Stress er ikke udtryk for svaghed

I stress er der biologiske og psykologiske lovmæssigheder involveret. Det betyder, at det vil være lige så forkert at tænke svaghed om sig selv ved stresssammenbrud som ved en brækket arm.

Jeg møder en del mennesker, som er på vej til eller allerede er brudt sammen af stress. En del af disse oplever sig selv som svage eller oplever, at stressreaktionen er udtryk for svaghed. Men stress har absolut intet med svaghed at gøre.

Stress er derimod at forstå som kroppens reaktion på (over)belastninger. Vort fysiske og psykiske system forsøger hele tiden at opretholde en ligevægt i os. Dette kendes fra kropstemperaturen. Hvis vi får det for varmt, sveder vi, og dermed køles kroppen ned til balancen omkring de 37 grader. På samme måde aktiveres en lang række ”kamp-mekanismer” i kroppen og psyken, når vi overbelastes. Hjertet banker hurtigere, hjernen arbejder hurtigere, der udskilles nogle stresshormoner, som i første omgang får kroppen og psyken til at arbejde hårdere. Disse mekanismer vil på kort sigt forsøge at klare belastningen, og det er både sundt og godt. Når belastningen er klaret, kommer der igen ro på kroppen og psyken. Men hvis belastningen er langvarig, får disse automatiske reaktioner en negativ betydning for os.

Hanne

Hanne er en kvinde midt i 40’erne. Hun kontakter mig, fordi hun gerne vil have noget coaching i sit liv. Med coaching mener hun egentlig hjælp til at blive mere effektiv, hjælp til at kunne opnå lidt flere resultater og hjælp til at kunne blive en lidt bedre mor og ægtefælle. Hanne er ansat i et lille konsulentfirma, der er i rivende udvikling. Hanne er den af medarbejderne, som får de fleste ideer. Det betyder, at hun dermed også får mange opgaver. Chefen er glad for alle Hannes ideer og beder hende om at udføre ideerne. Og hver gang lover chefen, at Hanne vil blive fritaget fra nogle andre opgaver, så hun kan udføre de nye ideer. Men chefen holder ikke sit løfte og får derfor ikke fritaget Hanne for de andre opgaver. Hanne tænker, at hun er bagefter, fordi hun ikke er dygtig nok, og derfor knokler hun endnu hårdere. Hanne ønsker coaching, men nærmere undersøgelse viser, at Hanne er dybt præget af en oplevelse af ikke at slå til. Og at det skyldes, at hun er svag. Derfor vil hun gerne have hjælp til at blive endnu mere effektiv og kunne klare endnu mere.
Det bliver dog hurtigt tydeligt, at Hanne er meget overbelastet, og jeg spørger derfor ind til nogle symptomer. Her fremkommer det, at Hanne gennem det sidste halve år har oplevet alvorlige søvnforstyrrelser, hun skælder meget ud på børnene, hun kan ikke slappe af, har hovedpine hver weekend og mærker megen træthed.
Gennem de sidste par måneder har hun fået alvorlige hukommelsesproblemer, fx lavet dobbeltbookninger af møder, glemt møder, glemt hvor hun har parkeret bilen og glemt et barns fødselsdag. Hanne videresendes derfor til læge, som sygemelder hende i foreløbigt 6 uger.

Forskel i hvordan belastninger påvirker os

Forskningen gennem de senere år har vist, at vi er meget forskellige i, hvordan vi påvirkes af belastninger. Dvs. hvis person A og person B udsættes for den samme belastning, så vil der være situationer, hvor person A bryder sammen af belastningen, men person B ikke bryder sammen. Der er en lang række faktorer, som spiller ind på, hvordan en belastning påvirker os. Jeg skal blot nævne 2 af de faktorer, som indvirker. Her vil du kunne se, at stress ikke er udtryk for svaghed.

1. Hjernereaktioner

Som nyfødte børn er vi ikke gode til at regulere den stress, vi udsættes for: sult, kulde osv. Hjernen oversvømmes af følelser, og vi er dybt afhængige af omsorgspersoner, som kan berolige os (hjernen). Gennem opvæksten og hjernens udvikling skal der udvikles en slags ”stressregulator” i hjernen, så barnet efterhånden bliver bedre og bedre til at håndtere stress. Stressregulatoren sidder i et område i hjernen, som hedder hippocampus. Når vi belastes, produceres stresshormonet kortisol, og det registrerer hippocampus. Hver gang det lille barn får hjælp med sin stress (sult, kulde, gråd osv.), så bliver hippocampus udviklet til bedre og bedre at kunne håndtere kortisol. Denne udvikling er afgørende, fordi kortisol på sigt er gift for hjernen og kroppen. Med tiden er hippocampus så udviklet hos barnet/det unge menneske, at den fungerer som en god regulator. Når der er for megen kortisol, så sender hippocampus signal om at mindske kortisolproduktionen.
Men desværre gør det modsatte sig også gældende. Dvs. at hvis barnet ikke har fået hjælp nok til sin stress (sult, kulde, gråd osv.), vil hippocampus ikke være udviklet så godt, og den vil altså fungere dårligere som regulator af stresshormonet kortisol og kan faktisk ende med helt at blive oversvømmet af kortisol. Og da kortisol som nævnt er skadelig, når vi udsættes for det i længere tid, betyder det altså, at nogle kan blive stærkere påvirket af en belastning end andre. Hippocampus er også et vigtigt center for hukommelse, og derfor vil en del med stressproblemer opleve, at hukommelsen bliver forringet.

2. Copingstrategier

Ligesom vi ikke selv har indvirkning på, hvordan hjernen udvikler sig i barndommen, således har vi heller ikke selv indvirkning på, hvilke strategier vi lærer gennem opvæksten til håndtering af belastninger, de såkaldte copingstrategier. Hanne i ovenstående case havde ikke lært gode copingstrategier i forhold til (over)belastninger.
Ved overbelastning reagerede hun med at knokle endnu hårdere. Jo mere hun knoklede, jo mere træt blev hun, og jo mere måtte hun anstrenge sig. Men når anstrengelsen ikke slog til, så blev hendes indre konklusion, at hun var svag, og det medførte, at hun pressede sig selv endnu mere. Men virkeligheden er, at hun ikke har lært konstruktive copingstrategier.
Når hun udsættes for sådanne overbelastninger, er der brug for, at hun fx kan sige fra, kan sige ”nå pyt”, kan slå i bordet overfor chefen og bede om, at kravene ikke er større end de ressourcer, hun har, osv. Sådanne copingstrategier vil hjælpe hende til ikke fortsat at blive overbelastet.

Der er håb

I stress er der biologiske og psykologiske lovmæssigheder involveret. Det betyder, at det vil være lige så forkert at tænke svaghed om sig selv ved stress-sammenbrud som ved en brækket arm. En arm brækker, når den overbelastes. Vi bryder sammen af stress, når vi overbelastes. Hvordan en given belastning konkret belaster mig, afhænger af både nogle fysiologiske mekanismer inde i hjernen og af hvilke copingstrategier, jeg har fået med gennem livet.
Men fortvivl ikke, for der er rigtig gode muligheder. Indlæring af og optræning i nogle mere konstruktive strategier vil kunne hjælpe til, at belastninger ikke bliver til usund stress og sammenbrud. Med tiden vil det også kunne gøre hjernen bedre til at regulere stress-hormonet kortisol. Stresscoaching, terapi og undervisning er eksempler på noget, som kan hjælpe med dette.

Ole Rabjerg er underviser på Agapes stresskursus som begynder januar 2014. Se mere på agape.dk.

Fakta

Agape er en forening, der udøver og fremmer diakoni.

Agape vil give inspiration og hjælp til livet.

Vision

Agapes kompetencer skal være kendte, så de gør en forskel i flere menneskers liv. Særligt indenfor indsatsområderne:
Parforhold
Spændingsfeltet mellem tro og psykologi
Hverdagsdiakoni