Ny teknik bekræfter bibelfund

USA: I 1979 fandt man i en grav lidt uden for Jerusalem den aronittiske velsignelse, som versene fra 4. Mosebog 6:24-26 kaldes, skrevet på to tynde strimler sølv, som begge var rullet hårdt sammen som et par mini-skriftruller. Til at begynde med daterede man fundet til at være fra sidst i det syvende århundrede eller først i det sjette århundrede før Kristus – altså omkring 400 år ældre end dødehavsrullerne. Dermed var sølvet det tidligste arkæologiske fund nogensinde, som indeholdt bibelske passager.
Men nogle forskere tvivlede på dateringen, fordi sølvet var korroderet og sprukket, og mange ord og flere linjer af inskriptionen derfor var ulæselige. De mente, at sølvet skulle dateres til maksimalt et par århundreder før Kristus.
Nu har forskere ved University of Southern California analyseret inskriptionerne en gang til ved hjælp af den allernyeste rumalderteknik inden for computerbilleder og fotografering. Selve analysen foregik i nogle af NASA’s laboratorier. Det skriver The New York Times.
Det har betydet, at de tidligere manglende ord nu „helt og fuldt kan læses og derfor analyseres med meget større præcision“, som forskerne udtrykker det. Analysen viser også, at fundet er det tidligste nogensinde med bibelske passager. I en videnskabelig artikel, som blev offentliggjort i sidste måned, skriver forskerteamet, at den forbedrede læsning af inskriptionen har bekræftet, at fundet er fra perioden lige før Jerusalems ødelæggelse i år 586 før Kristus.
Dermed er inskriptionen det tidligst kendte citat fra den hebræiske bibel og giver tilmed det tidligst kendte eksempel på en konfessionel brug af navnet Jahve.
– jeli