– Hvad mener danskerne om Jesus? Er han Gud eller hvad? 

Jørn Nielsen fik under et ophold i USA flere muligheder for at tale om tro med amerikanske kristne. Hvilken rolle spiller kirken hos ”verdens lykkeligste folk”? spørger de. Og hvordan står det til med kirken i ”Guds eget land”?

At der er forskel på amerikansk og dansk tros- og kirkeliv ved alle. Men mange amerikanere er påfaldende interesserede i vor religiøse holdning, og ikke bare hvorfor vi er udnævnt til at være verdens lykkeligste folk.

En brandmand, jeg tilfældigvis kom i snak med for nylig, spurgte mig, om det er rigtigt, at vi har en regeringsstyret kirke? Det måtte jeg svare nej til, men måtte dog indrømme, at mange kirkelige anliggender er vedtaget ved lov i folketinget, herunder fx sidste sommers lov om homoseksuelle vielser.  Dette går som bekendt Obama også ind for, men det er i USA ikke et kirkeligt anliggende, men ren jura. I USA findes ikke som i Danmark et specielt kirkeligt homo-vielsesritual udarbejdet af et bispekollegium og udvalgte teologer. Kirkerne herovre er ikke under pres fra nogen kirkeminister, bl.a. fordi en sådan ikke findes.

Spørgsmål fra en collegepige

En college-pige havde valgt at skrive om dansk kultur og religiøse tro i en eksamensopgave og spurgte mig: ”Er det rigtigt forstået, at danskerne måske nok tror, at der findes en Gud, men at universet blev til ved evolution og ikke ved en guddommelig skaberakt? – Hvad mener danskerne om Jesus Kristus? Er han Gud eller hvad? Taler man i Danmark slet ikke om, hvad han har gjort for os? Eller er der noget, jeg har misforstået?”
Og hun borer lidt mere i emnet: ”Danskerne har godt nok fået en fremstilling af Kristi død gennem malerier i kirker og museer, men har de nogen forståelse af hans død som en stedfortrædende forsoningsdød? Og hvad med Kristi opstandelse? Tror danskerne på det? Tror danskerne mere på ideen med at være et godt menneske fremfor en frelsende tro på Kristus?
Uden at generalisere måtte jeg som dansker give hende mit bud.  Nej, danskere i almindelighed, og den opvoksende generation i særdeleshed, har nok ikke noget personligt forhold til evangeliet eller Bibelen trods formelt medlemskab af en evangelisk-luthersk folkekirke med en bibelsk funderet trosbekendelse. Og derfor ligger de fleste svar allerede i de spørgsmål, den unge pige stillede mig.

Status på statskirken

Det danske system med en evangelisk-luthersk folkekirke studser amerikanerne godt nok over. Og de undrer sig endnu mere over, at kun så få procent af medlemmernes ca. 80 procent går i kirke. I Amerika er det utænkeligt med en kirke,  man ikke går i.  Men jeg må så forklare, at en ”nationalkirke” ikke er ensbetydende med, at vor nation som sådan er kirkelig eller kristelig, tværtimod er den lutherske reformation, der kom til Danmark som et vækkende, frisk pust i 1535, nu i anno 2014 stort set tørret ind eller er meget støvbelagt, og at det ikke er ualmindeligt med lutherske præster, der fornægter både Bibelens guddommelige inspiration, jomfrufødslen, Kristi guddom og i det hele taget den evangeliske lære, som de gamle bekendelsesskrifter så samvittighedsfuldt bygger på.
Når jeg udtrykker min sorg over, at Danmark er blevet mere og mere ateistisk/agnostisk, vil mange amerikanere ”trøste” mig med, at ”this is coming our way too” (det er også på vej herover). Obama erklærede allerede under sin første valgperiode i  en ”vigtig” tale i Cairo, spækket med  citater fra koranen, at USA er at betragte som et ikke-kristent land, tydeligvis sagt for at opnå goodwill i den muslimske verden.

Mit ”gospelcard”

Jeg har et lille kort, der i størrelse passer til en brystlomme.  Jeg kalder det ”my gospel card” og giver det til folk i forbindelse med lille samtale.  Det har bl.a. et billede af Dannebrog med det hvide kors som optakt til et ganske kort budskab om korsets evangelium. Det bliver så godt som altid modtaget positivt og med respekt. Jeg fortæller så, at i Danmark et det anderledes. Jeg har det nemlig også på dansk, og en nabo spurgte mig: ”Hvilken sekt kommer du fra?” Grunden til hans spørgsmaal var, at han i farten læste de iøjnefaldende ord ”Jesus Kristus”. Dem forbandt han med en ”sekt”. Det illustrerer ganske godt forskellen på amerikansk og dansk forhold til evangeliet.
Dette kort havde for nogle år siden et lidt større og mindre handy format, men jeg gav det til en ung high school-lærer, jeg var kommet til at sidde ved siden af på et stort politisk møde. Det førte til yderligere privat kontakt, som endte med, at han over et glas isvand og en solid sandwich lyttede endnu mere til evangeliet og ved den lejlighed tog imod Kristus som sin personlige Frelser. Da blev jeg mindet om, hvad en af mine amerikanske missionær-venner havde sagt til mig:  ”Du kan aldrig vide, hvad en evangelisk traktat kan udrette!” Og det havde hun netop haft et konkret eksempel på i Paraguay.

Et mindeværdigt møde

På en af mine daglige gå-ture tog jeg mod til mig og gik ind i en af de større kirker i kontortiden. Den har ikke status som mega-kirke med sine ”kun” ca. 1.400 medlemmer og adskillige pastorer (en ledende pastor, en ”lovsangs-pastor”, en administrativ pastor, en ”executive pastor”, en ”discipel-pastor”, osv. med hver deres sekretær). Jeg stødte på en af disse pastorer, præsenterede mig og spurgte, om vi kunne få os en lille snak. Han så meget ”administrativ” ud og beklagede ikke at have tid. Vi nåede dog at udveksle nogle høflige bemærkninger. Han sagde flere gange: ”Good to have you!” men så godt nok lidt udslukket ud. Jeg håber, jeg tog fejl, for pastorer er jo ofte et meget travlt folkefærd.
Lidt slukøret vandrede jeg videre, og snart kom en ældre mand imod mig og sagde nogle uforståelige ting til mig.  Som sædvanlig præsenterede jeg mig og fortalte ham om glæden ved at kende Kristus i mit hjerte. Han var 95, fortalte han mig. ”Jamen, det er jo en god alder, på alder med Billy Graham, som netop bliver 95 til november!” Jeg sang for ham det lille børnekor om ”Joy in my heart”, og han stemte overraskende også i, så vi sang der på åben gade sammen dette evangeliske kor. Det kan man gøre i USA uden at vække videre opsigt, men det havde nok været anderledes ”exentrisk” i Danmark.

”Gentlemen – hvad brænder I for?”

Om aftenen var jeg inviteret til et ”home party” med min kone. Hyggeligt og charmerende. Mændene sad udenfor på en smuk udsigtsterrasse, medens damerne sad indenfor og spiste. Der opstod ingen pinlig tavshed, og der blev snakket løs om alt muligt. Jeg tog en dyb indånding og sagde til mændene: ”Gentlemen, jeg er jo, som I forstår, kommet langvejsfra og har glædet mig til at møde amerikanske kristne. I er jo alle kristne, så jeg vil gerne spørge jer, som går flittigt i kirke, hvad I virkelig brænder for som kristne? Jeg er også interesseret i at vide, hvad Guds ord betyder for jer i jeres hverdag?”
Nu var der pludselig ”pinlig tavshed”, og jeg forstod, der ikke var rigtig nogen ild, der brændte. ”Jeg er bange for ild”, lød det fra en, som slog en munter tone an. Og det med Guds ord, tja. En fortalte, han læste en andagtsbog ”Daily Bread”, men ikke så ofte i Bibelen. ”Men måske vil det interessere jer, hvad mit hjerte brænder for?” vovede jeg at spørge. Vi fik god kontakt. Det var ærlige, gode mænd, der var meget åbne og ydmyge overfor den fremmede fra Danmark.  Senere på aftenen bad vi sammen med vore hustruer i en smuk dagligstue.
Tilbage til den unge college-pige. Mine lidt nedslående svar til hende blokerede dog ikke for yderligere samtale – for amerikanerne vil gerne tale med os om vor kulturelle/åndelige baggrund. Mange af dem er jo selv blot europæere, der for nogle generationer siden rejste væk hjemmefra, og slet ikke så få fra Skandinavien.