– Vi syntes der var plads til flere!

Bitten & Ole Salomonsen har valgt at lukke hjemmet op som plejeforældre for to drengeAt blive sendt i pleje, er ikke et nyt fænomen. Tidligere blev mange børn “sendt på landet”, hvis forældrene blev syge, mistede deres arbejde eller af andre grunde var ude af stand til at tage sig af dem.

“At blive sendt på landet” betød hårdt arbejde, mager kost og masser af traumer. Mange ældre danskere kan fortælle gruopvækkende historier om bondemænd og sure koner. Men heldigvis har mange ting ændret sig siden.
Der er stadig hvert år cirka 13.000 børn, som anbringes i pleje uden for hjemmet. Nogle kommer på kostskole, andre i institution og cirka halvdelen af børnene kommer i familiepleje. Af dem er de 1.200 tvangsfjernet af myndighederne.

Overskud til andres børn

At blive sendt i pleje, det kan stadig godt være på landet. Som hos familien Salomonsen i Spørring. Der er bare ikke længere noget uhyggeligt ved det. Tværtimod faktisk. Når man sidder i den hyggelige, lavtloftede stue, kan man næppe forestille sig noget mere hyggeligt. Hjemmet oser af hjertevarme og plads. Og overskud også til andres børn.
Familien Salomonsen består af far Ole, som er uddannet teletekniker. Ved en “prikkerunde” i Tele Danmark for 2 ½ år siden, valgte han at sige ja tak til en aftrædelsesordning. Den betyder, at han fortsat – faktisk året ud – er lønnet af Tele Danmark, men i realiteten er han “pensioneret”. Faktisk var det netop dette skridt, der for alvor satte gang i familiens planer om at blive plejefamilie.
Mor Bitten er uddannet ergoterapeut og arbejder som underviser på Social & Sundhedsskolen i Århus. Parret har fire børn: Benedikte på 20, Theresa på 15, Johanna på 11 og Kirstine på 7 år. Desuden har de to plejebørn, samt mindst en eller to logerende ad gangen.
– Ole har altid syntes, at man skal være mange. Han syntes ikke, vi var en rigtig familie, før vi fik det 3. barn, ler Bitten. Ole ser et øjeblik lidt genert ud. Så nikker han: – Det er faktisk rigtigt. Jeg har altid syntes godt om at være mange.

Godkendt som plejefamilie

Det er omkring syv år siden, Bitten og Ole Salomonsen besluttede sig for at kontakte kommunen for at blive aflastnings- eller weekend-plejefamilie. Så skete der bare det, at Bitten blev gravid. Det satte planerne lidt i stå, for en plejefamilie må ikke have børn, som er under tre år gamle. Da Kirstine var blevet tre, var de så klar igen. De kontaktede kommunen og blev godkendt til ét barn under 2 år – kort tid efter blev de tilbudt tre børn, alle over 3 år! Og så var de i gang.
– Det var 3 søskende på 3, 5 og 9 år, som vi havde hver 3. weekend i et par år. Deres mor var alene med dem og havde svært ved at få det til at hænge sammen, så hun havde brug for aflastning, forklarer Bitten:
– Der var godt nok knald på, når de kom. Særligt i begyndelsen, og jeg syntes, jeg lavede mad hele tiden. Heldigvis blev det nemmere efterhånden.
Ud over weekend-børnene kom der flere til. Først en 8-årig dreng, hvis mor var syg.
– Hun var så bekymret for drengen, at hun ikke blev rask. Først da han faldt til her hos os, og hun kunne mærke, at han trivedes, begyndte hun at komme sig. Han boede her i nogle måneder, og det fungerede fint.
Siden fik de en 12-årig hjerneskadet dreng i pleje. Hans forældre var ved at blive skilt, og det var uvist, hvor han skulle bo. Hele familien smiler, når de fortæller om ham.
– Han var en dejlig dreng. Han var hyperaktiv og ukoncentreret og fik medicin for det, men han var så sød. Hans filosofi var: “Jeg gør altid, hvad jeg får besked på, for jeg gider ikke få skæld ud,” forklarer Bitten.
Også han boede hos familien Salomonsen i nogle måneder, før han flyttede videre.

Ole tager sig af børnene

– Vi syntes, at vi havde plads – både fysisk og psykisk, fortæller Bitten –og Ole supplerer:
– Det har nok altid især været mig, der gerne ville, at vi skulle blive plejeforældre. Jeg har altid haft den fornemmelse, at der skulle være nogle flere. Jeg synes det er hyggeligt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, det føles bare rigtigt.
– Det har været naturligt for os, at Ole har taget sig meget af børnene. Ved de yngste tre af vores børn har han haft forældreorlov, og i de seneste 12 år har han haft nedsat arbejdstid for at kunne være mere hjemme, forklarer Bitten.
Faktisk har der altid været både hjerterum og en ekstra seng hos familien Salomonsen. Gennem årene har mange boet kortere eller længere perioder hos dem.
I dag har familien to plejebørn. To drenge på henholdsvis 1 og 4 år, som har boet hos familien i ti måneder. Til at begynde med var det ellers kun meningen, at de skulle blive der i tre, men for øjeblikket er der ikke sat dato på hvor længe, de skal blive boende.
– Vi begyndte at synes, at det var for stor en belastning kun at være weekendplejefamilie. Vi syntes, der gik for lang tid imellem besøg hos f.eks. Oles forældre. Vi syntes også, at vi godt kunne tænke os mere kontinuitet. Når man har tre børn, der kommer hver 3. weekend, så går der meget tid med omstilling. Der er andre regler her, man skal lige lande og så videre. Vi kunne godt tænke os et barn, som kunne glide ind i familien på samme vilkår som vore egne. Et barn, som vi kunne følge over en længere periode, forklarer Bitten:
– Da vi blev ringet op og spurgt, om vi ville tage de to drenge, sådan ret akut, sagde vi ja. Det viste sig hurtigt, at det var en temmelig stor mundfuld. Den lille, som da var 10 måneder, skreg hele tiden. Han ville kun sidde på arm og kunne ingenting. Han havde astmatisk bronkitis, polypper og dårlig hørelse, så i løbet af kort tid måtte han have dræn i ørerne og fjernet polypper. Det var hårdt.
– Ja, skyder Ole ind: – I den første tid gik vi faktisk rundt med kronisk hovedpine, fordi han hele tiden hylede.
Siden har han dog lært at sidde, kravle og gå. Han har fået ti tænder og snakker nu i et væk. Til gengæld går det lidt langsommere med hans storebrors fremskridt og sociale udvikling, så der er fortsat nok at se til.
Efter tre måneder blev parret spurgt, hvad de ville – om man skulle flytte børnene igen.
– Det var en svær beslutning. Vi kunne næsten ikke klare at have dem, men vi kunne heller ikke slippe dem. Vi følte, det ville være at kassere børnene, bare at acceptere, at ingen vil have dem, forklarer Bitten og Ole, som da også endte med at sige ja.