Hvor er fornyelsen på vej hen?
Der er både optimisme og realisme hos Oasebevægelsens ledere: Den karismatiske bevægelse har en fremtid – men må få mere krop, hvis den skal overleveOASE-bevægelsens præster og ledere var samlet til konvent forrige weekend – og havde et interessant emne på dagsordenen: Visioner for den åndelige fornyelse. Vi har bedt tre af dem om at give deres bud på, hvor fornyelsen er på vej hen…Helge Pahus, sognepræst ved Karlslunde Strandkirke, lægger ud:
– Jeg tror, at det, vi kalder den karismatiske fornyelse, har en stor fremtid. Der er en voksende interesse for et åndeligt liv, og der er blandt danske kirkefolk en langsomt voksende erkendelse af, at Helligånds-livet er en uundgåelig del af kirkelivet på verdensplan og en nødvendighed, hvis man skal nå nye mennesker i dag.
– Jeg tror, vi vil opleve en Helligånds-strømning, der giver sig udtryk i nye organisationer og strukturer, men jeg håber samtidig, at det altid også må være en bred, åndelig strøm, der berører mange, også folkekirker, uanset hvad de kalder sig. Helligåndens gerning er altid større end vore planer.
– Jeg er ved godt mod, også på Oases vegne, der er mange nye, unge, dynamiske folk.
Det skyldes ikke mindst, at Oasebevægelsen har inviteret Menighedsforbundet 3F til at blive en integreret del af bevægelsen. 3F står for Forum for en Fri Folkekirke og lægger op til dannelsen af nye lutherske menigheder, mens Dansk Oase satser på at forny menigheden i den eksisterende sognestruktur. I forbindelse med indlemmelsen i Dansk Oase har 3F skiftet navn til Menighedsnetværket.
En af de nye, unge og dynamiske folk fra dette netværk er Anders Michael Hansen, præst for Århus Valgmenighed. Hans bud på fornyelsens fremtid lyder:
– Fornyelsen har bragt os de erfaringer, som er nødvendige for at genopdage kirkens væsen som Kristi legeme i en tid, hvor den institutionelle kirkes rolle som åndelig vejleder er blevet udhulet og marginaliseret.
– Udfordringen for karismatikere er at foretage et skifte fra uforpligtende stævne-inspirations-kristendom til at blive ansvarlige og hengivne lemmer på Kristi legeme i lokale menigheder, som vil modtage og gøre brug af karismatikernes erfaringer og tjeneste. Hvor dette ikke kan ske i eksisterende kirkelige sammenhænge, har karismatikerne ret og pligt til at danne i første omgang regionale menigheder, som kan virkeliggøre en vision om åndsudrustede fælleskaber som forudsætning for at være lys og salt i verden.
– Menighedsopbygning er omdrejningspunktet og omsætningsstedet for Guds Ånds virke, som sigter på at bringe legemet til modenhed i Kri-stus. Bedømmelseskriteriet for sandt menighedsliv er derfor altid, om der her finder en karismatisk tjeneste for evangeliet sted, som leder mennesker ind i Kristi fulde sandhed, kærlighed og åndskraft, jf. Ef. 4. Det er den dagsorden, jeg gerne vil være med til at sætte i fornyelsen i de kommende år.
Landsleder for Dansk Oase, Morten Munch, er inde på samme spor: Det åndelige må få praktisk konsekvens:
– Som fornyelsesbevægelse med karismatisk udspring har Dansk Oase i en årrække løftet en fane for den del af Treenigheden, som udgøres af Helligånden. Det har været en tiltrængt vitaminindsprøjtning ind i et folkekirkelegeme, der alt for ofte har gjort kristen vækst til tabu og har fortiet og mistænkeliggjort store dele af det nytestamentlige vidnesbyrd om Helligånden. Så længe denne mangelsituation fortsætter, og et stort antal menigheder og sogne ikke har integreret Bibelens tale om Åndens liv og virke i det daglige menighedsliv, så har Dansk Oase stadig eksistensberettigelse.
Selv om Oase ikke har ønsket en énsidig fokusering på Ånden, men har ønsket balance i forkyndelse og menighedsliv, så har Oase som bevægelse næppe undgået at fremstå med en vis énsidighed. En af de store farer ved karismatisk énsidighed er åndelig spiritualitet uden forbindelse til tidens diakonale og sociale behov og uden sammenhæng med de udfordringer for at være kirke, som ligger i tidens kultur og livsstil.
Hvilken fornyelse vil skabe relevante menigheder med sammenhæng mellem tro og hverdag i en postmoderne tid? Hvordan ser de fællesskabsformer og den spiritualitet ud, som formår at nå kirkedistancerede med evangeliet og lykkes i at integrere og fastholde dem i troen? Svaret må hænge nøje sammen med en trinitarisk (trinitet = treenighed) spiritualitet, dvs. en kristen tro og livsstil, som er præget af Faderen, Sønnen og Ånden.
– Det handler om en kirke, som er nærværende i den aktuelle kultur samtidig med, at den tør være en etisk modkultur. Det handler om en kirke, som er diakonalt tjenende i forhold til samfundets konkrete behov. Det handler om en kirke, som er synligt til stede med forkyndelse, profetisk klarhed og stadfæstende tegn og undere. Det handler om en kirke, som får krop i form af omsorgsfulde, genoprettende, helbredende og udrustende fællesskaber.
