4 blodmåner varsler afgørende begivenheder
Fire på hinanden følgende måneformørkelser og en solformørkelse falder alle på jødiske helligdage i år og næste år, som samtidig er et sabbatår. Var det disse meget sjældne astronomiske fænomener, Jesus hentydede til, da han sagde: ”Der vil ske tegn i sol og måne… før jeg kommer”?
Der forekommer nogle meget usædvanlige astronomiske fænomener i løbet af 2014 og 2015. Det helt usandsynlige sammentræf er, at de falder i forbindelse med jødiske højtider og et sabbatår.
Det kan næppe undgå at minde kristne om Jesu ord om de sidste tider og hans egen genkomst. Han sagde:
Tegn i sol og måne
Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.
Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.
Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.
Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.
Lukasevang. kap. 21:25-28.
Joel: Solformørkelser
og blodmåner
Allerede i Joels bog i Gamle Testamente (ca. 800 år før Kristus) forudsiges det, at der skal komme solformørkelser og blodmåner. Han siger:
Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min Ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner.
Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de dage.
Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler.
Solen forvandles til mørke, og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer.
Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.
(Joels Bog 3,1-5)
Fire blodmåner og en solformørkelse m.m.
Netop nu i 2014-15 sker der ikke færre end fire måneformørkelser på stribe (en såkaldt tetrad) og en total solformørkelse.
Tilmed forekommer disse fænomener alle i forbindelse med jødiske højtider, og de sker i et sabbatår – et såkaldt shemittah – som ifølge jødernes lov skulle holdes hvert syvende år med eftergivelse af gæld, og hvor jorden lå brak og hvilede.
At alle disse ting sker samtidigt, er så usandsynligt, at man må spørge sig, om Gud ønsker at fortælle os om sin snarlige genkomst.
Tegn på himlen
I 1. Mosebog kap. 1, 14 står der, at Gud skabte sol, måne og stjerner som tegn:
»Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år.”
Ordet for ”tegn” er oth, som egentlig betyder et signal.
Tegnene var signal til årets fester, men i løbet af verdenshistorien er der også sket tegn på himlen i forbindelse med vigtige begivenheder.
Da Jesus blev født, skete der også et opsigtsvækkende tegn i stjernerne, nemlig det vi kalder Betlehemsstjernen, som formentlig var den konjunktion af planeterne Jupiter, Venus og fixstjernen Regulus, som man ved skete flere gange på nogenlunde dette tidspunkt.
Da Jesus døde på korset, skete der også en solformørkelse. Der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem tegnene og verdenshistorien – specielt i forhold til jøderne, som er Guds særlige ”demonstrations-folk”.
Blodmåner og skæbnetider for jøderne
Det er ikke hver dag, der sker sol- og måneformørkelser.
Og fire på hinanden følgende måneformørkelser (en tetrad) er kun sket tre gange i de sidste 500 år – men mærkeligt nok altid i forbindelse med dramatiske begivenheder i jødernes historie.
I 1493 og -94 optrådte der en tetrad umiddelbart efter, at jøderne med kort varsel blev smidt ud af Spanien af Kong Ferdinand d. 2. i 1492.
Så gik der 456 år, før der igen var en 4-dobbelt måneformørkelse, nemlig i 1949-50 – umiddelbart efter, at jøderne fik deres eget hjemland Israel i maj 1948.
Men derefter gik der kun 19 år, før det skete igen i 1967-68, – da Israel indtog Jerusalem under seksdages-krigen i juni 67, og Jerusalem igen kom på jødiske hænder for første gang i 2000 år.
Nu – et halvt århundrede senere – kommer der igen 4 blodmåner i 2014-15.
Hvad sker der?
Sådan falder måneformørkelserne:
1 Første blodmåne skete d. 15. april 2014. Det var dagen, hvor den jødiske påske begyndte.
2 Derefter kommer der nu igen en blodmåne d. 8. oktober, hvor løvhyttefesten begynder.
3 Så sker det igen d. 4. april 2015, som er begyndelsen på den jødiske påske.
4 Og igen d. 28. september 2015, som er starten på løvhyttefesten.
5 Midt imellem de fire måneformørkelser kommer der en total solformørkelse d. 20. marts 2015. Den falder på den 1. nissan, der ifølge 2. Mosebog kap.12 var den måned, hvor jøderne begyndte udvandringen af Egypten.
Det var også i begyndelsesmåneden, at påsken indstiftedes, og det er begyndelsen på det religiøse nytår for jøderne.
6 Desuden er der en delvis solformørkelse d. 13. september, som falder på afslutningsdagen på det jødiske kalenderår i 2015.
De 7 fester
Hvis vi går ud fra, at Gud har skabt himmel og jord, og dermed har en finger med i de astronomiske begivenheder i sol og måne, så har det formentlig også en betydning, hvilke helligdage, blodmånerne og solformørkelsen falder på.
Der er 7 vigtige jødiske fester med hver deres betydning.
Påske. – Her mindes jøderne, hvordan Gud førte dem ud af slaveriet i Egypten, og hvordan blodet fra Lammet på dørstolperne beskyttede dem imod døden. (Et oplagt forbillede på Jesus, Lammet, hvis blod frelser os.) Det er påfaldende, at to blod-måner falder i påsken!
De usyrede brøds fest begynder dagen efter påsken. Og hvor brødet er uden den gamle surdej. Noget nyt er begyndt.
Første-frugts festen er søndagen efter påske. Her mindes man de ti bud og ofrer den første høst til Gud.
Pinsefesten falder 50 dage efter påsken, ligesom den kristne pinse.
Trompetfesten indleder den syvende måned og er begyndelsen på det nye jødiske kalender-år. Her blæses i vædderhorn for at varsle det nye år. Her gør man status over det forgange år og angrer i ti dage sine synder.
Den Store Forsoningsdag, Yom Kippur falder 10 dage senere. Tidligere blev folket her forsonet ved ofringer i templet. Men kristne tror, at Jesus én gang for alle skabte forsoning og tilgivelse ved at ofre sig selv.
Løvhyttefesten (Sukkot) begynder d. 15. dag i samme måned. Jøderne skulle bygge løvhytter og opholde sig der i syv dage for at mindes udvandringen fra Egypten. Kristne fra hele verden har (gennem Den Int. Kristne Ambassade) netop valgt løvhyttefesten til at vise deres solidaritet med jøderne. De to af blodmånerne falder netop under løvhyttefesterne.
Sabbatåret
I Gamle Testamente får jøderne besked fra Gud gennem Moses på at holde hver 7. dag fri fra arbejde (sabbat).
Men udover dette skulle de hvert 7. år lade jorden ligge brak. I vores økologiske nutid ved vi, at denne religiøse lov – ligesom formentlig de andre jødiske love – havde en gavnlig virkning på udpint jord. Jøderne skulle også frigive slaver og eftergive gæld hvert 7. år, hvilket sikrede, at der ikke kom for stor ulighed, og at mennesker ikke blev bundet af håbløs gæld.
Hvis jøderne respekterede sabbatåret, ville Gud sørge for, at de havde overflod. Men overholdt de den ikke, ville det føre til dom over dem.
Og netop nu begynder sabbatåret 2014-15. Også det er tankevækkende, for hvad skete der i de seneste sabbatår?
1973: Indførelse af fri abort i store dele af verden. Mere end 60 mio. fosterdrab blot i USA.
1980: Saddam invaderede Iran og begyndte Golfkrigen.
1987: En supernova (kæmpe stjerne-eksplosion), som sidst var set i 1604, blev synlig. Og Wall Street krakkede.
1994: Arafat vendte tilbage til Mellemøsten. Et kæmpe jordskælv skabte en revne i USA fra midtvesten til Canada.
2001: Al Qaeda angreb USA 11. september og dræbte næsten 3.000 på én dag.
2008: Et nyt krak lammede Wall Street – og skabte en verdenskrise – 29. september. Markedet faldt med netop 777 (!) point på én dag, hvilket også var historisk rekord.
2015: Et såkaldt shemittah-år er nu begyndt og fortsætter hele 2015. Hvad vil der ske?
Mellemøsten er i dyb krise. Islamisk Stat har erklæret Hellig Krig, og terroristerne har gjort selv Irans fanatiske islamiske styre til en mindre farlig allieret for Vesten.
Det bliver stadig tydeligere, at verdens politikere har mistet kontrollen, og at stadig mere af det, vi oplever, ligner Bibelens forudsigelser. Efter et århundrede med verdenskrige og revolutioner oplever vi i disse årtier naturkatastrofer som aldrig før. Moralen styrtdykker.
Men samtidig opfyldes de positive sider af profetierne for den sidste tid. Aldrig har der været så store vækkelser i verden. Hele verden kan nu nås med kristent satellit-tv, radio, internet og mobiltelefoner. Snart har hele verden hørt evangeliet.
Jesus sagde, at derefter kom afslutningen. Vi er formentlig meget nær på, at Jesus kommer igen.
Læs også lederen: Se på tegnene