Kritisk møde mellem Abbas og Obama

De palæstinensisk-israelske fredsforhandlinger synes nu at synge på sidste vers, hvilket formentlig bliver resultatet af mødet mellem den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og præsident Barack Obama i Washington idag.

Det forekommer, som om USA’s fredsinitiativ, der begyndte for otte måneder siden, ebber ud på grund af en stejl fastholden af synspunkter hos parterne. Der mærkes ikke imødekommenhed eller smidighed på de tosider.

Der er fundamentale forskelle i indstilling og en dyb mistillidskløft, og der ventes ingen dramatisk ændring af den fastlåste situation.

Fredsmægleren, udenrigsminister John Kerry, har de sidste måneder fokuseret på “Plan A”, en ramme for en principaftale om at slå bro over de forskellige meninger, men hidtil har der ikke været noget i det amerikanske dokument, som de to parter kan enes om.

Alligevel viser Kerry stadig optimisme, men efter Obama-Abbas mødet vil USA nok indse, at der ikke er nogen mulighed for en rammeaftale.

De amerikanske fredsmægleres eneste kort på hånden synes at være, at hverken Abbas eller statsminister Benyamin Netanyahu ønsker at fredsprocesen bryder sammen og at blive udhængt som ansvarlig for dette.

De vil formentlig så begge lade sig nøje med status quo, hvilket på lang sigt er et minefyldt farvand.

Den israelske klummeskriver, Herb Keinon, skriver idag, at de diplomatiske forhandlinger blot vil lykkes, hvis palæstinenserne ønsker dette.

– Det budskab, Abbas har brug for at høre af Obama er, at hvis palæstinenserne blot afventer, at Israel gør indrømmelser og opfatter fredsprocessen som en ensrettet vej, vil processen bryde sammen, skriver han.