missionshotellet Stella Maris ved Svendborg Sund har overlevet de fleste andre missionshoteller, og flere års underskud er nu vendt til et lille overskudMissionshotellet Stella Maris ved Svendborg Sund fejrer i år 100 års jubilæum. Den gamle herskabsvilla fra 1904 har været drevet som missionshotel siden 1967, hvor Indre Mission købte bygningerne.Dengang var der over 40 missionshoteller i Danmark, der alle var kendetegnet ved ikke at servere alkohol.
Siden har de fleste enten drejet nøglen om eller givet køb på alkoholforbuddet for at overleve.
Men ikke Stella Maris, som i dag er provinsens eneste alkoholfrie missionshotel. Og der er ingen planer om at ændre på den status, siger hoteldirektør Bjarne Hvidberg.
– Det er ikke et must for os at være et afholdshotel. På den anden side vil vi gerne være et alternativ og vise, at vi danskere godt kan mødes uden alkohol på bordet, siger han.
Efter nogle år med røde tal i driftsregnskabet er økonomien nu meget tæt på at balancere.
Ifølge Bjarne Hvidberg skyldes det først og fremmest de mange kristne stævner og møder, der holdes på Stella Maris.
– Derfor er vi ikke så afhængige af lokalbefolkningens private fester. Mange andre er lukket, fordi mange vil have vin til maden og derfor fravælger afholdshotellerne, siger direktøren.
På Stella Maris har man oplevet, at afholdenheden med tiden kan vise sig at blive en god forretning.
– Flere virksomheder har nemlig valgt at holde deres kurser på Stella Maris, fordi de ønsker alkoholfrie omgivelser, siger Bjarne Hvidberg.
I de 100 år, Stella Maris har prydet udsigten fra Svendborg Sund, har de hvide bygninger rummet mange forskellige aktiviteter. De første 20 år tilhørte bygningerne skiftende grever og godsejere, inden det blev omdannet til et mondænt feriested med noget så sjældent som rindende vand i hanerne.
I 1935 blev Stella Maris for første gang købt til et kristent formål, da diakon Kresten Kristensen indrettede bygningerne til rekreation og kurophold.
– I den periode blev Stella Maris benyttet af kulturpersonligheder fra hele Europa. Bl.a. ved vi, at Karen Blixen i en årrække holdt sine fester her, fortæller Bjarne Hvidberg.
I 1967 solgte Kresten Kristensen stedet til Indre Mission, som manglede et sted at holde bibelweekender og andre arrangementer.
Siden er stedet flittigt blevet benyttet af både private og kirkelige organisationer.
Flere menigheder fra både folke- og frikirker benytter stedet til udflugter og weekendture.
Stella Maris har 25 værelser og otte ansatte, og belægningen er for det meste god.
– I aften skal vi lægge 43 gæster i seng, slutter direktøren.
Jubilæumsfesten finder sted den 23. juni med taler og musikalske indslag om eftermiddagen inden aftenens jubilæumsmiddag og Skt. Hans-bål.