Tak for Julens Udfordring

Det er med stor taknemmelighed, vi igen denne jul lagde den skønne Udfordring i vore næsten 300 julepakker, som vi delte gratis ud til værdigt trængende i Silkeborg og omegn, fra Silkeborg Oasekirke.
Tak for det gode og fine indhold, også i dette nummer, velegnet til uddeling blandt almindelige danske borgere. Det er vor bøn, at sædekornet må spire og gro, når det bliver lagt i jorden – Gud giver væksten… Mennesket lever jo ikke af brød alene, derfor tak for juleavisen.
Vi ønsker iøvrigt også et stort tillykke med posthuset i Christiansfeld.
Glæder os til mange nye Udfordringer, med de gode og positive nyheder herfra. Tak for et godt blad i hver uge, som I gør alt for at gøre bedre og bedre.
GODT NYTÅR med Guds fred til hilsen, for hele staben.
Verner B. Andersen
Kildebakken 6
8600 Silkeborg

Klap i kirken

Det er sjældent, der klappes i folkekirken. Men gør det noget? Jesus har jo sagt: “Hvis disse tier, vil stene råbe.” Det sagde han til nogle farisæere, som syntes, det blev lidt for støjende, da disciplene fulgtes med ham.
Sidste søndag i kirkeåret sang de kommende konfirmander julen i møde i Vesterkær kirke i Aalborg. Det var et godt indslag og værd at glæde sig over og klappe for. Ingen kirkehøjtid bevæger os mere, end julen gør. Mange vil i kirke og høre juleevangeliet og synge med på de skønne julesalmer. Men heller ingen højtid er mere smertelig, når vi tænker på og mindes dem, vi ikke længere kan fejre jul sammen med.
I december tog livsstilseksperten Christine Feldthaus, på DR1, os med på en rundrejse i USA’s bibelbælte. Hun, som ikke selv er troende, var måske den rette til at bedømme indholdet af det, hun så, som mere lignede et cirkus, men som folk tager alvorligt. Nogle menigheder larmer i vilden sky, og enkelte tager på slanger, bl.a. fordi det, for stærkt troende mennesker, ikke skader dem, som fx Paulus engang leverede bevis for. Men alligevel.
Det er nu ikke lige danske kirkegængeres stil. Men hver ting til sin tid. Jesus søgte nu i enrum, når han selv bad til sin himmelske fader. Og det samme anbefalede han os at gøre.
“Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Men gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”
Knud Held-Hansen
Juelsparken 2, 2.tv.
9210 Aalborg SØ

Værdifuldt venskab

En ungdomsven og jeg mødtes over en bid mad. En alt for sjælden begivenhed. Vi er forskellige, og dog er netop vor forskellighed gensidigt inspirerende. I vor ungdom talte han undertiden spøgefuldt om, hvad vi mon ville give os til i vor alderdom, og hvad vi da ville have at tale om. Og det var det, vi bl.a. nu gjorde.
Han er en af de få venner, hvis både visdom, praktiske dømmekraft, humor og forståelse for fælles svagheder har fulgt mig gennem livet. Han har sagt eller ”givet” ord til mig, som har været mig til hjælp, omend jeg desværre aldrig har været åndeligt lærenem. Her på vor tilstundende livsaften følte jeg stor taknemmelighed.
Vi har begge haft – og har – vore smertelige og helt personlige sorger, og vi har begge lært at værdsætte det lille ord, der hedder ”nåde”, ikke bare ”teologisk”, men som en bærende, tilgivende kraft i Jesus Kristus.
Sandt venskab er trods viden om hinandens fejl og brist stadig at kunne nyde venskabet, ja, i virkeligheden netop derfor. Han er igangsætteren og stadig ”på banen” i sin smukke, guldrandede alderdom. Jeg er ikke sådan udrustet, og dog ligner vi nok hinanden på mindst eet punkt, nemlig en uforklarlig hellig uro efter – sagt med apostlens ord – at komme ”langt videre” (2. Kor. 10:15), før vi forlader tiden og går ind i evigheden.
En god bog digter vi ofte videre på, fordi den sætter noget i gang hos os. Det gør ægte venskab også. Det slavebinder ikke, men frigør os til selv at komme videre og fatte mod som den katalysator, det er, og det nægter at godtage alderdommen som en tung livsfase, hvor vi behøver ”at gå i stå”.
Det var noget af det, jeg tog med mig hjem efter den lette ”arbejdsfrokost”, hvor jeg bagefter banede mig vej gennem juletrafikken i et trist og trøstesløst december-vejr. Solen skinnede alligevel – fuld af nåde og trøst!
Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A
4700 Næstved

Deltag i debatten
Del din mening med Udfordringens læsere. Send dit indlæg til: debat@udfordringen.dk
Obs! Max 200 ord. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.