Royal skilsmisse

En skilsmisse er altid trist, gør altid ondt, efterlader altid sår og gør børnene til tabere.Prinsesse Alexandra og prins Joachims chokerende meddelelse om separation og skilsmisse berører ikke udelukkende deres egen lille familie. Den påvirker hele landet, fordi familien er rollemodeller for danskerne. Far, mor og to drenge lever trygt og godt sammen på Schackenborg. Troede vi da.
Ægteskabet er en samfundsbærende institution. Skilsmisser er destruktive både for familierne og samfundet. Både menneskeligt og økonomisk.
En kendt sociolog ”profeterede” flere gange i tv efter den triste meddelelse sidste torsdag, at skilsmisseraten vil stige det kommende år. Fordi mange karrierekvinder vil tænke, ”kan prinsesse Alexandra, så kan jeg også”.
Pressen har selvfølgelig jagtet det spørgsmål, som alle danskere stiller ”hvordan kunne det gå så galt ”?
Hoffet holder kortene tæt ind til kroppen. Ekstra Bladet og Se og Hør smisker sig ved at hænge Joachim ud som en dameglad drukkenbolt.
Men Joachim har altid levet et værdigt og sobert liv både privat og officielt, så ”hvorfor drikker Jeppe pludselig ”?
Jeg ved det ikke. Du ved det ikke. Resten af Danmark ved det heller ikke. Kun ganske få kender dagligdagen inden for Schakensborgs tykke mure.
Ingen har ret til at dømme. Hverken den ene eller den anden part. Så neutralitet efterlyses, når skyldsspørgsmålet kommer på banen i dit og mit selskab.
Man kan være hundrede procent sikker på, at familien i verdens ældste monarki, der i generationer er opdraget til, at ”skæbne forpligter” og ”pligten frem for alt”, har gjort alt menneskeligt muligt for at hjælpe parret på rette vej.
Men så længe prinsesse Alexandra og prins Joachim trækker vejret, så længe er miraklernes tid ikke forbi i deres liv, hvis viljen er tilstede.
Det hjælper at bede for dem og deres to små dejlige drenge Nikolai og Felix. Hvor meget ved kun Gud. Bed til Gud for dem når som helst og hvor som helst: i kirken, i hverdagen i bibelkredsen, i cellegruppen, i bordbønnen, i aftenbønnen. Beslutsomt og udholdende.
Fordi Gud kan vende mørke til lys, gøre nat til dag og gøre Djævelen til en taber i denne sag.